Richelieu

Frankrig, 1585-1642 19.10.14

Armand-Jean du Plessis, hertug af Richelieu. Fransk statsmand. Biskop 1607, kardinal 1622, hertug 1631, gejstlig ordfører ved generalstænderne 1614, minister 1616-17. Lagde som førsteminister og faktisk leder af fransk politik fra 1624 grunden til det enevældige styre. modsætninger til habsburg-slægten fik ham til at lade Frankrig indtræde i Trediveårskrigen på protestantisk side; fra 1634 var han den egentlige leder af krigen og kunne sikre Frankrigs grænser bed besættelse af Alsace 1639 og erobringen af Arras 1640 og Roussillon 1642. Stækkede huguenotternes politiske magt ved det såkaldte Nådesedikt (1629) og højadelens vælde, bl.a. ved, at en ræke fæstninger blev nedbudt. Støttede kulturlivet og oprettede Académie francaise 1635.

Richelieu, Armand Jean du Plessis de, hertug og kardinal (1585-1642), fransk statsmand, af fattig adelsfamilie, opdroges til gejstlig og blev 1608 biskop. Viste stor kirkelig iver, og på stændermødet i Paris 1614 var han faktisk gejstlighedens ordfører, samtidig med at han vandt indflydelse hos enkedronningen, Marie af Medici, således at han blev minister under marskallen af Ancre (s.d.). Dennes fald 1617 drog Richelieus med sig, men kan knyttede snart igen forbindelse med hoffet, fik enkedronningen og den unge konge, Ludvig XIII forsonede og kom endelig 1624 i spidsen for landets styrelse. Klare, skarpe tanker om mål og midler, fast holdning, urokkelig mod og opfindsom snildhed gjorde Richelieu til en af alle tiders største statsmænd. Målet var: Frankrig som Europas stormagt, kongen som landets uimodsigelige herre, fasthed og orden i styrelsen og lovens fred for al borkerlig næring. I uden rigspolitikken blev kampen mod habsburgerne, dels i Spanien dels i Tyskland, hovedsagen. Skønt selv oprigtig katolik søgte han samvirken med protestantiske magter som England og Holland og støttede i 30årskrigen protestanterne mod de kejserlige og katolikkerne, ja lod fra 1634 Frankrig åbenlyst og aktivt deltage i selve krigen, men oplevede ikke at se de store resultater af sin politik. – Han uenrigspolitik gav modstandere af hans indre politik påskud til kritik og sammensværgelser. Allerede 1625 rejste såvel katolske som huguenottiske adelsmænd sig imod ham og atter 1626, men Richelieu slog modstanden ned, og tog fatpå en langt større opgave; at gøre huguenotterne til franske statsborgere ved at berøve dem den militære, politiske og retlige særstilling, som det nantiske edikt havde givet dem. +++ HK8/1924)