Nördlingen I

I næsten to å efter den svenske sejr ved Lützen havde Trediveårskrigen en periode med relativ stilhed på krigsfronterne. Ingen iøjnefaldende figur påtog sig ledelsen med den protestantiske sag for at afløse den dræbte Gusfaf II. Den militære kommando overgik til to mand: den tyske Bernhard, hertug af Sachsen-Weimar og den svenske feltmarskal Gustaf Horn. På den katolske side blev general grev Albrecht von Wallenstein, den tysk-romerske kommandør, myrdet at sine egne mænd den 25. februar 1634. Derpå placerede kejser Ferdinand II ledelsen af de kejserlige tropper under hans søn ærkehertug Ferdinand (og kommende Ferdinand III), assisteret af general Matthias Gallas.
   I 1634 gik de kejserlige tropper under den unge Ferdinand i offensiven. Hæren på 15.000 mand marcherede op gennem Donau-dalen gennem Regensburg og Donauwörth og lagde Nördlingen under belejring, som blev forsvaret af en stærk svensk garnison. Her fik ærkehertug Ferdinand tilslutning den 2. september af sin fætter, som også hed Ferdinand, kardinal-infante af Spanien, i spidsen for 18.000 veltrænede spanske infanterister og kavalerister. Af den samlede styrke på 33.000 mand var 13.000 ryttere. Den katolske hær gik i stilling syd for byen og gjorde omkring for at afvente angrebet fra Horns undertallige (16.000 infanterister og 9.000 kavalerister) protestanter som marcherede frem for at undsætte byen. Om natten den 5.-6. september foretog Horn en stor bue mod højre (øst) for at indlede et angreb ved daggry rettet mod det højtliggende område på den venstre flanke af den katolske position. I en voldsom kamp erobrede svenskerne højen, kun for at tabe den til et kraftigt spansk modangreb. I syv timer sendte Horn sine mænd igen og igen for at prøve at erobre højen, men alle angreb slog fejl. Til sidst ved middagstid underrettede den svenske kommandør Sachsne-Weimar om, at han trak sig tilbage gennem den protestantiske linjens bagland. Her havde også Sachsen-Weimars mænd kæmpet voldsomt mod en overlegen fjende. De to Ferdinander, som ledte de kejserlige-spanske styrker, så at Horns mænd begyndte at trække sig tilbage. De katolske hære greb muligheden og forlod deres positioner forn byen og angreb lige frem. Sachsen-Weimars linjer gav efter og brød derpå sammen, hvilket tillod angriberne at strømme igennem mod flanken af Horns trække kolonne. En frygtelig nedslagtning fulgte. Ved dagens slutning rapporterede den sejrrige ærkehertug Ferdinand om 17.000 fjender døde og yderligere 4.000 taget til fange, inkl. Horn.
   Den habsburgske sejr ved Nördlingen satte Det tysk-romerske Rige i dets mest dominerende position siden krigens første dage. Dets sejrrige hær delte sig nu: Ferdinand, kardinal-infanten fra Spanien, marcherede mod Rhinen og De spanske Nederlande, hvor han var generalguvernør; Ferdinand af Østrig stødte frem over Franconia og Württemberg. Den slagne Sachsen-Weimar trak sig 240 km tilbage over Rhinen. Her blev han senere udnævnt til øverstbefalende for de anti-habsburgske styrker af kardinal Duc de Richelieu fra Frankrig, som nu overtog kontrollen med krigen, hvilket henviste svenskerne til en mindre rolle i konflikten fra dette tidspunkt og frem. Frankrig erklærede Spanien krig den 21. maj 1635. Således ændrede den lange kamp karakter efter Nördlingen. Med det katolske Frankrig (Louis XIII) på linje mod det katolske Spanien (Filip IV) og den katolske kejser, overskyggede konflikten mellem Bourbon og Hapsburg (østrigere og spaniere) det religiøse spørgsmål som havde startet krigen. For at opveje Frankrigs aktive inddragelse, promulgerede Ferdinand II Prag-freden den 30. maj 1635. Sachsen, Brandenburg og de fleste af de andre protestantiske tyske stater skiftede nu side for at kæmpe allierede med Bayern, Østrig og de andre katolske stater i kejserriget.