Den
lange krig mellem Spanien, nu styret af Filip
IV, og Frankrig, under Louis
XIV, gik ind i sit 22. år i 1656. Ingen af siderne havde været
i stand til at dominere de Spanske Nederlande og det nordlige Frankrig,
kampenes hovedskueplads. En stor del af dødvandet skyldtes de to
modstående kommandørers jævnbyrdige evner – Louis
II, den Store Condé, den frafaldne franske adelsmand i Spaniens
tjeneste, og Vicomte
de Turenne, marskal af Frankrig.
I begyndelsen af sommeren lagde Turenne den spansk-holdte
by Valenciennes, i den nordvestlige del af det nuværende Frankrig,
under belejring. Den 16. juli, da garnisonens var på grænsen
til kapitulation, stormede Condé pludseligt belejringslinjerne
på begge sider af Schelde-floden. Franskmændene blev slået
på flugt med tab på flere tusinde og blev tvunget til at opgive
belejringen. Men to år senere nær Dunkirk tog det afgørende
slag i den såkaldte Spanske Fronde form. Den ville tjene som grundlag
for fred, og næsten et kvart århundrede med periodisk krigsførelse.