Historie: Navnet Nederlandene, der opstod i 12. århundrede, betegnede det nuværende Nederlandene samt Belgien og dele af Nord-Frankrig. De to nu adskilte kongeriger har også i lange tider haft fælles historie, om end de nationale modsætninger bunder dybt i fortiden. På Cæsars tid beboedes landet om de store flodmundinger af kelter mod syd og gotogermaner mod nord; Rhinen var grænse. De keltiske belger blev undertvunget 57 f.Kr. og landet blev 15 f.Kr. provins; de gotogermanske bataver og friser bevarede friheden til ind i det 1. århundrede e.Kr. Omkring år 500 trængte frankerne ind, af deres blanding med romerne mod syd fremgik vallonerne; i det egentlige Nederlandene opstod efterhånden en blandingsrace af friser, franker og de fra øst indtrængende sachser, men modsætningerne bevaredes længe og spores til dels endnu. Fra gammel tid var navnlig bataverne dygtige kanalgravere og dæmningsbyggere, og friserne drev industri. Disse to folk blev først kristnede og fuldt undertvungne af Karl d. Store. Under stridighederne mellem dennes efterfølgere kom Nederlandene til at dele skæbne med de sydlige liggende grænselande mellem Frankrig og Tyskland og hørte fra 9. århundrede til Lorraine (s.d.), fra 10. århundrede til Nedre-Lorraine. Det var (oprindeligt undtagen Flandern) len af det tyske rige, men dette fik ikke stor betydning. De følgende århundreder så en voksende opløsning i småstater og stæder, nogen samlende autoritet fandtes ikke, og de enkelte herskaber lå i evindelig strid. Stærkest var det bataviske herskab Holland mod nord og det mere og mere vallonske Flandern mod syd; desuden var der Brabant, Geldern, Luxembourg osv. I 12.–13. århundrede vokser stæderne op, især i Flandern (s.d.), men også nordligere i det nuværende Nederlandene (Rotterdam, Leyden); dog var byerne her mindre politisk fremtrædende. At skabe en stat af dette politiske og nationale kaos syntes umuligt. At Hennegau i 14. århundrede forenedes med Holland, byggede bro mellem frankisk-lorrainsk og frisisk-gotogermansk nationalitet, men først et nyt herskerhus, det burgundiske (s.d.), nåede større resultater. Fra Flandern bredte det burgundiske hus sin magt videre og videre over Nederlandene og var midt i 15. århundrede næsten enerådende. Filip d. Gode (s.d.) arbejdede med fremragende kløgt på at skabe et enhedsrige af sine højt opblomstrende besiddelser, men han kom i strid med stæderne, og hans søn Karl d. Dristige (d. 1477) forspildte til dels hans planer. For at nå anerkendelse måtte Karls datter Maria give stænder og stæder store privilegier; hun ægtede 1477 Maximilian, der hævdede landet i kamp med Frankrig. Under habsburgerne går Nederlandene nu ind i et nyt afsnit af deres historie. Karl V (1506-55), der var nederlandsk af fødsel og kultur, nåede videre end nogen anden før eller siden i retning af dannelsen af et enhedsrige af alle dele af Nederlandene, men hans store behov for penge øgede stændernes magt (de første generalstænder var indkaldt 1465), og samtidig voldte den indtrængende calvinisme vanskeligheder i de nordlige provinser. Under Filip II (1555-98) bristede enheden. Mod den spanske konges selvherskerpolitik og katolske fanatisme rejste sig en voksende uvilje, især hos stormændene, der så sig tilsidesatte for kardinal Granvella, statholderinden Margrete af Parmas rådgiver 1559-64. En væsentlig politisk bevægelse rejstes mod ham og førte 1564 til hans afskedigelse, men kort efter slog de religiøse modsætninger og harmen over kætterforfølgelserne ud i lys lue. Oprøret kuedes med blodig strenghed, men tilliden til kongen var nu bristet, national og religiøs opposition forenedes, og Vilhelm af Oranien (s.d.) begyndte at træde frem som folkets leder. Foreløbig måtte han dog gå i landflygtighed, medens hertugen af Alba 1567-73 med frygtelig grusomhed huserede i Nederlandene. Geusernes (s.d.) tapre kampe til søs rejste efterhånden folkets mod, Vilhelm kom tilbage 1572, og Alba blev hjemkaldt. Vilhelms politik gik ud på at holde de nordlige og sydlige provinser sammen trods deres forskellige religion; det lykkedes imidlertid ikke, og 1579 indgik de nordlige provinser Unionen i Utrecht, der siden i lange tider var grundlaget for Nederlandenes forfatning, og 1581 sagde de sig løs fra Filip. Forbindelsen mellem provinserne var dog meget løs; provinsialstændernes deputerede dannede generalstaterne, der fra 1593 samledes i Haag; den udøvende magt besad statholderne, af hvilke Hollands var mest indflydelsesrig og i reglen valgtes til hele unionens generalkaptajn. Under statholderne Morits (1585-1625), Frederik Henrik (1625-47) og Vilhelm II (1647-50) fortsatte kampen med Spanien med en 12-årig afbrydelse 1609-21. Den westfalske fred 1648 fastslog unionens uafhængighed; de sydlige Nederlande (Belgien) forblev under Spanien, men kom 1713 under Østrig. Imidlertid havde Nederlandene under krigen taget mægtigt opsving; fra at drive mellemhandel med Spanien gik de over til selv at knytte forbindelser; en mængde handelsselskaber opstod og forenedes 1602 til et stort ostindisk kompagni, der grundede et kolonialrige i Asien; siden vandtes besiddelser i Vest-Indien og Amerika. Også åndeligt blomstrede Nederlandene op, og omkring 1650 havde de en glansperiode i kultur og kunst. Forfatningsforholdene voldte dog stadig vanskeligheder og indre strid; det såkaldte regentparti, der især bestod af borgerpatriciatet, ville en føderalistisk ordning uden statholder, medens det monarkiske parti af adel og bønder holdt på en centralisation. Hertil kom religiøse kampe mellem arminianere og gomarinere (jf. Arminius og Oldenbarneveld). Efter Vilhelm II.s død 1650 fik regentpartiet overhånd. Statholderposten afskaffedes, og i de følgende 20 år styredes landet af Hollands rådspensionær Jan de Witt. Medens faren for Spanien nu er fordi, begynder rivaliseringen med England og frygten for Frankrig at træde frem. Med England førtes krige 1652-54 og 1664-67, der viste, at Nederlandenes verdensmagt vaklede. 1672 kastede Ludvig XIV sig over Nederlandene, der kom i den yderste fare; de Witt blev myrdet og Vilhelm II.s søn Vilhelm III valgtes til statholder (1672-1702) og frelste landet (fred i Nijmegen 1678; siden i Rijswick 1797). Statholderskabet blev nu gjort arveligt i Vilhelm III.s slægt, men han, der 1690 blev konge i England, døde barnløs, og Holland og Zeeland nægtede at vælge et medlem af en oranisk sidelinje; patriciere, bl.a. Heinsius, styrer. 18. århundrede betegner på alle områder tilbagegang, deltagelsen i den spanske og østrigske arvefølgekrig var lidet indbringende, og under en ny kritisk situation valgtes 1747 oranieren Vilhelm IV (1747-51) til statholder, den første arvelige i alle provinser, fulgt af Vilhelm V (1751-95). En ny søkrig med England førtes 1780-84; efter en strid med Josef II blev statholderen fordrevet 1784, men genindsattes ved preussisk hjælp. 1794 erobrede franskmændene landet og omdannede det 1795 til den bataviske republik, der 1806-10 afløstes af kongeriget Holland under Ludvig Bonaparte; 1810 indlemmedes Nederlandene i Frankrig, men genvandt friheden 1814 og forenedes 1815 med de sydlige Nederlande til kongeriget Nederlandene under Vilhelm I (1815-40). Landet havde imidlertid lidt umådeligt ved skattepålæg, ved kontinentalspærringen og ved tab af mange kolonier til England, og som europæisk magt var det ganske gået ud af sagaen. Foreningen med Belgien styrkede det ikke. De katolske belgiere var misfornøjede med unionen, og Vilhelm I.s antiliberale politik øgede uroen, ligesom modsætningen mellem det belgiske industriland og det hollandske landbrug måtte volde vanskeligheder. 1830 udbrød opstand, kongen søgte forgæves at kue den, og 1831 udskiltes Belgien som eget kongerige. Vilhelm I nedlagde kronen 1840 og fulgtes af Vilhelm II (1840-49), og af Vilhelm III (1849-90). Da dennes sønner døde, var gennemførelsen af en forfatningsændring nødvendig for at sikre datteren Vilhelmine tronen; hun overtog den 1890 og blev myndig 1898; i ægteskab med Henrik af Mecklenburg-Schwerin har hun en datter Juliane, der er tronfølger. Luxembourg, hvis påtænkte salg til Frankrig 1867 nær havde fremkaldt krig mellem Frankrig og Tyskland, stod siden 1815 i personalunion med Nederlandene og skiltes fra det 1890. Udadtil har Nederlandene bevaret freden; dog har det måttet føre blodige kampe med de indfødte på Sumatra. I det indre vakte i tiden indtil verdenskrigen navnlig spørgsmålene om skolernes ordning, valgret og militærvæsen uro. Mod et liberalt parti, især bestående af bybeboere, stod en konservativ koalition af antirevolutionære (ortodokse calvinister), især bønder og katolikkerne. De liberale sad ved roret 1871-88 og gennemførte 1887 en valgreform; 1901-05 var Kuilper (s.d.) konsejlspræsident, fulgt 1905-07 af et liberalt kabinet, 1908 af Heemskerks moderat konservative regering, der fik flertal i 2. kammer ved valgene 1909, men ikke fik held til at udrette meget og 1913 styrtedes efter et nyt valg, der ikke gav noget sikkert flertal. Curt van der Linden dannede derefter et liberalt forretningsministerium, der blev siddende krigen over. Verdenskrigen stillede Nederlandene overfor overordentlig vanskelige opgaver; fra Tyskland truede faren for en militær invasion, fra Belgien en forplantning af krigen her, og Englands krav på at kontrollere udførslen til Tyskland voldte stadige vanskeligheder. Endelig skulle den store hollandske handelsflåde beskyttes og forbindelsen med kolonierne bevares. Straks i august 1914 mobiliseredes hær og flåde og holdtes siden oppe med uhyre bekostninger; støttet til sin stærke bevæbning optrådte landet derefter fast til begge sider, mens sympatien i det hele og store var på Ententens side. Forholdene indadtil var meget vanskelige; for at få kul fra Tyskland måtte Nederlandene undføre levnedsmidler til Centralmagterne, og herved og pga. Ententens blokade fordyredes livsfornødenhederne stærkt for befolkningen, og det kom til store dyrtidsuroligheder. Det lykkedes partierne at enes om to gamle stridsspørgsmål, valgret og skolesag; 1917 gennemførtes et kompromis, hvorefter katolikkerne gjorde indrømmelser på valgrettens område, de liberale på skolens. Herefter indførtes almindelig valgret, stemmepligt og forholdstalsvalg, mens de konfessionelle skoler stilledes på lige fod med de religionsløse offentlige. Ved valgene efter den ny lov 1918 led de to liberale partier, der dannede ministeriets basis et nederlag, mens de konservative og især socialdemokraterne under Troelstra gik stærkt frem. Beerenbrouck dannede da et overvejende konservativt ministerium. Efter krigen har Nederlandene måttet kæmpe hårdt med den uhyre statsgæld, som rustninger og sociale udgifter havde skabt, og desuden haft forskellige konflikter udadtil, bl.a. med Belgien i spørgsmålene om Schelde og Flandern og med de allierede angående kejser Vilhelm. Revolutionen i Tyskland november 1918 gav dønninger også i Nederlandene, men mødtes af en stærk monarkisk stemning. Kejseren tog ved sin flugt fra Tyskland ophold på Amerongen, og regeringen afslog i januar og marts 1920 med fasthed kravet om hans udlevering, gav efter Kapp-kuppet samme år fornyet løfte om at bevogte ham, og tog hans tilsagn om ikke at ville optræde politisk. Maj samme år flyttede han til Doorn. Ved nyvalg til 2. kammer 1922 blev partiforholdene nogenlunde uforandrede; det gamle Højre råder over ca. 60 af 100 stemmer. Sidst i 1923 deltes regeringsflertallet på spørgsmålet om forøgelse af flåden i Ostindien, og minister Beerenbrouck indgav nu sin demission. (HK7/1924)