Charlemagne (Karl I den Store)

Tyskland, 742-814 Carolus Magnus

Frankisk konge fra 768 og kejser 800-814.

Frankerkonge og romersk kejser; søn af franker-kongen Pépin den Lille, sønnesøn af Karl Martel. Konge fra 768 sammen med broderen Karloman, der døde 771. Kom af flere grunde i strid med longo-barderne, slog dem 774 og underlagde sig Nord-Italien. Gennemførte fra 772 en lang række krigstog mod sachserne, som blev tvangs-kristnet og underkuet med stadig grovere midler såsom massenedslagtninger og folkeflytninger. Sachserne fik støtte af den danske konge Gudfred; men efter dennes død enedes efterfølgeren Hemming og Karl om Ejder-grænsen (811). Bayern blev indlemmet 788; avarernes rige i Ungarn blev udslettet 796. Et felttog i Spanien blev en fiasko (Rolands død 778), men senere blev Nord-Spanien erobret og omorga-niseret som grænseprovinsen Den spanske Mark 795; dermed havde Karl næsten genskabt Det vestromerske Rige, og juledag år 800 kronede pave Leo 3. ham til kejser i Peterskirken; ifølge overleve-ringen var dte pavens efet påfund, et snedigt skaktræk for at give kriken myndighed over den verdslige hersker. Karl accepterede titlen; men paven blev ikke inviteret, da sønnen Ludwig skulle krones til medkejser 813. Byzans (Irene, og senere Nikeforos) protesterede heftigt mod Karls nye titel; men i forbindelse med udjævningen af en grænsestrid i Dalmatien anerkendte Michael 1. den vestlige kejser 812. Sammenlignet med sin vestromerske forgængere var Karls imperium fattigt, primitivt og uoplyst; men kejseren, der selv aldrig lærte at skrive rigtigt, gjorde meget for at råde bod derpå. Han oprettede skoler, hvoraf især hofskolen i hovedstaden Aachen blev berømt under Alkuins ledelse; blandt de mange lærde ved hoffet var Einhard, der skrev kejserens biografi. Kunstens blomstring under karl og hans efterfølger Ludwig kaldes den karolingiske renæssance. +++(LM/13)