|
De
større slag og krige udkæmpet af USA siden kolonitiden er
oplistet herunder.
Historie: Kolonisationstiden indtil 1763. Efter islændernes berømte opdagelsesrejser til Nordamerika (Vinland) ca. 1000 varede det 500 år, før venezianeren Giovanni Cabot i engelsk tjeneste atter betrådte disse egne (1497). Kort efter opdagede spanierne Florida (1512) uden dog at kolonisere det, og 1564 forsøgte franske huguenotter forgæves at besætte sig i det nuværende Syd-Carolina. Heller ikke Walter Raleighs bestræbelser i Virginia 1584 førte til nogen varig bebyggelse, først 1607 grundedes Jamestown af John Smith, og et handelskompagni fik store privilegier af Jakob I, men allerede 1624 gik Virginia over til at blive en kongelig koloni, dog med en skattebevilgende, lovgivende forsamling ved siden af guvernøren. Mens Virginias befolkning for størstedelen bestod af eventyrere og adelsmænd, der her førte en aristokratisk tilværelse som ejere af de store tobaks- og bomuldsplantager, var grundlæggerne af den næste koloni, Ny-England, af en helt anden støbning, nemlig de 100 puritanere, »Pilgrimsfædrene«, der på skibet »Mayflower« landede i Massachusetts december 1620. Disse religiøse flygtninge dannede strengt teokratiske og republikanske samfund og grundede kolonierne Massachusetts, Connecticut og New Hampshire, der 1643 samledes til Forbundet Ny-England. Hertil kom også Maine og Rhode Island, grundet 1636 af den ædle Roger Williams. Samtidig grundlagde Lord Baltimore Maryland, og 1663 skænkede Karl II en del af Virginia under navnet Carolina som len til forskellige adelsmænd. Imidlertid havde hollænderne besat landet mellem de nordlige og sydlige kolonier og på Manhattan-øen anlagt Ny-Amsterdam (1634), mens en svensk koloni var grundet ved Delaware (1638); men allerede 1664 erobrede englænderne disse egne og kaldte dem New York og New Jersey. De sidst anlagte kolonier var kvækeren William Penns Pennsylvania (1682) og Georgia (1732). — Under blodige, ofte grusomt førte krige mod indianerne udvidede nybyggerne stadig deres herredømme vestpå ind i de store skove, som de efterhånden ryddede og opdyrkede; samtidig måtte de også værne deres frihed overfor de kongelige guvernører og moderlandet, idet kongerne søgte at indskrænke deres privilegier og parlamentet deres handelsfrihed ifølge navigationsakten, så at England tiltog sig eneret til al ind- og udførsel. I de store krige mellem England og Frankrig 1690-97, 1702-13 og særlig Kolonikrigen 1756-63 deltog kolonisterne med iver og søgte at hindre franskmændene i at forbinde deres besiddelser i Mississippi-dalen (Louisiana) med Canada. Navnlig erobringen af Quebec 1759 og hele Canada skyldtes i høj grad en hær udrustet af de nordlige kolonier.
Uafhængighedskampen 1763-83. Efter freden i Paris 1763, hvor Canada blev afstået til England, forlangte den engelske regering med støtte i størstedelen af parlamentet, at kolonierne for hvis skyld krigen til dels var ført, også skulle bære deres del af de pekuniære byrder ved at gå med til nye skattepålæg. Parlamentet vedtog love 1764 om indførselstold på vise varer og 1765 om stempelskat, men en forsamling i New York af udsendinge fra 9 kolonier hævdede deres skattebevillingsret ifølge frihedsbrevene og erklærede, at repræsentationsret og bevillingsmyndighed hørte sammen. Pga. den vakte forbitrelse ophævedes stempelloven 1766, men allerede 1767 vedtog Parlamentet en ny indførselstold, især på te, og sendte tropper over til kolonierne. De nye toldpålæg vakte voldsom modstand, og ved boykotting af engelske varer led Englands handel og industri følelige tab. 1770 tilbagekaldtes toldpålæggene undtagen tetolden. 1773 kastede 50 borgere i Boston, forklædt som indianere, 3 skibsladninger te i vandet; herpå varede regeringen med at spærre Bostons havn og ændre Massachusetts' forfatning. Amerikanerne forberedte sig nu på væbnet modstand mod Parlament og regering, og en kongres fra 12 af kolonierne i Philadelphia september 1774 vedtog at afbryde al handelsforbindelse med England. — April 1775 indtraf de første blodige sammenstød ved Lexington og Concord, og juni led regeringstropper et alvorligt nederlag ved Bunkershill ved Boston. En ny kongres valgte George Washington til overanfører; det lykkedes denne af fordrive englænderne fra Boston marts 1776; og nordamerikanske kapere (Paul Jones) tilføjede den engelske handelsflåde store tab. England sendte derpå en stor hær over havet, men samtidig vedtog kongressen i Philadelphia 4. juli 1776 den berømte Uafhængighedserklæring (Declaration of independence) hovedsagelig forfattet af Jefferson. Kort efter besatte general Howe Hudson-linjen for at skille de nordlige og de sydlige stater, og trods mindre sejre af Washington ved Trenton og Princeton (december 1776) så det en tid dårligt ud for de Forenede Stater; Washington blev slået ved Brandywine september 1777 og mistede endog Philadelphia; men til gengæld blev den engelske general Bourgoyne, der kom med en hær fra Canada, tvunget til overgivelse med 6.000 mand ved Saratoga (oktober 1777). Følgen af denne sejr var, at Franklin, der var sendt som gesandt til Paris, opnåede et forbund med Frankrig (februar 1778). En fransk hjælpehær sendtes til Amerika, og trods den engelske overgeneral Clintons sejre, lykkedes det Washington i forening med franskmændene at tvinge general Cornwallis til overgivelse med 8.000 mand ved Yorktown oktober 1781). Denne sejr blev afgørende; thi England var nu træt af krigen pga. de store tab, den forvoldte, og ved freden i Paris september 1783 anerkendtes de Forenede Stater som uafhængige.
Fra forfatningskampen til borgerkrigen (1783-1861). Efter krigen var de Forenede Staters tilstand yderst dårlig, hvilket dels skyldtes krigens ulykker, statsgælden var således vokset til 43 mio. dollars, dels de ret betydelige indre stridigheder. Staterne var uenige om told- og handelsspørgsmål, nord- og sydstaterne stod hinanden diametralt modsat i slavespørgsmålet, og hertil kom striden om forfatningen: hvorvidt hovedprincippet skulle være centralisation (føderalisterne) eller de enkelte staters selvstændighed (republikanerne). Først 1787 valgtes et konvent i Philadelphia til afgørelse af sagen, og ved J. Madisons og A. Hamiltons bestræbelser for et kompromis gik konventet en mellemvej og vedtog den nugældende unionsforfatning. Denne forlagdes de enkelte stater til vedtagelse og 30. april 1789 trådte den i kraft. G. Washington var de Forenede Staters første præsident (1789-97); han gennemførte streng neutralitet overfor de europæiske krige og sluttede en handelstraktat med England 1794. Vermont optoges i unionen 1791, Kentucky 1792 og Tennessee 1796. Efter J. Adams (1797-1801) fulgte Th. Jefferson (1801-09), med hvem demokraterne (de tidligere republikanere) sejrede, og den strengeste sparsommelighed i statsstyrelsen gennemførtes. 1802 blev Ohio stat, og 1803 købtes Louisiana af Frankrig. Under Napoleonskrigene ville hverken England eller Frankrig respektere de Forenede Staters neutralitet; det lykkedes dog J. Madison (1809-17) at få sluttet en overenskomst med Frankrig 1811, mens det kom til krig med England 1812-14. Den engelske blokade besvaredes med kaperier; en landsat engelsk hær ødelagde Washington (august 1814), men Jackson slog til gengæld en anden engelsk hær eftertrykkeligt ved New Orleans (januar 1815). Pga. afspærringen fra udlandet havde imidlertid de Forenede Staters industri udviklet sig stærkt, samtidig med at både velstand og folkemængde steg betydeligt. Under Monroe (1817-25) optoges 7 nye stater, Louisiana, Indiana, Mississippi, Illinois, Alabama, Maine og Missouri. Ved den sidstes optagelse 1820 vedtoges Missouri-komprimiset, hvorved en nordgrænse for negerslaveriet fastsattes. 1819 købtes Florida af Spanien; 1822 anerkendte de Forenede Stater de sydamerikanske republikkers uafhængighed, og 1823 udstedes den berømte Monroedoktrin (s.d.). — Med J. Adams søn J. Quincy Adams (1825-29) sejrede nordstatspartiet og gennemførte en protektionistisk toldlov 1828 til stor harme for sydens demokrater. Men A. Jackson (1829-37) var atter demokrat og fik 1833 vedtaget en gradvis toldnedsættelse. Nationalbankens monopol på at få deponeret regeringens pengemidler var yderst forhadt af demokraterne, hvorfor de fratog den monopolet; følgen heraf var bankens ophør og en uhyggelig pengekrise i hele staten. Jackson påbegyndte det bekendte amerikanske »udfejningssystem«, hvorefter alle embeder besættes med tilhængere af det sejrende parti. Den demokratiske politik fortsattes af van Buren (1837-41) , general Harrison (1841), Tyler (1841-45), hvem udenrigsministeren, den energiske forkæmper for slaveriet John Calhoun), fuldstændig ledede, og J. Polk (1845-49), ligeledes et redskab i Calhouns hænder. Demokraterne gennemførte en sejrrig krig mod Mexico (1846-48), hvorved Texas optoges som slaveejende stat, og Californien og New Mexico afstodes til unionen. Florida optoges ligeledes som slavestat, mens Iowa og Wisconsin blev frie stater, så at der nu var 15 af hver slags. — Under Taylor (1849-50) og den ved hans død oprykkende vicepræsident M. Fillmore (1850-53) voksede Californiens folkemængde pga. guldfund så stærkt, at man ønskede dets optagelse som fri stat; men derved blussede striden op på ny mellem slaveholderne og deres fjender »abolitionister« og »freesoilers«. Det endte dog med vedtagelsen af H. Clays kompromis, »omnibusbillen« (1850): Californien optaget som fri stat mod visse fordele til slavestaterne, navnlig udlevering af flygtede slaver. Den næste demokrat-præsident, F. Pierce (1853-57) virkede ivrigt for USAs udenrigshandel, opnåede en handelstraktat med Japan 1854, fri skibsfart på de sydamerikanske floder og øresundstoldens ophør. I slavespørgsmålet brød demokraterne Missiouri-kompromiset ved Nebraska-billen 1854, der gav de ny stater fri stilling til slaveriet. Dette bevirkede dog en stærk fremgang for det nydannede »republikanske« parti, der hævdede centralisation i styrelsen og protektionisme, men modsatte sig slaveriet. Demokraterne sejrede dog endnu en gang med Buchanan (1857-61), men alt tydede på republikanernes sejr næste gang. Syden gjorde nu alt for at få Kansas optaget som slavestat, og det vildeste anarki indtrådte med voldsomme overgreb og mord. Samtidig optoges Minnesota og Oregon som fri stater, og republikanerne fik flertal i Kongressen.
Borgerkrigen 1861-65: Katastrofen indtraf dog først, da republikanerne sejrede ved valget af Abraham Lincoln til præsident december 1860. Sydstaterne grebes af den største forbitrelse, Syd-Carolina udmeldte sig øjeblikkelig af Unionen, og januar 1861 fulgtes eksemplet af Georgia, Florida, Alabama, Mississippi, Louisiana og Texas. Regeringen billigede udtrædelsen, ja støttede den endog hemmelig, og februar 1861 samledes den kongres fra de udtrådte stater i Montgomery, vedtog en forfatning for »Konføderationen« med stor selvstændighed for de enkelte stater og valgte Jefferson Davis til præsident. Som modtræk optog republikanernes flertal i Kongressen Kansas som fri stat og indførte en høj beskyttelsestold. Da Lincoln marts 1861 tiltrådte præsidentskabet, erklærede han straks ikke at ville tillade nogen stat at træde ud af Unionen, og kort efter begyndte Borgerkrigen (1861-65) med, at sydstatstropperne erobrede Unionsfortet Sumter i Charlestons havn (april). Virginia, Nord-Carolina, Tennessee og Arkansas sluttede sig til Konføderationen, mens grænsestaterne Maryland, Kentucky og Missouri blev i Unionen. For Nordstaterne kom kampen nu mere til at gælde Unionens opretholdelse end slaveriets afskaffelse, hvorimod Sydstaternes mål var dettes bevarelse på bekostning af enheden Nordstaternes befolkning var talrigere, havde rigere hjælpekilder og var overlegen til søs, men savnede derimod en dygtig hær og gode officerer, idet disse som regel stammede fra Syden; desuden manglede den ensartede ledelse af krigsførelsen, der i så høj grad styrtede Konføderationens modstand. På den anden side glippede Sydstaternes håb om hjælp fra Frankrig og England; derpå havde de stolet i den tanke, at deres råbomuld var uundværlig for disse lande. – Krigen begyndte med at unionsgeneralen Mac Clellan besatte Vest-Virginia, men da Mac Dowell for tidligt rykkede frem med uøvede militstropper mod Konføderationens hovedstad Richmond, led han et stort nederlag ved Bull Run (21. juli); Mac Clellan fik derpå overanførelsen, og Kongressen udskrev 1/2 mio. mand til 3 års tjeneste. Foråret 1862 bragte Unionen flere fordele, særlig til søs. På Hampton Road (marts) forefaldt den mærkelige kamp mellem John Ericssons usårlige »Monitor« og Sydens panserfregat »Merrimac«. Unionsgeneralen Grant besatte det meste af Tennessee efter et blodigt slag ved Corinth (april). General Butler og kaptajn Farragut forcerede Mississippis indløb, indtog New Orleans (april) og hele Louisiana, så at, da Grant efter et års belejring erobrede fæstningen Vicksburg lidt nordligere ved floden (juli 1863), var hele Mississippidalen i Unionens magt. Først april 1862 rykkede Mac Clellan ind i Virginia mod Richmond, men efter blodige kampe ved Fair Oaks (maj), og Richmond (juni) mod Johnston og Lee måtte han gå tilbage. Lee trængte derpå ind i Maryland, men blev slået af Mac Clellan ved Antietam (september). Det samme gentog sig 1863: Unionsgeneral Hooker blev under sit fremstød mod syd slået ved Chancellorsville (maj), og da Lee trængte helt ind i Pennsylvania, blev han slået af Meade ved Gettysburg (juli). November samme år vandt Grant en afgørende sejr ved Chattanooga (»Høgereden«) og fordrev Bragg fuldstændig fra Tennessee. – Samtidig havde regeringen energisk forsøgt at løse slavespørgsmålet; juni 1862 forbødes slaveri i alle territorier, september erklæredes alle slaver fri i de stater, der ikke underkastede sig inden 1. januar 1863, og en mængde slaver frikøbtes. Marts 1864 blev Grant overgeneral over alle unionstropper, og med den dygtige F. Sheridan som rytteranfører drev han langsomt Lee tilbage i Virginia, indtil han til sidst erobrede Richmond (april 1865), og derpå tvang Lee til overgivelse med 26.000 mand (9. april). Samtidig havde Sherman efter aftale med Grant fra Chattanoga påbegyndt sit »tog til havet« igennem Georgia; september 1864 besatte han jernbaneknudepunktet Atlanta, december erobrede han Savannah ved kysten, rykkede derfra mod nord over Charleston, hærgende oprørets moderstat South Carolina på det frygteligste, og 26. april 1865 overgav J. Johnston sig til ham i North Carolina med 37.000 mand. Kort forinden var Jefferson Davis taget til fange, men 14. april blev den i november 1864 genvalgte Lincoln myrdet i teatret i Washington, så at vicepræsident Andrew Johnson indtog hans plads (1865-69).
Genopbygning og økonomisk udvikling 1865-97. Borgerkrigen var endt, men over 1/2 mio. mennesker var omkommet, sydstaterne havde lidt forfærdeligt, store strækninger lå øde og hærgede, tusinder var drevet i den yderste armod. Norden havde lidt mindre, men kreditten var svækket, og statsgælden vokset fra 90 til 2.800 mio. $, hvormed man kunne have løskøbt alle sydens slaver. Allerede januar 1865 vedtog Kongressen den ændring i unionsforfatningen, at slaveriet skulle afskaffes i Forenede Stater. Præsident Johnson, der oprindelig var demokrat, mente nu, at de oprørske stater som sådanne ikke burde straffes, men optages i unionen, når de tilbagekaldte udtrædelsen og anerkendte slaveriets ophør. Herved kom han i strid med den republikansksindede Kongres; denne vedtog en række love, der sikrede negrenes frihed og ordnede deres borgerlige rettigheder, og bestemte, at staternes repræsentation i Kongressen ikke mere bestemtes efter folketal, men efter vælgere, til stor skade for sydstaterne, hvis de ikke gav negrene valgret. Endvidere kunne ingen sydstat genoptages uden at samtykke i denne forfatningsændring. Da syden nægtede dette, stilledes det ifølge »rekonstruktionsloven« af 1867 under militær styrelse, og deltagere i oprøret mistede valgret og valgbarhed trods Johnsons vetoer. Dette hjalp, 1868-76 genoptoges alle sydstater, og amnesti blive givet i stort omfang. En ny forfatningsændring 1870 under Grants præsidentskab (1869-77) forbød nægtelse af borgerret pga. race og farve (faktisk undtoges kineserne). Herimod protesterede sydstaterne ved voldsomheder og overgreb mod negrene, navnlig det hemmelige selskab »Kuklux-klanen«, først undertrykt 1871. Efterhånden blev dog alle oprørere benådet, og kun de sammensvorne imod Lincoln og andre forbrydere blev straffet. – Efter 1865 indtrådte en stærk udvikling på alle områder, især det økonomiske, så at statsgælden kunne mindskes betydeligt. Også hvad det udenrigspolitiske angår, genvandt unionen sin førende stilling i Amerika og mere til. 1867 købtes Alaska af Rusland for 7 mio. $. Frankrig, der havde benyttet lejligheden til at blande sig i Mexicos forhold, måtte på Forenede Staters forlangende trække sine tropper tilbage 1867, og England betalte ifølge en genfvoldgiftsret kendelse 1872 15 mio. $ i erstatning i den såkaldte Alabamasag (s.d.). Under Grants præsidentskab opkom der efterhånden stort misnøje med hans styrelse pga. embedsmændenes stadig om sig gribende bestikkelighed og myndighedsmisbrug og pga. republikanernes åbent udtalte princip, at embederne var et bytte for de sejrende. Partikampene kom derved i disse år til væsentlig at dreje sig om selve magten og dens pekuniære fordele. Republikanerne sejrede dog endnu to gange med R. Hayes (1877-81) og J. Garfield (1881), efter hvis mord vicepræsidenten Chester A. Arthur (1881-85) indtog hans plads. Det lykkedes dog republikanerne at få ordnet det forvirrede finansvæsen, statsgælden nedbragtes til ca. 2.000 mio. $, skatterne formindskedes, og betaling i guld genoptoges 1879. — Foruden korruptionen angreb demokraterne især beskyttelsessystemet og guldmøntfoden. 1884 sejrede de og valgte den hædelrige Grover Cleveland til præsident (1885-89). Betydelige forbedringer i administrationen gennemførtes i forbindelse med streng sparsommelighed; men toldbeskyttelsen kunne han ikke få mindsket, og da bimetallisterne ikke støttede ham, blev den næste præsident republikaneren Benjamin Harrison (1889-93), en ivrig protektionist. Som en indrømmelse til bimetallisterne vedtog republikanerne shermanbillen, der påbød regeringen store indkøb af sølv; men tillige vedtog de den stærkt protektionistiske Mac Kinley-tarif (1890), der særlig kom de store industrikapitalister til gode. Foruden de store økonomiske spørgsmål blev også arbejderspørgsmålet brændende. Harrison søgte ved love at værne arbejderne mod fattige indvandreres konkurrence (kinesere). Under en stor arbejdsløshed forefaldt blodige kampe i Chicago 1886, hvor tropperne måtte tilkaldes, og arbejderne dannede nu faste fagforeninger, så at de kunne gennemføre hyppige strejker. På den anden side centraliseredes storkapitalen dels hos mangemillionærerne (petroleums- og jernbanekonger), dels i aktieselskaberne, og disse fik herredømmet over markedet gennem karteller (overenskomster om priser og produktionsmænde) og truster. Trusterne, der opstår ved fælles styrelse af flere formelt selvstændige aktieselskaber, spiller en kolossal rolle, både økonomisk og socialt, og ved fuldstændig at beherske markedet i enkelte brancher (stål, petroleum og jernbaner) antager de til sidst præg af monopoler. — 1892 skaffede sølv- og frihandelsmændene atter Grover Cleveland præsidentværdigheden (1893-97); men hans nye toldtarif fik kun indskrænket beskyttelsen i ringe grad, og pga. ophobningen af sølv i statskassen måtte demokraterne gå med til at ophæve shermanbillen (1893). 1896 faldt demokraternes kandidat W. J. Bryan på sit program: bimetallisme, og republikaneren Mac Kinley blev præsident (1897-1901).
Imperialismens tid efter 1897. Med Mac Kinley sejrede beskyttelsespolitikken for en årrække, og Dingley-tariffen 1897 gennemførte i det væsentlige de høje Mac Kinleyske toldsatser. Samtidig kom et nyt moment ind i unionens politik, den såkaldte imperialisme, bestræbelsen for at gøre fristaterne til en koloni- og verdensmagt. 1898 annekteredes Havajiøerne, og samme år fremkaldtes krigen med Spanien, der efter sejrrige søslag ved Cavite og Sanjago endte med, at unionen tog Cuba, Puertorico og Filippinerne. Cuba (s.d.) anerkendtes nogle år efter som uafhængig republik, Puertorico annekteredes direkte, og Filippinerne blev først pacificerede efter en hårdnakket modstand. – Mac Kinley genvalgtes 1900, men september 1901 myrdedes han af en anarkist og efterfulgtes af Theodore Roosevelt (1901-09), der endnu mere energisk fortsatte den imperialistiske politik under stærk tilslutning af befolkningen, hvad både valgene 1904 og 1908 viste. Da USA nu havde fået interesser i Stillehavet, gjaldt det om at sikre sig forbindelsen mellem dette og Atlanterhavet ved Panamakanalen. 1903 anerkendte unionen den nydannede republik Panama (s.d.) og skaffede sig monopol på kanalbygningen og herredømmet over en landstrimmel på begge sider. Sin magt i Stillehavet viste USA også på eklatant måde ved at lade en mægtig slagskibsflåde besøge vestkysten og derfra sejle vestpå hjem (1907-09). Unionens verdensmagtstilling viste sig også ved Roosevelts heldig gennemførte mægling mellem Japan og Rusland (1905). med særlig iver forlangte Roosevelt statens organiserede indgriben i forholdet mellem arbejdsgivere og arbejdere og i trusternes stilling. Således oprettedes 1903 et ministerium for handel og industri, der bl.a. skal kontrollere trusterne. Fjender af Roosevelt påstod, at angrebet på trusterne bevirkede den store pengekrise, der medførte en mængde bankkrak og fallitter (okt. 1907), og hvis lammende virkninger på handel og industri længe føltes. 1908 valgtes Roosevelts ven og hans idéers arvtager W.H. Taft til præsident (1909-13). Tafts første opgave var den længe bebudede toldrevision. Striden for eller imod mindsket toldbeskyttelse endte med et kompromis: Payne-Aldrich tariffen af 5. august 1909; men denne såkaldte misnøje i vide kredse som alt for protektionistisk og imødekommende mod trusterne. Tarifstriden øgede splittelsen i det republikanske parti, hvoraf en radikal gruppe »isurgenterne« beskyldte partiledelsen og til en vis grad Taft for på befolkningens bekostning at tage hensyn til kapitalismens Interesser. Lignende kritik ramte Tafts kamp mod trusterne trods højesteretsdomme 1911 om trustopløsninger, der ramte flere af de største truster, fx olie- og tobakstrusten. Tafts udenrigsminister, Knox (s.d.), fremsatte uden held ideelle forslag om neutralisering af de mansjuriske jernveje og om ubegrænsede voldgiftstraktater med England og Frankrig. Disse sidste ændredes af Senatet marts 1912 og bortfaldt derved. Taft fortsatte energisk Roosevelt's flådepolitik og skaffede USA øget Indflydelse i Centralamerika. 1911 gennemdrev han en kongresbeslutning om befæstning af Panamakanalen. Dennes bygning skred rask frem, men panamaloven 1912 om begunstigelse for amerikanske skibe med hensyn til kanalafgiften fremkaldte konflikt med England, der henviste til Hay-Pauncefote-overenskomsten om alle skibes ligestillethed. 1912 optoges Arizona og New Mexico som nye stater i unionen. — Allerede ved kongresvalget 1910 fik demokraterne flertal i Repræsentanthuset, og ved præsidentvalget nov. 1912 gav den uforsonlige strid mellem den republikanske partiledelse, der støttede Taft, og Roosevelt's parti, »insurgenterne«, demokraterne sejren. Demokraternes »nationaliserings«program krævede unions-kontrol med truster, råstoffer og arbejdsforhold. Deres kandidat, Woodrow Wilson (1913-21) valgtes med ca. 6,3 mio. vælgerstemmer mod ca. 7,6 mio. republikanske stemmer (3,5 mio. for Taft, 4,1 mio. for Roosevelt). Efter 15 års republikansk herredømme kom demokraterne atter til magten. Også valgene til Senatet gav demokratisk flertal. Den energiske, ideelt tænkende Wilson havde store tanker om gennemførelse af retfærdige principper i staternes indre og ydre styre, særlig ønskede han at hævde borgernes personlige frihed overfor truster og overmægtige organisationer. 1913 gennemførte han en vidtgående tarifrevision med ophævelse eller nedsættelse af told på talrige råvarer og livsfornødenheder. Bankvæsenet reformeredes, og foråret 1914 vedtoges hans lovforslag om kontrol med trusterne. I udenrigspolitikken søgte han med støtte i sin udenrigsminister Bryan (s.s.) at gennemføre en ny, mindre imperialistisk kurs. USA trak sig ud af seksmagtslånet til Kina og opgav fri fart gennem Panamakanalen for amerikanske skibe i kystfart. Bryans hovedformål var arbejdet for verdensfreden, og da Senatet ikke ville gå med til uindskrænkede voldgiftstraktater, fremsatte han udkast til traktater med tvungen udsættelse af stridigheder for krig og sluttede sådanne traktater med flere Lande (bl.a. Danmark). Trods statsstyrelsens officielle fredsvenlighed kom USA dog i spændt forhold både til Japan og Mexico, med Japan på grund af Californiens lovgivning mod japaneres Indvandring og ret til at eje jord. I Mexico ville Wilson ikke anerkende Huerta, der ved revolution havde fået magten. Det kom i april 1914 til åben krig, indtil Huerta i juli samme år trak sig tilbage. — Ved verdenskrigens udbrud aug. 1914 forholdt USA sig neutralt. Stemningen var overvejende sympatisk for England og Frankrig. Da England var herre på verdenshavet, opstod en kolossal fabrikationsvirksomhed af ammunition og krigsmateriel for Ententen trods Tysklands protest mod dette som uneutral handling. Stemningen vedblev dog at være antitysk trods Englands overgreb mod den fri handel og Søfart på havene. Tysklands erklæring af 4/2 1915 om en krigszone omkring de britiske øer besvaredes af USA med forbehold med hensyn til sænkningen af amerikanske skibe. Særlig sænkningen af passagerskibene »Lusitania« (7/5/1915), som tyskerne påstod medførte ammunition, og »Sussex« (beg. 1916) foranledigede en alvorlig noteveksling. Fredsvennen Bryan afløstes som statssekretær af Robert Lansing (s. d.), og den særlige tyske udsending, Dernburg (s. d.), der skulle påvirke amerikanernes stemning til gunst for Tyskland, vendte hjem med uforrettet sag. Til sidst truede Wilson i note af 18/4 1916 med at bryde den diplomatiske forbindelse, og Tyskland gav visse Indrømmelser i en note af 4/5. En afspænding overfor Tyskland indtrådte derpå, og USA protesterede til den anden side mod Englands beslaglæggelser af postforsendelser og dets sorte lister. Love gennemførte sept. 1916 tillod præsidenten modforholdsregler mod de staters borgere, der ikke tilstod amerikanske borgere alle handelsmidler, derunder post og telegraf. Ved præsidentvalget i november 1916 opnåede Wilson en kneben sejr over republikaneren Hughes. Republikanerne med den krigeriske Roosevelt I spidsen mentes mere krigsstemte, mens Wilson ventedes at ville holde USA udenfor Striden. Efter valget genoptog Wilson sine bestræbelser for at mægle og bad i note af 18/12 1916 de krigsførende om at angive deres krigsmål, men uden resultat. Da medførte Tysklands uindskrænkede undervandskrig fra 1/2 1917 det uafvendelige brud. Wilson afbrød øjeblikkelig 3/2 de diplomatiske forbindelser og opfordrede alle neutrale stater til at gøre det samme. USA lod nu sine handelsskibe væbne, og 6/4 erklæredes krigen mod Tyskland, først 7/12 mod Østrig. I april kom en engelsk sendefærd ledet af Balfour og en fransk (Viviani, Joffre) til Washington for at aftale den fælles krigsførelse. USA rustede ligesom i borgerkrigen efter en uhyre målestok, i alt bragtes 4,8 mio. mand under fanerne, det dobbelte af borgerkrigens tal, til Frankrig sendtes ca. 2 mio., meget mod Tysklands forventning, til fronten kom 1,3 mio. Staterne overtog alle jernbaner og kontrollen med alle vigtige produktionsmidler. Hele nationens økonomiske og industrielle kraft toges i brug. De allierede støttedes med store lån. USA overtog kontrollen med fordelingen af levnedsmidler i næsten hele verden. Kontrollen lededes med overlegen organisationsevne af J. Hoover (s.d.). Alle neutrale stater i Europa sattes ligefrem på ration. Med Danmark sluttedes overenskomst om oversøiske tilførsler den 18/9 1918. Den amerikanske flåde deltog straks, navnlig med ubådsjagere i søkrigen i Europa, og de tyske undervandsbåde formåede ikke som ventet at hindre overførelsen af tropper og materiel til Europa. I Foch's store offensiv sommeren 1918 gjorde USAs tropper, ledet af general Pershing, udmærket fyldest både ved Marne, i Champagne og øst for Verdun, hvor de på egen hånd afskar den såkaldte St. Mihielbue. USAs vældige Indsats af penge, materiel og mandskab bidrog stærkt til Tysklands nederlag. 5/10 1918 anmodede den tyske Regering Wilson om at tilvejebringe våbenstilstand og indledelse af fredsunderhandlinger, idet den antog de 14 punkter i Wilsons programtale til Kongressen af 8/1 1918 som grundlag. 11/11 sluttedes våbenstilstand, og USAs tropper besatte deres stykke af Rhin-linjen. USAs stilling indenfor Ententen var overordentlig stærk, og december 1918 drog Wilson til Europa som den, der skulle bestemme freden. Hans hovedpunkt var folkenes bestemmelsesret og pagten om et folkenes forbund, men i forhandlingerne med Clemenceau og Lloyd George måtte han ofte gå på akkord med sine ideer. I fredstraktaten, undertegnet i Versailles 28/6 1919 indførtes pagten om Folkeforbundet, men overdragelsen af Shantung-halvøen til Japan, bestemmelserne om Saar-distriktet, straffebestemmelser m.v. stred i virkeligheden mod Wilsons teorier. Persien, Egypten, Irland o.a. undertvungne lande kunde ikke vinde fredskonferencens øre. Det viste sig, at Wilson hverken havde Senatet eller folket bag sig. Da han kom hjem, brød han sam+++
(HK4/1922) |
|