Vicksburg

Mod vest var hovedmålet for den føderale kommandør, general Ulysses S. Grant, Vicksburg, Mississippi, et konføderal støttepunkt som blokerede Unionens kontrol med Mississippi-floden. Det første angreb på byen, via Chickasaw Bluffs, var blevet afvist i slutningen af 1862. I løbet af de første tre måneder af 1863 foretog Grant fire andre mislykkede forsøg på at erobre eller isolere Vicksburg – Lake Providence-ruten, en kanal til at gå uden om byen, Steele's Bayou-ruten, og Yazoo-Pass-ruten. Derpå planlagde Grant en bred indkredsning fra syd og øst. For at skjule hans hensigter, sendte han oberst Benjamin Grierson på et kavaleriangreb fra La Grange, Tennessee, den 17. april. Griersons hårdt ridende kavalerister trængte 965 km sydpå gennem Mississippi og det nordlige Louisiana for at nå Baton Rouge den 2. maj.
   Under dække af forvirringen forårsaget af Grierson, rykkede Grant sin hær ned langs den vestlige side af Mississippi neden for Vicksburg til Hard Times, Louisiana, i perioden 5.-28. april. To dage senere sendte Grant, beskyttet af admiral David Porters kanonbåde, korpsene under general John McClernand (XIII) og James McPherson (XVII) over floden med transportfærger til Bruinsburg. Man stødte ikke på nogen konføderal modstand. Distraheret af Grants afledningsmanøvrer havde den konføderale kommandør ved Vicksburg, general John Pemberton, kun posteret 9.000 tropper i dette område – ved Grand Gulf og Port Gibson, begge nord for Bruinsburg. Da McClernand begyndte at marchere ind i landet, forsøgte general John Bowen at blokere den føderale fremrykning ved Port Gibson. McClernand, senere støttet af McPherson, angreb den 1. maj. Den meget større føderale hær omgik Bowens højre (nordlige) flanke og tvang ham til at trække sig tilbage. De konføderale evakuerede Grand Gulf dagen efter. Idet han erfarede at en konføderal hær stod ved Jackson, 72 km øst for Vicksburg, marcherede Grant modigt mod nordøst for at lægge sin hær mellem de fjendtlige styrkers adskilte fløje. Den 7. maj krydsede general William Shermans XV korps Mississippi, hvilket bragte Grants styrke op på 41.000.
   Den føderale hær, som rykkede frem med tre korps i bredden, trængte stødt fremad. Ved Raymond fejede McPhersons korps på højre flanke forbi general John Greggs konføderale brigade den 12. maj. Grant, som efterlod McClernand til at holde linjen Raymond-Clinton mod Pembertons hær, som rykkede frem mod ham fra Vicksburg, vendte McPherson og Sherman østpå til Jackson. Her stod general Joseph Johnston, nominelt den konføderale kommandør mod vest, med brigaderne under Gregg og general William Walker, med i alt 6.000 mand. Grants napoleanske gennemtrængning havde tydeligt delt de to konføderale hære.
   Den 14. maj angreb Grant Jackson. Sherman, som rykkede frem fra sydvest, overmandede Greggs brigade, mens McPherson, som nærmede sig fra vest, slog Walkers mænd på flugt efter en heftig kamp. De føderale gik ind i Mississippis hovedstad kl. 16:00. Johnstons slagne hær flygtede mod nord.
   Grant efterlod Sherman til at ødelægge krigsforsyninger i Jackson og vendte straks vestpå med sine to andre korps den 15. maj. Imens var Pemberton forsigtigt marcheret frem mod Jackson og stod nu direkte i den føderale hærs spor. De to fjendtlige styrker mødtes ved Champion's Hill, 32 km øst for Vickburg, den 16. maj. McPherson angreb kraftigt på den højre (nordlige) flanke, men McClernand på den anden flanke bevægede sig så langsomt at han neutraliserede Grants numeriske overlegenhed, 29.000 mod 22.000. I den hårdest udkæmpede træfning hidtil under kampagnen skiftede Champion's Hill hænder flere gange inden Pemberton beordrede en tilbagetrækning. General William Lorings division, som havde ansvaret for at dække retræten, blev afskåret fra den konføderale hovedhær og tvunget til at flygte mod sydøst. Denne styrke var således tabt for Pemberton for det senere forsvar af Vicksburg. I alt led den konføderale hær 3.851 tab, inkl. 381 dræbte. Grants tab var 410 dræbte ud af i alt 2.441 tab. Sherman ankom ikke fra Jackson før efter slaget.
   Pemberton faldt tilbage mod Vicksburg og efterlod 5.000 mand til at holde et lille brohoved øst for Big Black River. Men Sherman omgik denne stilling mod nord og den 17. maj overmandede resten af Grants hær den konføderale bagtrop efter en times kamp, og tog 1.700 mand og 18 kanoner. Grant trængte videre frem mod Vicksburg, hvortil Pemberton havde trukket sig tilbage med 20.000 mand (han havde ignoreret Johnstons ordre om at undgå at blive fanget inde i byen). Den 19. maj angreb de føderale byen, men de overraskende stærke forsvarsværker modstod erobring. Denne dag var Grant i stand til at genåbne forbindelseslinjerne langs med Mississippi, efter hans 18 dage lange march på 320 km ind på fjendtligt territorium.
   Den 22. maj indledte Grant et større, bedre koordineret angreb mod Vicksburg. Igen gjorde de konføderale stædigt modstand og afviste det daglange angreb og påførte 3.200 tab. Grant lagde derpå metodisk byen under belejring, omringede den fuldstændigt, gravede indfaldsveje og anvendte miner og modminer. Han opbyggede sin styrke til 71.000 mand, hvoraf halvdelen var opstillet mod nord og øst for at vogte mod en undsætningskolonne som Johnston var ved at organisere ved Jackson. Den belejrende styrke havde Shermans korps mod nord, McPhersons mod øst og McClernands (som blev afløst af general Edward Ord den 18. juni) mod sydøst. Inde i Vicksburg holdt den 30.000 mand store garnison ubarmhjertigt ud trods voksende afsavn. Pembertons 15 km velorganiserede forsvarsværker blev bemandet af divisionerne under general Martin Smith, John Forney og Carter Stevenson, fra nord til syd. General Bowens division udgjorde reserven.
   Efter den 22. maj foretog Grant ikke flere direkte angreb på Vicksburg. Men konstant bombardement, sygdom og den voksende mangel på rationer krævede en høj pris blandt forsvarerne. Den 4. juli var halvdelen af Pembertons kommando døde, sårede eller syge. Samme dag overgav de kon-føderale sig betingelsesløst.
   Som den føderale ring lukkede sig strammere om Vicksburg var Johnston begyndt at marchere byen til undsætning med 31.000 mand. Han havde nået Big Black River den 4. juli, da han hørte om Vicksburgs kapitulation. Han kontramarcherede straks til Jackson.
   For prisen af 9.362 tab havde Grant opnået en af de største sejre i militærhistorien. Mississippi-floden var nu en føderal hovedvej (Port Hudson, længere nede ad strømmen, faldt fem dage senere), og Konføderationen var splittet i to. Den store unionshær som Grant havde samlet var fri til at rykke mod andre mål i syden. Vicksburgs kapitulation, sammen med det samtidige nederlag ved Gettysburg, sluttede alle håb om en konføderal sejr, selvom krigen trak i langdrag i næsten to år mere.