David Glasgow Farragut

 
USA, 1801-1870 30.10.11

Nordamerikansk admiral; blev 1811 midshipman, deltog i krigen mod England 1812-14, i et togt til Algier 1815 og i den mexicanske krig 1847. Farragut fik 1862 overbefalingen over den flåde, der skulle støtte general Butlers angreb på New Orleans, forcerede indløbet til Mississippi, tvang forterne til overgivelse og erobrede byen. Maj 1862 erobrede Farragut Natchez, blev officielt takket af Kongressen og udnævnt til viceadmiral; indtog derpå Galveston, gik atter op ad Mississippi marts 1863 og hjalp Grant med at tage Vicksburg. Forcerede Mobile-bugten 5. august 1864 trods undersøiske miner, bemægtigede sig sydstaternes flåde samt indtog fortet og byen; blev til løn udnævnt til admiral. Farragut var 1867-68 chef for en nordamerikansk flåde, der besøgte bl.a. Konstantinopel og København. (HK3/1921)