|
Polen |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Europa | 24.08.16 | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
Kongedømmet Polen, som opstod i Middelalderen, blev sønderlemmet i 1772-95 af tre delinger mellem Rusland, Preussen og Østrig. Landet genvandt sin selvstændighed i 1918 og var skueplads for det første store landslag i Anden Verdenskrig.
Historie: Kærnen til den polske stat var det senere Stor-Polen, egnene om Posen og Gnesen, et frugtbart land, der går jævnt over i Rusland. Det var dette, der kaldtes Polonia, et navn, som senere gik over på Krakow og de øvrige polske lande. De slaviske stammer, der boede i Elbens, Oders, Weichsels og Bugs vandområde, har ingen sikker historie, før de i 10. århundrede kom i berøring med Tyskland. Liskavikeren Micislav (Misko), efter sigende af piasternes stamme, blev 962 tysk vasal; hermed betragtes Polen som dannet, og piasternes slægt sad på tronen til 1370. Boleslav I Chrobry (992-1025) var en fremragende regent, der slog ind på de baner, som siden fulgtes af den polske politik; han trængte over Pommern og Preussen frem til Østersøen og erobrede mod syd Krakow og Mähren, en tid Böhmen. Efter ham opstod strid; riget deltes, og en del af erobringerne gik tabt. Kasimir I (1034-37 og 1041-58) tog hovedstad i Krakow, der siden var det til 16. århundrede; herved trængtes tyngdepunktet mod syd, medens i nord Pommern mere og mere germaniseredes og efterhånden gik tabt. Boleslav III (1102-39) indførte en senioratordning, hvorefter den ældste fyrstearving skulle residere i Krakow og være storfyrste; dette gjorde dog ikke ende på piasternes stridigheder, og adelens magt voksede. Kasimir II (1177-94) fik ved store indrømmelser til adel og gejstlighed i praksis det arvelige monarki indført, og 1195-1370 var hans efterkommere i, ikke uanfægtet, besiddelse af Krakow. Imidlertid trængtes Polen fra flere sider. Böhmen, der tidligere var underlegent, ville frem til havet over Polen, og mod Nord rykkede tyskerne frem; 1309 forlagdes den tyske ordens sæde til Marienburg, og Vest- og Øst-Preussen stængtes for Polen. De sociale forhold var samtidig yderst uheldige, og en tysk invasion svækkede polsk nationalitet. Sidst i 13. århundrede syntes Böhmen at skulle erobre Polen; Krakow (Lille-Polen) valgte Veneceslav II af Böhmen til konge, men 1320 lykkedes det Vladislav Lokietek at samle hele Polen under sig. Hans søn Kasimir d. Store (1333-70) reformerede de indre forhold, skabte en enhedsstat af de splittede landsdele og gjorde kloge indrømmelser udadtil for at sikre landet. 1364 oprettede Krakows universitet. Han fulgtes af Ludvig d. Store af Ungarn (1370-82), efter hvis død datteren Hedvig ægtede storfyrst Jagello af Litauen (Vladislav II Jagello 1386-1434), der grundede jagellonernes hus (1386-1572). Forbindelsen mellem Polen og det hidtil hedenske Litauen var af stor betydning. Polens stilling styrkes mægtigt overfor den tyske orden; på den anden siden kommer det til at stå som Ruslands direkte medbejler om herredømmet i østen. 1410 udbrød krig med den tyske orden, og ved Tannenberg tilintetgjordes dennes hær, hvorefter Tysklands indflydelse på østersølandene var brudt og Polens politiske kulminationsperiode begyndte. Ordenen var i hurtig tilbagegang og måtte 1466 i Thorn afstå Vest-Preussen til Polen og tage Øst-Preussen som len. Herved fik Polen Weichselmundingen med den vigtige handelsby Danzig, men chancerne udnyttedes ikke tilstrækkeligt, og byerne blev ikke poloniserede. 15. århundrede var Polens glanstid. Med 16. århundrede begynder Rusland og Tyrkiet at vokse frem (Vladislav III faldt 1444 mod tyrkerne), og for at styrke sig mod dem slutter Polen 1515 et forlig med Ungarn og kejseren, hvorved det opgiver de gamle krav på Böhmen og Ungarn, men til gengæld sikrer sig fri hænder overfor Rusland. 1525 grundedes Preussen, hvad der svækkede Polens stilling mod nord, derimod vandt det 1561 Livland og forenede 1569 alle sine lande til en fastere enhed ved Lublin-Unionen. Polen havde dengang en størrelse på henimod 1 mio. km2. — De indre forhold udviklede sig højst uheldigt under jagellonerne (Kasimir IV 1447-92, Johan I Albrecht 1492-1501, Aleksander I 1501-06, Sigismund I den Gamle 1506-48, Sigismund II August 1548-72). 1413 havde alle adelige fået lov til at holde parlament, når de ville, en republikansk bestemmelse. 1453 indrettedes 2 kamre, Magnatkamret (Senatet) og Ridderkamret; det sidste hed fra 1468 Landbokamret. 1496 fik Rigsdagen ret over domænerne, og landbefolkningen udleveredes til dens forgodtbefindende. Trods de sidste jagelloners talrige forfatningsændringer voksede adelens magt stadig, og dens ånd var i virkeligheden republikansk. Efter jagellonernes uddøen 1572 blev landet i realiteten en republik. Adelens valgret blev fra teoretisk til praktisk, og den ny konge Henrik af Anjou (1573-74) måtte i et Pacta cenventa tilstå adelen uhørte friheder. Stefan Bathory (1575-86) af Siebenbürgen var vel en fremragende mand, der tog sig af bøndernes sag og af den indre sikkerhed og hævdede Polens krigerry ved kampen mod Rusland, men opgaven var uløselig. Til de sociale ulemper kom heftige religiøse stridigheder mellem jesuitter og de talrige protestanter, og under huset Vasa (1587-1668) satte disse forhold frugt i en ulykkelig udenrigspolitik. Johan III af Sverige havde ægtet en datter af Sigismund I, og deres søn Sigismund III valgtes 1587 til konge i Polen. Han fik dog ikke, som ventet, den svenske krone, derimod førte hans tronbestigelse til en lang og fordærvelig strid med Sverige, der bl.a. kostede Polen Livland. Modsat faderen var Sigismunds søn Vladislav IV (1632-48) anti-jesuitisk og søgte tilslutning til Rusland til fælles optræden mod tyrkerne; hans kamp mod adelen førte dog ikke til noget, og han lod sig forlede til at stille kosakkerne i Polen under polske adelsmænd. Dette fremkaldte en forbitrelse, som under Johan II Kasimir (1648-68) førte til et farligt kosakoprør. Næsten samtidig lå Polen i krig med Sverige, Rusland og Brandenburg, og landet kom i den største fare. Med disse år begynder Polens tydelige dekadence. I de foregående årtier var det endnu gået erobrende frem overfor Rusland, og dets grænser ca. 1650 lå omtrent i linjer mellem Danzig, Posen, Dnjestr, Charkof, Cholm og Dorpat. I Wehlau (1657) måtte det nu opgive lenshøjheden over Øst-Preussen, i Oliva (1660) afstå Livland til Sverige; i Andrussof (1667) afstod det det meste land øst for Dnjepr til Rusland. I det indre var magnaternes magt større end nogensinde, og det sædelige forfald stort. 1652 benyttedes første gang det såkaldte Liberum Veto, hvorefter en enkelt adelsmand kunne sprænge rigsdagen, og adelens ret til at danne »konføderationer« gennemførtes. — Efter Michail Visnoviecki (1669-73) fulgte den tapre, men som statsmand uheldige Johan III Sobieski (1674-96), og hermed var al polsk selvstændighed forbi. Udlandet intrigerede og beherskede valget. Rigsdagene sprængtes uden resultat, lavadelen var forarmet og bondens stilling umenneskelig. Polen bestod kun ved udlandets nåde. Til konge valgtes 1697 August II af Sachsen (1697-1733), under hvem Polen til lidet held for det selv indvikledes i den nordiske krig. 1704 lod Karl XII Stanislav Leszczynski vælge til konge, hvorefter August 1706 renoncerede på tronen, som han dog 1709 genvandt. Han måtte sikre sig trone ved russisk hjælp 1717, og siden da forlod russiske tropper ikke Polen. Efter hans død fulgte en krig om arvefølgen, hvorefter hans søn August III (1734-63) valgtes til konge. Indre stridigheder mellem adelsslægterne Czartoryski og Potocki optog hans regering. Hverken hos Polens regenter eller i dets adel fandtes kræfter til at modstå de truende farer, som den europæiske situation frembød. 1764 tvang russerne valget af Stanislav Poniatovski igennem (1764-95), og da der i Polen rejste sig en konføderation mod den russiske overmagt, undertrykte russerne den, hvorefter Østrig og Preussen blandede sig i sagen. Polens deling, som allerede August II havde foreslået, begyndte; ved 1. deling 1772 tog Østrig Øst-Galizien og dele af Lille-Polen, Rusland resten af landet øst for Dnjepr og højre Dünabred, Preussen Vest-Polen (undtagen Danzig og Thorn) og Nitze-distriktet. Ved 2. deling 1793 tog Preussen Stor-Polen og Danzig og Thorn og Rusland Volhynien, Podolien m.m. Endelig tog ved 3. deling 1795 Preussen Warszawa m.m., Østrig hele Lille-Polen og Rusland Litauen. Polen var derefter i over 100 år delt mellem 3 stormagter; polakkerne talte ved verdenskrigens udbrud ca. 20 mio., hvoraf omtrent halvdelen boede i Rusland. Gennem talrige oprør og på anden måde lagde de gennem årene deres nationale bevidsthed for dagen. 1807 oprettede Napoleon storhertugdømmet Warszawa under Sachsen; det øgedes 1809 med Krakow, men faldt 1812. Ved Wienerkongressen fik Preussen Vest-Preussen og Posen, Østrig Galizien (uden Krakow), Rusland resten. Rusland gav 1815 sin del en meget fri konstitution, men efter et oprør 1830-31 afløstes den af en russisk guvernementsforfatning; et oprør 1863 var resultatløst. I Preussen gjorde polakkerne oprør 1848, i Galizien 1846 (hvorefter Krakow lagdes til Østrig). Bedst var tilstanden 1914 i Galizien, hvor polakkerne var det herskende folk og underkuede ruthenerne, dårligst i Preussen, hvor en brutal koloniserings- og germaniseringspolitik tyngede befolkningen hårdt. Verdenskrigen vakte både de nationale følelser og de krigsførendes spekulation i dem. Pilsudski (s.d.) førte straks de i Østrig dannede polske legioner mod Rusland, men så i øvrigt hen til vestmagterne, især Frankrig. Den russiske regering stillede straks Polen autonomi i udsigt, juli 1915 samledes et russisk-polsk nationalråd, og februar 1916 bebudede Sassonof et enet Polen af de tidligere russiske, tyske og østrigske lande autonomt under tsaren. Nu greb Centralmagterne ind og proklamerede 5. november 1916 et nyt kongerige Polen af de tidligere russiske dele, der indsattes et provisorisk statsråd under Suligovski, og Pilsudski førte sine legioner til Warszawa. Centralmagternes opbud af en polsk hær vakte dog uvilje, desuden levede stadig håbet om udvidelser mod nord og syd. I Rusland dannedes efter tsarens fald en polsk komité, i Frankrig oprettedes juni 1917 nye polske legioner under Haller. I august samme år nedlagde statsrådet sine mandater pga. strid med tyskerne; der blev da indsat et regentskabsråd og dannet et ministerium under Kucharzevski, men han afgik februar 1918 fordi Polen i Brest-Litofsk ikke fik Cholm-distriktet. Efter en mellemregering under Ponikovski fulgte det tyskvenlige ministerium Steckovski, der faldt i september samme år. Tysklands sammenbrud november samme år førte Polen helt over i modstandernes rækker, Polens første præsident Pilsudski proklamerede republikken Polen 16. november 1918. Hallers legioner førtes februar 1919 til Polen, og Posen besattes. Efter ministeriet Morazevski fulgte Paderevski (s.d.), der december samme år fulgtes af Skulski. — Med resultaterne fra Versailles-freden var man i Polen ikke tilfreds, man ønskede Danzig lagt til riget, ville strække østgrænsen et godt stykke ind i Rusland og føje Øst-Galizien til Vest-Galizien. Det første lykkedes ikke; hvad østgrænsen angik, begyndte Pilsudski april 1920 sammen med Petljura krig med Rusland, tog Kijef og Vilna, men måtte derefter trække sig tilbage. Russerne rykkede frem til Warszawas porte, og kun ved virksom fransk hjælp under general Weygand lykkedes det at slå dem (august 1920). Polen udnyttede nu sejren til at besætte et langt større stykke land mod øst, end der var tiltænkt det, og i oktober besatte general Zeligovski, tilsyneladende på eget ansvar, Vilna, som Litauen gjorde krav på som sin gamle hovedstad. Øst-Galizien skulle ifølge magternes bestemmelse være autonomt under Polen i 25 år, hvorefter dets skæbne skulle afgøres af Folkenes Forbund, men general Haller besatte uden videre landet. Ved ambassadørkonferencens afgørelse marts 1923 fik Polen anerkendelse a besiddelsen af Vilna og Galizien. — Afstemningen i Øvre-Schlesien 20. marts 1921 faldt overvejende ud i Tysklands favør, men den endelige afgørelse gav Polen mere, end det derefter havde ventet. Før og efter afstemningen var landet skueplads for forbitrede kampe mellem tyskere og polakker, de sidste navnlig ledede af Korfanty. — I det indre lededes regeringen længe af Witos, der tilhører Bondepartiet og sammen med udenrigsministeren Skirmunt førte en forholdsvis nøgtern realitetspolitik. Partiforholdene er vanskelige, valgene november 1922 styrkede det nationalistiske højre, hvis førere er mænd som Haller, Korfanty og Zeligovski, og venstre må for at holde det stangen søge støtte hos de ikke-polske småpartier. September 1921 afgik Witos, fulgt af Ponikovski, efter hvis afgang juni 1922 nationalisterne valgte Korfanty til ministerpræsident. Pilsudski modsatte sig hans valg og dannede ministeriet Novak, men trådte i december selv fra som præsident. Det lykkedes venstrepartierne at få valgt Narutovicz af Bondepartiet til hans efterfølger, men han blev få dage efter myrdet. Efter et kortvarigt diktatur af Pilsudski valgtes den ligeledes moderate Vojciechovski. Maj 1923 blev Witos igen konsejlspræsident som leder af en ny konservativ-bondevenlig blok, men afløstes december samme år af Grabski, der står venstre nærmere, og som har indledet store finansielle saneringsarbejder. – Polens internationale stilling er meget vanskelig. Med Tyskland er en forsoning umulig, og på den anden siden står stærke folkeelementer i så nær føling med Rusland, at forståelse med en aktivistisk russerstat er vanskelig. Polens eksistens synes i speciel grad baseret på sværdet og på diplomatisk kløgt. Ved alliancen med Frankrig februar 1921 har man skaffet sig den naturligste garanti mod vest; det skortede en tid noget på vidsyn i forholdet til de andre mellemeuropæiske småstater, men efterhånden har Polen nærmet sig den lille entente. Delingen af Øvre-Schlesien gav Polen værdifulde kulfelter, og landet ligger overhovedet inde med store muligheder. Både indad- og udadtil er der imidlertid uhyre opgaver at løse. (HK7/1924) |
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||