Store Nordiske Krig

1700-1721

Sveriges (Karl XII) overherredømme i Østersøregionen fik tre nabolande til at danne en hemmelig alliance i efteråret 1699 - Rusland (Peter I, den Store), Polen (Augustus II, som også var kurfyrste af Sachsen) og Danmark (Frederik IV). Der udbrød krig året efter. Den fremragende ledelse af den ungdommelige Karl XII slog Sverige Danmark ud af krigen samme år. Augustus II blev kuet i 1706. Men idet man vendte sig mod Rusland, led Sverige et af de afgørende nederlag i historien ved Poltava. Karl blev dræbt i 1718. Hans efterfølgere acceptrede fredsbetingelser i 1720-21, som kraftigt reducerde Sveriges magt i Østersøen.

Store Nordiske Krig kaldes Sveriges kamp mod nabostaterne 1700-20. I tillid til den svenske kong Karl XII.s ungdom og tilsyneladende letsind havde Frederik IV af Danmark, August II af Polen og Sachsen og Peter d. Store af Rusland i slutningen af 1699 og begyndelsen af 1700 indgået aftaler om en fælles aktion mod Sverige. Denne indlededes med et polsk indfald i Livland og med et dansk togt mod hertug Frederik IV af Gottorp, Karl XII.s svoger og forbundsfælle. Karl XII tvang efter at have gjort landgang i det for sine væsentligste stridskræfter blottede Sjælland Danmark til freden i Travental 18. august 1700, tilføjede i november samme år en i tal flere gange overlegen russisk hær et afgørende nederlag ved Narva og tvang efter et sejrrigt felttog gennem Polen og Sachsen August II til ved freden i Altranstädt 1706 at afstå Polens krone. Karl XII vendte sig nu på ny mod Rusland, men led, efter at hans hær på sit tog gennem rigets indre var svækket af sult og kulde, et afgørende nederlag ved Pultava 17009. Karl XII flygtede til Tyrkiet, men Frederik IV og August II optog nu på ny kampen imod Sverige. Et dansk indfald i Skåne sloges tilbage af Magnus Stenbock; heldigere var det danske angreb på Sveriges tyske besiddelser, der endte med Stenbocks overgivelse i Tönningen 1713. Året efter vendte Karl XII efter et eventyrligt ridt gennem Europa hjem og rejste på ny Sveriges sidste kræfter mod de forenede fjender, til hvilke nu Preussen og Hannover havde sluttet sig. I krigens sidste del udførtes der fra dansk side glimrende bedrifter til søs (Ivar Huitfeldt, Christian Thomesen Sejested, Tordenskjold), og kort efter at Karl XII under angreb på fæstningen Fredriksten var falden, måtte Sverige indlede fredsforhandlinger. Med Danmark sluttedes fred i Frederiksborg 1720, med Rusland i Nystad 1721. Krigens vigtigste resultater var Sveriges afståelse af Livland, Estland, Ingermanland og Viborg len til Rusland, af Bremen og Verden til Hannover og af svensk Pommerns sydligste del til Preussen, dets opgivelse af toldfriheden i Sundet samt Slesvigs inddragelse under den danske krone. (HK8/1925)