Karl XII

Sverige, 1682-1718 09.12.13
Karl XII af Sverige

Svensk konge 1697-1718. Søn af Karl XI, havde fået en omhyggelig opdragelse og indsigt i tidens forskellige fag, særlig matematik, som interesserede ham mest, våbenfærd og farlige jagter. Tidligt berøvet forældrenes vejledning udvikledes hans stivsind og egenrådighed stærkt, men tillige prægedes hans sin fra barndommen af stor retssans og sanddruhed. Ifølge Karl XIs testamente overtoges formynderskabet af farmoderen Hedvig Eleonora og 5 kongelige råder, men allerede i november 1697 erklæredes Karl myndig og enevælden lagdes i en 15-årig konges hånd. I sine første 3 regeringsår droges Karl af svogeren Frederik IV af Holsten-Gottorp ind i en hvirvel af larmende forlystelser, indtil det truende uvejr, som trak op ved Peter den Stores, August II.s og Frederik IV.s angrebsforbund, kaldte Karl til alvor og ansvar og modnede ham til mand. Ved sin bratte landgang på Sjælland tvang han Danmark til fred i Travental 1700, hvorpå han ved budskabet om zarens indfald i Intermanland indskibede sig og med sine 8.000 mand angreb og slog russernes 35.000 ved Narva 20. november samme år. Denne strålende dåd blev skæbnesvanger på sin vis, idet den skærpede Karls egenrådighed og fyldte ham med foragt for russerne. Toget gik nu mod August II, hvem Karl hadede. 1701 overskrides Düna, Kurland besattes, og Karl kunne nu med ære have sluttet fred. Men han ville fortsæte kampen, til August II var afsat. 1702 rykkede han ind i Polen, besatte Warszawa og sejrede ved Klissov. Krakov og senere Thorn faldt i hans hånd og 1704 gennemdrev han, begunstiget af Polens indre splid, Augusts afsættelse og Stanislav Leczinskys valg til konge. Imens oversvømmede tsaren østersøprovinserne, men Karl blev 2 år i Polen, med hvilket han 1705 sluttede fred for at vende sig mod Sachsen. Han sejrede flere gange, overskred grænsen og tvang 1706 August til fred i Altranstädt, hvor denne opgav Polen og brød forbundet med Rusland. Et år blev Karl i Sachsen, hvor hans hovedkvarter gæstedes af fremmede fyrster og diplomater. Først 1708 vendte han sig mod Rusland og rykkede frem til nær ved Vilna. Herfra ville han nå Moskva, mens general Levenhaupt fra Riga skulle forene sig med ham. Samtidig skulle det ny anlagte Petrograd angribes fra Finland. Planerne strandede. Vel sejrede Karl ved Holovzin, men hinsides Dnjepr fandt han egnen af Moskav til hærget af russiske tropper. Efter kosakhøvdingen Mazeppas råd drog Karl derfor til Ukraine uden at oppebie Levenhaupt, hvis hær og forråd ødelagdes af russerne ved Ljesna. Håbet om et stort oprør af kosakker brast, og vinteren 1709 var ualmindelig hård. 28. juni 1709 leveredes det ulykkelige slag ved Poltava, hvor Karls hær blev helt oprevet. Selv nåede han med ca. 400 mand til Bender på tyrkisk grund. Imens fornyede August II og Frederik IV deres forbund, og et dansk fremstød rettedes mod Skåne, men afsloges ved Stenbocks sejr ved Hälsingborg 1710. I Tyrkiet lykkedes det Karl at bevæge dette land til krig med Rusland, men til hans sorg sluttedes der fred 1711, og hans håb drejede sig nu især om i spidsen for en tyrkisk hær at kunne vinde Polen tilbage. Hans fjender i Tyrkiet søgte at føre sultanen bag lyset og få Karl udleveret til Peter eller ugust II, og de foranstaltede 1713 det angreb på svenskerne i Bender, som bærer navnet kalabalik (folketumult), og som endte med, at Karl efter et tappert forsvar overmandedes og førtes til Timurtasch og Demotika. Forholdene i hjemlandet var imidlertid fortvivlede. Stenbock måtte i maj 1713 overgive sig i Tönningen, Finland oversvømmedes af russer, og i Sverige herskede der stor forvirring. Da først bestemte Karl sig på stændernes bestemte ønske til at vende hjem. Fulgt af én ledsager ankom han i november 1714 til Stralsund, som belejredes af danskerne og måtte overgive sig året efter. Dagen forinden var Karl sat over til Skåne. Han traf Sverige i en sørgelig forfatning, dybt sunken økonomisk, lammet og udpint. Den hensynsløse Görtz fik fuldmagt til at skabe penge til veje og bringe finanserne på fode, en såre vanskelig opgave, da de stadige rustninger krævede store summer. Görtz greb derfor til tvangslån, nødmønt og stadig hårdere overgreb, som vakte en storm af harme mod enevælden, som i Karls sidste år antog stadig skarpere former. Karls planer vendte sig mod Norge, men hans angreb på Akershus ved Kria. mislykkedes 1716, da Tordenskjold ødelagde søtransporten. Karl tog nu kvarter i Lund for at våge over Skåne, som truedes af et dansk-russisk angreb. Da denne fare drev over, angreb Karl atter Norge og belejrede Fredriksten ved Frederikshald 1718, hvor han faldt i en af løbegravene, ramt af en kugle fra fæstningen 30. november. Karl var en sælsom personlighed, ren af sæder, sanddru og med stærkt udpræget retsind, en ukuelig jernvilje, i stand til at døje savn og anstrengelser af enhver art. Men den romantiske glans, som omstråler hans korte, stormfulde løbebane, og som har gjort ham til en af de mest populære skikkelser hos det svenske folk, dækker ikke over den uomtvistelige sandhed, at Sveriges stormagtsstilling med ham sattes over styr, og at dets farligste fjende, Rusland, grundlagde det østersøvælde, som skulle blive så skæbnesvangert for Sverige. (HK5/1922)