Frederik II den Store (Friedrich II der Grosse)

Preussen, 1712-86

Konge af Preussen 1740-86. Som kronprins optaget af æstetik, filosofi og musik, men blev brutalt tvunget til statsinteresser af faderen, Friedrich Wilhelm 1. Forsøgte endog at flygte til udlandet, men blev tvunget til at overvære, at flugthjælperen løjtnant Katte blev henrettet. Ville som konge gøre Preussen til en stormagt uden hensyn til de øvrige tyske rige; bekæmpede derfor Østrig efter at have taget Schlesien under den Østrigske Arvefølgekrig 1740-48 (de schlesiske krige 1740-42 og 1744-45). Mod den nye stormagt skabtes en koalition af Østrig, Rusland og Frankrig, som Friedrich kun med møje, støttet af Storbritannien, holdt stand imod i Preussiske Syvårskrig 1756-63. Foreslog Rusland Polens 1. deling 1772 og fik derved Vest-Preussen og Netze-området. Var en for den oplyste enevælde typik monark; forbedrede retsvæsenet, indførte tvungen skolegang og ophjalp landbruget samtidig med, at han fulgte en udpræget merkantilistisk kurs. Sine resultater skabte han ved hjælp af en stærk hær og et disciplineret bureaukrati. Boede primært på slottet Sanssouci. Blev både som hærfører og regent stærkt beundret såvel i Preussen som i udlandet, og "der alte Fritz" blev en legende allerede i sin levetid.

Frederik II, den Store (1712-86), konge af Preussen 1740-86, søn af Frederik Vilhelm I, der ved prygl og tvang ville gøre ham til et billede af sig selv: from, nøjsom, soldat. Frederik lignede den fint dannede moder, han var livslysten, læste fransk litteratur og spillede på fløjte. Faderens mishandlinger førte til et flugtforsøg og 2 års fængsel på Küstrin, hvor han lærte praktisk statsret. Efter sit ægteskab boede han derpå 4 år på slottet Rheinsberg og førte hof med skønånder og filosoffer, læste Fransk, skrev vers og brevvekslede bl.a. med Voltaire. Han tilegnede sig en rig kultur, men samtidig fødtes lyst og kald til regeringen, politikeren og soldaten i ham vågner. Faderen døde med tro på hans evner. Som konge kaster han straks Preussen ind i politikken; han kender dets styrke, hans diplomater »taler Ludvig XIV.s sprog«. Da Karl VI dør, tager han Schlesien fra Østrig i den første schlesiske krig (1740-42) og forsvarer det i den 2. (1744-45). Efter denne magtforøgelse er Frederik træt af krig, han vil ikke mere »angribe en kat« og går op i det indre styre og i livet med skønånder (bl.a. Voltaire) på Sanssouci, men truende koalitionerog hans eget temperament driver ham 1756 til igen at slå løs; ved sit angreb på Sachsen fremkalder han 7årskrigen og kæmper 1756-63 med det tyske rige, Østrig, Frankrig, Ruysland og Sverige, kun støttet af engelske subsidier. Gennem glimrende sejre (Prag, Rossbach, Leuthen, Zorndorf) og knusende nederlag (Kolin, Kunersdorf), dødstræt skabende nye muligheder, altid virksom til sine evners yderste rækkevidde fører han det hærgede Preussen ud af krigen; 1762 døde hans værste fjende, Elisabeth af Rusland, og 1763 sluttedes freden i Hubertsburg. Men Frederik var en mærket mand; 50 år gammel var han affældig, hans sind »mørkt og koldt som en skyet vinterdag«. Med mægtig energi genrejser han landet og fører siden fredspolitik, især støttet til Rusland; 1772 fik han Vest-Preussen ved den af ham planlagte 1. deling af Polen; 1785 dannede han fyrsteforbundet mod Østrig. Som regent var Frederik den ypperste af den oplyste enevældes mænd; han var »statens første tjener«, og arbejde og ansvar hvilede ene på ham; med sig selv som spids tømrede han en grandios administration, han indførte hurtig og sikker justits, han øgede landets velstand ved klog og lempelig indgriben, han fordoblede hæren og fyldte statskassen. – +++(HK4/1922)