Den
lange kampagne med manøvrer og slag i 1760 nærmede sig et
klimaks om efteråret. Feltmarskal grev Leopold
von Daun rykkede, i spidsen for 65.000 østrigske og andre tropper
fra Det tysk-romerske Rige (Maria
Theresia), til Torgau på Elben. Da han erfarede at en stor preussisk
hær nærmede sig under Frederick
II, den Store, organiserede Daun en befæstet lejr syd og vest
for byen. Den preussiske konge marcherede op fra syd med 44.000 mand.
Trods den kejserlige overlegenhed i antal og position, besluttede Frederick
at gå til angreb den 3. november. Han sendte general Hans
von Zieten for at angribe fjendens front, mens han foretog en bred
cirkel til venstre (vest) for at komme ind med hovedangrebet på
Dauns bagside. Zieten red frem med hans kavaleri, men stødte snart
på østrigske lette tropper foran den defensive hovedstilling.
Fordi han skulle overvinde denne modstand, var han ikke i stand til at
indlede sit angreb på det forudaftalte tidspunkt kl. 14:00. Som
et resultat mødte Frederick den fulde styrke af den østrigske
artilleri- og musketild, da han ramte den fjendtlige position. Ud af de
6.000 blåklædte grenaderer i det indledende angreb, overlevede
kun 600 kardæsk- og granatsalverne affyret fra fjendens 400 kanoner.
Men kongen sendte hensynsløst reserver ind. Til sidst ved solnedgang
fremtvang dette fortsatte pres, sammen med det forsinkede angreb fra Zieten,
en indgang ind til de østrigske linjer. Som den voldsomme kamp
rasede videre i mørket, trak Daun sin hær tilbage til byen
og senere over Elben.
Frederick havde erobret Torgau, men det havde kostet
ham 13.120 tab, næsten en tredjedel af hans styrke. Østrigerne
mistede 4.200 i dræbte og sårede og 7.000 fanger. Begge sider
var for medtagede til at genoptage fjendtlighederne det år. Og med
det blodige minde om Torgau i frisk erindring hos kommandørerne,
blev kampagnen i 1761 en med manøvrer og kontramanøvrer.