Frederik II (den Store) stod overfor sin største fare i sommeren 1757. Preussen og dets
engelske allierede havde lidt en række nederlag i syd (fra Østrig), vest
(fra Frankrig) og øst (fra Rusland). Som den fjendtlige ring strammede
sig om ham, samlede den preussiske konge sine styrker og slog til mod
vest, hvor fremrykningen af 30.000 franske og 10.000 kejserlige tropper
fra Det tysk-romerske Rige udgjorde den største trussel. På 12 dage marcherede
Frederik 270 km for at konfrontere angriberne af Sachsen ved Rossbach,
42 km sydvest for Leipzig. Preusserne, reduceret til 21.000 kampduelige
pga. ilmarchen, slog lejr nordøst for landsbyen.
Den 5. november besluttede de allierede kommandører,
Prinsen af Soubise og prinsen af Sachsen-Hiddburghausen, at knuse Frederik
med en storstilet omgående bevægelse. Idet han forudså denne manøvre,
opstillede Frederik en lille skinstyrke i front mens hans hovedstyrke
udførte sin egen omgående manøvre mod venstre bag et dække af bakker.
De massive allierede kolonner, noget uorganiseret pga. en
forhastet march, modtog pludselig den fulde styrke af det preussiske slag
på deres højre flanke. Bag ilden fra 18 kanoner slog general Friedrich
von Seydlitz' kavaleri, efterfulgt af syv bataljoner af infanteri, det
fjendtlige kavaleri på flugt og slog derpå ned på det overraskede allierede
infanteri. På 40 minutter skød og huggede de preussiske ryttere de franske
og kejserlige tropper på vild flugt. De fleste af de preussiske fodsoldater
kom stadig op, da Soubise flygtede fra slagmarken på 7.500 tab, hovedsageligt
fanger. Sejrherrerne mistede mindre end 600 mand. Frederiks bemærkelsesværdige
sejr ved Rossbach stoppede fremrykningen fra vest. Fra dette tidspunkt
af blev franskmændene holdt i skak af en underordnet preussisk kommandør,
hertugen
af Brunswick. Men Frederik var stadig i stor fare på andre fronter.