Efter
den preussiske sejr uden for Prag
i maj, strammede Frederick
II, den Store, sin belejring af den østrigsk holdte by. For at
undsætte den belejrede garnison under prins Charles
af Lorraine (Karl Alexander), rykkede en anden hær fra Det tysk-romerske
Rige (kejserinde Maria
Theresia) ind i Böhmen fra Østrig. Kommandøren, feltmarskal
grev Leopold
von Daun, rykkede frem til Kolin på Labe-floden (Elben), 56 km
øst for Prag, med omkring 53.000 kejserlige tropper. Fredericks
blåklædte preussiske hær på mere end 60.000 mand
var hver af de modstående styrker overtallige. Men i stedet for at
drage fordel af af denne overlegenhed, samt hans favorable stilling med
indre linjer, opdelte kongen sin hær. Med kun 35.000 preussere marcherede
han mod Daun, som var forskanset uden for Kolin.
Den 18. juni beordrede Frederick et forhastet angreb mod
den østrigske højre fløj. Som preusserne manøvrerede
i fuld åbenhed foran fjenden, blev deres flanker alvorligt generet
af kejserlige pandourer, de irregulære lette tropper fra Kroatien.
Disse angreb brød den preussiske offensiv ind i en serie af enkeltvise
angreb, som de kejserlige slog tilbage med svære tab i fem timers
kampe. Frederick trak sig til sidst tilbage med tabet på mere end
en tredjedel af sin styrke og størstedelen af sit artilleri. Daun
led 8.000 tab. Dette svære nederlag tvang den preussiske konge til
at hæve belejringen af Prag og evakuere Böhmen; han faldt tilbage
ind i Sachsen. Men nu var Østrigs to store allierede, Frankrig og
Rusland, også i bevægelse mod Preussen.