Israel/Palæstina/Judæa
Mellemøsten/Asien 24.10.15

Jøder: (oprindelig kaldt ebræer, israelitter), et semitisk folk, som efter Bibelens beretning stammer fra Mesopotamien; derfra vandrer dets stamfader Abraham ca. 2.000 f.Kr. til Kanaan (Palæstina); dér lever også hans søn Isak og dannes søn Jakob (Israel). En af Jakobs tolv sønner, Josef, sælges af sine brødre som slave til Ægypten, biver ved mærkelige tilskikkelser landets statholder og foranlediger sin fader tilmed hele sin familie at flytte til Ægypten. Efter Josefs død bliver Jakobs efterkommere (»Israels børn«) ægypternes trælle, men befries ca. 1495 af Moses og Aron og føres tilbage til Palæstina. Under vandringen bliver de ved Sinaibjerget delagtige i åbenbaringen af de »ti ord« og modtager gennem Moses den lære og de love, der findes i de fem mosebøger (Thora), og hvis epokegørende grundtanke monoteismen (s.d.) er. Ved Kanaans grænse dør Moses (1455), og Josua (1455-40) (s.d.) erobrer landet og fordeler det imellem de tolv stammer. Josua efterlader folket uden fører; i krigstid opstår eller vælges frivillige førere, de såkaldte dommere (ca. 1440-ca. 1080), som dog kun anerkendes af enkelte stammer, ikke af hele folket. Den sidste af dem, Samuel (omkring 1100) indstifter profetskoler, af hvilke de profeter (s.d.) fremgår, der optræder under hele den følgende periode, og kongedømmet, som skal gøre ende på folkets splittelse. Efter den første konge, Saul, følger David, der endelig skaffer folket fred, udvider landets grænser og grundlægger et dynasti, der for Judas vedkommende hersker indtil statens undergang. Men allerede efter Davids søn, Salomos, død (978) indtræder på ny en splittelse; riget deles i: Israel (Tistammeriget), som 722 ødelægges af assyrerne, og Juda (Tostammeriget) med den af David grundlagte hovedstad Jerusalem (Zion), hvor det af Salomon byggede tempel befandt sig; staten og templet ødelægges af babylonerne (586). De ti stammer forsvinder efter deres stats undergang sporløst, Judarigets beboere derimod bevarer også under det babylonske fangenskab deres religiøse og nationale særpræg. 538 erobrer Kyros det babylonske rige og giver jøderne lov til at vende tilbage; templet bygges op igen, og et stærkt pulserende religiøst liv begynder. Esra (s.d.) og den af ham grundlagte »store forsamling« (en slags forening af skriftkyndige mænd) sørger for, at Moses' lære bliver kendt og fulgt af hele folket; de samler de efter Moses fremkomne religiøse skrifter, særlig de profetiske, og lægger dermed grunden til den samling af hellige skrifter, der senere sammenfattes under navnet Kanon (bibel). Den anden jødiske stat står i begyndelsen (538-140) under andre folks suverænitet, men bliver 140 uafhængig ifølge makkabæernes (hasmonæernes) heldige kampe mod syrerne; disse kampe var fremkaldt ved at syrerkongen Antiochos Epifanes, opmuntret af det såkaldte hellenistiske parti blandt jøderne, fortsøgte at påtvinge jøderne den græske afgudsdyrkelse. States uafhængighed varer kun til 6 e.Kr.; partistridigheder mellem farisærer og saddukæer (s.d.) svæker hurtigt landet, giver romerne lejlighed til at blande sig i dets anliggender og benyttes af Herodes, en mand af idumæisk æt, til at tilrane sig tronen og berede makkabæerslægten undergangen. Fra år 6 er den jødiske stat for størstedelen romersk provins, misregeret af romerne statholdere, hvis overgreb til sidst fører til jødernes storslåede kamp mod Rom (66-70). Efter en beundringsværdig modstand fra jødernes side erobrer Titus år 70 Jerusalem, og templet brændes. Landflygtighedens store og sørgelige periode begynder. Endnu engang forsøger jøderne under Bar-Kochba (s.d.) at rejse sig mod rom (132), men forsøget mislykkes til trods for den største offervillighed og dødsforagt, og kejser Hadrian besvarer det med blodige forfølgelser, og undtagelseslove. – Allerede før templets ødelæggelse findes jøderne i de forskelligste lande; nu spredes de efterhånden over hele jorden. Under de sørgeligste ydre forhold vedligeholdes og udvikles dog deres religiøse og åndelige liv og, hvor lejligheden frembyder sig, deltager de virksomt og med held i de folks kultur, i hvis midte de lever. +++ (HK5/1922)