Under
Syriens styre over Judæa forsøgte Antiochus
IV (Epiphanes) at hellenisere jøderne. Han ødelagde
Jerusalems mure, plyndrede templet og rejste et alter til Zeus. Dette
fremprovokerede en opstand anført af Mattathias af Hasmonaeanerne
og hans fem sønner, som søgte tilflugt i de nærliggende
bjerge. Efter adskillige træfninger fordrev jøderne, under
ledelse af Judas (den tredje søn) den syriske hær. Med befrielsen
af Jerusalem, genindviede Judas (som modtog efternavnet Maccabaeus, som
måske betyder »hammeren«) templet i 165 (fejret ved den
jødiske indvielsesfest, eller Hanukkah).
Kampene mellem jøder og syrere fortsatte i yderligere
et kvart århundrede. Judas Maccabaeus blev dræbt i 160. Det
var ikke før 141, under ledelse af hans broder Simon, at Judæa
opnåede en vanskelig selvstændighed, som kun ville vare i
75 år.