Den
periodiske guerillakrigsførelse mellem jøderne og araberne
i Palæstina brød ud i åben konflikt den 15. maj 1948,
da den nye jødiske stat Israel opstod som et resultat af FNs deling
af Palæstina. Arabiske tropper fra Egypten, Jordan, Syrien, Libanon
og Irak marcherede til de irregulære bander af arabere til hjælp
som allerede kæmpede mod jødiske styrker i Israel. Den jødiske
militærorganisation var Hagana, som havde opereret som en undergrunds
forsvarsorganisation under Storbritanniens mandat over Palæstina
(fra 1922 til 14. maj 1948). De fleste jødiske bosættelser
slog de arabiske angribere tilbage. Men araberne afskar den vigtige forsyningsvej
fra Tel Aviv til Jerusalem og lagde sidstnævnte by under belejring.
En tynd strøm af forsyninger blev transporteret ind i Jerusalem
over en nyligt konstrueret sekundær rute kaldet Burma-vejen. Det
jødiske militærforsvar inde i Jerusalem kom under kommando
af oberst David Shaltiel fra Hagana (som havde afløst oberst Moshe
Dayan den 4. august), mens den øverste civile officer var Dov
Joseph (blev senere militærguvernør).
Arabiske angreb på den østlige del af Jerusalem
isolerede snart Den Gamle By. Den 28. maj overgav de jødiske forsvarere
i denne sektor til Abdullah el Tel, lokal kommandør for Den Arabiske
Legion: 340 jødiske soldater blev taget til fange. Omkring 1.300
personer, primært kvinder, børn og ældre, søgte
tilflugt i Den Nye By.
Den 11. juni sikrede FN en våbenhvile i Israel,
men det lykkedes ikke at finde en formular for fred gennem forhandlinger
og slaget blev genoptaget den 9. juli. En anden våbenhvile
trådte i kraft i Jerusalem den 17. juli og i resten af Israel to
dage senere. Men da havde araberne lidt et anslået tab på
5.000 ud af deres totale styrke på omkring 25.000 i Israel. Efter
denne tid blev Jerusalem periodisk bombarderet og sporadiske kampe brød
ud i andre dele af landet. Men fjendtlighederne døde gradvist ud
hen imod slutningen af året. FNs mislykkede forsøg på
at etablerede gensidigt acceptable fredsbetingelser blev dramatiseret den
7. september da chefforhandleren, grev Bernadotte af Sverige, blev myrdet
i Jerusalem, antageligt af en jødisk terroristgruppe (Stern-banden
eller Lohmei Herut Yisrael). Et af hovedstridspunkterne var FN-resolutionens
krav på en internationalisering af Jerusalem. Denne plan blev forpurret
den 2. februar 1949, da byen officielt blev indlemmet i staten Israel
og i 1950 blev gjort til den nationale hovedstad. I løbet af de
første 6 måneder af 1949 forhandlede Israel sig frem til
fredsaftaler med hver af de arabiske nabolande. Men ingen arabisk stat
ville anerkende Israel officielt ved at underskrive en formel fredstraktat.
I Jerusalem forblev grænsen mellem Israel og Jordan der hvor kampene
var stoppet ved den anden våbenhvile — dvs. langs en linje
som i store træk delte Den Gamle By (holdt af Jordan) fra den nye.