|
Mesopotamien |
|
| Irak/Syrien/Tyrkiet, Asien | 04.09.16 |
(Græsk, landet mellem floderne), gammelt navn på landet mellem Eufrat og Tigris, særlig dets nordlige del, mens den syd for Bagdad liggende del tidligere kaldtes Babylonien, senere Irak Arabi. Mesopotamien har som andre frugtbare flodlande (Indien, Ægypten) altid tillokket erobrere og har i årtusinder været behersket af fremmede. De ældste kendte beboere af Mesopotamien synes i syd at have været sumerer og akkader, i nordvest mitanni. Henover den oprindelige befolkning skød sig efterhånden indvandrede ørkenbeduiner (se Arabien, historie), og disse afsatte i tidens løb lag efter lag af semiter: babyloner, assyrer, aramaier, arabere. En tid var babylonisk til andre tider aramæisk det herskende sprog. Efter de babylonaske kulturriger fulgte 538 perserne (Kyros) og 330 grækerne (Alexander den Store) som herrer i Mesopotamien. Efter alexanderrigets opløsning tilhørte mesopotamien det syriske seleukiderige med Seleukia og Antiochia som hovedbyer. Græsk blev delvis førende sprog, og i Vestasien-Ægypten opstod den mærkelige kulturform hellenismen, en blanding af græsk og orientalsk kultur, der bevarede og videreførte oldtidskulturerne. Den arabiske erobring 637-38 gav Mesopotamien nyt sprog, en ny stor indvandring af arabere og en ny kultur (se islamisk kultur). Mesopotamien med storbyen Bagdad blev midtpunkt i kalifatet og dermed i 3-400 år et verdenskulturens centrum jævnsides med Byzans. 1258 ødelagdes Bagdad af mongolernes horder, og den islamiske kultur led et ubodeligt knæk. Mesopotamiens årtusindgamle vandingssystem forfaldt, hidtil dyrkede egne ligger siden da øde hen. Den gamle handelsvej over Mesopotamien til Indien og Centralasien lagdes nu nordom Mesopotamien eller fulgte søvejen, da denne opdagedes. +++(HK7/1924) |
|