Mens
de frankiske ledere i det kristne Palæstina og Syrien (som tilsammen
blev kaldt Outremer) skændtes indbyrdes, voksede den dygtige tyrkiske
general Saladin
sig stærkere. I 1183 overtog han Aleppo fra en rivaliserende tyrkisk
høvding og tre år senere indlemmede han Mosul. Nu var Ægypten
og Syrien fast forenet under en muslimsk hersker. Den første konsekvens
af splittet frankisk styre over for Saladins magt kom i Galilæa
i maj 1187. Anført af stormesteren af tempelordnen, angreb 143
tempel- og lægriddere en mamlukhær på 7.000 kavalerister
ved Springs of Cresson-kilderne. Alle undtagen stormesteren og to andre
riddere omkom på slagmarken.
Den 1. juli krydsede Saladin Jordan-floden og lagde
med en stærk hær på 60.000 tyrkere fæstningen
Tiberias, på den vestlige bred af Galilæa-søen, under
belejring. For at undsætte Tiberias samlede frankerne den største
kristne hær endnu set i Nærøsten. De frankiske ledere
— Reynald af Chatillon (prinseregent af Antioch), Raymond III af
Tripoli, i Libanon, og kong Guy
af Lusignan af Jerusalem — som førte en del af det samme
kors som deres fane, rykkede østpå fra Acre med 10.000 infanterister,
1.200 riddere i panser til hest og omkring 2.000 lette kavalerister. Under
marchen den 3. juli led kolonnen af korsriddere frygteligt pga. heden,
mangel på vand og generende angreb fra beredne tyrkiske bueskytter.
Sidst på dagen gjorde kong Guy af Jerusalem holdt med hæren
kun 5 km fra Galilæa-søen, ved det vandløse Hattin
— med sine tørstige, udmattede og demoraliserede mænd.
Ved daggry den 4. juli angreb Saladins udhvilede og
bevandede hær den kristne lejr fra alle sider, idet de fyldte luften
med pile. Kong Guys infanteri trodsede hans ordre om at holde stand og
strømmedeud mod søen. De blev omringet på en bakketop
(kaldet Hattins Horn), hvor beredne tyrkiske bueskytter påførte
dem svære tab inden hele gruppen overgav sig. Uden vand kunne de
ikke førtsætte slaget. Ridderne og deres heste, som også
led af tørst og nu uden beskyttelse fra infanteriet, blev omringet
og således nemme mål for tyrkiske pile. Kun Raymond af Tripoli,
Balian af Ibelin, Reynard af Sidon og nogle få andre skar sig vej
ud. Relikviet det sande kors blev erobret af muslimerne, sammen med kong
Guy, hans broder Amalric (senere Amalric II af Jerusalem), Reynald af
Chatillon (som blev halshugget) og de fleste andre adelsmænd i landet.
De vigtigste fanger blev holdt mod løsepenge; nogle krigere blev
henrettet; de fleste af fodfolkene blev solgt som slaver.
Fæstningen ved Tiberias kapitulerede dagen efter.
Derpå marcherede Saladin ud til kysten for at lukke for korsfarerne
forbindelseslinjer over havet. I løbet af to måneder var
Acre, Jaffa, Ashkelon og Gaza faldet til tyrkerne. Kun Tyre og, selvfølgelig,
Jerusalem holdt ud (samt Tripoli i Libanon og Antioch, som blev beskyttet
af våbenstilstande omhyggeligt overholdt af Saladin. Da Den hellige
Stad nægtede at overgive sig, rykkede den muslimske general nu sin
hær der hen.