Ægypten

 
Afrika 11.09.15
Historie: Allerede i palæolitisk tid, ca. 6-7.000 år f.Kr., var Ægypten beboet af jæger- og fiskerstammer, der kun kendte redskaber af sten, ben og ler. Hver klan havde sit totem, og den senere ægyptiske dyredyrkelse er en levning fra disse gamle tider. I løbet af den følgende neopolitiske tid udvikledes kulturen langsomt. Despotiske høvdingedømmer opstod ved sammenslutning af totemklanerne, kvægavl udbredtes over hele dalen, kornsorterne, indførtes (vistnok fra Asien), landet opdyrkedes, og arbejdet på at tæmme og kanalisere Nilen påbegyndtes. I de seneste forhistoriske grave findes sager af kobber og bronze, hvilke metaller man lærte at kende fra Eufrat-kulturen. I denne overgansgti fra sten- til bronzealder begynder skrift at komme i brug, og Ægyptenm der nu kun bestod af 2 høvdingedømmer: nord og syd, samledes, rimeligvis ca. 3.200 f.Kr., af Mena, »Foreneren af de to lande« til ét rige. Ca. 3.000 begynder den egentlige historiske tid med indskrifter fra pyramiderne (70-80 i tal) og de nærliggende 3-400 mastaba (grave over stormænd). De vigtigste pyramidebyggere er Chefren og Cheops (s.d.) af 4. dynasti. Kongernes sæde var Memfis, deres magt despotisk. Samfundet var et primitivt agerbrugssamfund med jordløse agerdyrkere, fellaher, beherskede af embedsmænd og godsejere. Forholdene er endnu lidet sammensatte, nærmest som i Uganda og Ashanti i forrige århundrede. Præsterne er kun medicinmænd, magien den vigtigste videnskab, og gudedyrkelsen består i ofringer til talrige værnånder og en realistisk grav- og sjælekultus, der sluttelig udmunder i den berømte og vidt udbredte Osiris-dyrkelse. — Efter indre uroligheder og opløsning af det memfitiske rige samler det 11. dynasti ca. 2500 hele Ægypten med Theben som hovedstad. Det 12. dynasti, kongerne Amenemha og Usertesen vender dog tilbage til memfisegnen, rigets tyngdepunkt. Under 12.-13. dynastis kraftige herskere synes en stærk udvikling at finde sted både politisk og økonomisk. Nubien undertvinges, og de rige guldminer der udnyttes; en stand af håndværkere og handlende kommer frem. Den følgende tid er atter en opløsningstid, og ca. 1700-1559 besættes deltalandet af østlige beduinstammer, Hyksos (s.d.). Med beduinernes overvinder Ahmes, en thebansk høvding, begynder det 18. dynasti en kraftig erobringspolitik, under hvilken Ægyptens blomstringstid falder. Tnothmes III ca. 1500, Ægyptens største kriger, tvinger hele Syrien til Eufrat, og til Amenhotep III og IV er de om kultur og historie yderst oplysende amarnabreve (s.d.) rettede fra småkongerne i Forasien. 19. dynasti, ramessiderne, genoptager erobringspolitikken, men de talløse kampe med chetitterne ender med et freds- og forsvarsforbund 1296 mellem dem og Ramses II, hvorved Beirut omtrent blev grænsen. Også under 20. dynasti hævdes dettet herredømme til ca. 1100 f.Kr. I krigsperioden vokser kongernes magt stærkt, en meget stor del af landets jord bliver krongods, og alle jordejere betragtes som kronens fæstere. Talrige templer, grave og mumiekister fra denne tid viser i skrift og billeder kongernes færden i krig og dagligt liv. Krigerne vokser frem som særlig stand, da de mange fremmede lejetropper får deres egen »arvejord«. Præsterne vinder også stor magt, det er de vældige templers tid med alléer af sfinkser og obelisker, især er Amons tempel i Theben afset, dets ypperstepræst bliver Ægyptens primas, for hvis indflydelse selv kongen må bøje sig. Kunsten i denne tid stiliseres i matematisk regelmæssighed. – Tiden ca. 1100 til 660 er en nedgangsperiode, Syrien går tabt, krigerne og præsterne tager styret; én gang tager en amonspræst kongekronen; hyppigere er det libyske lejetropførere, ca. 940 Sesonk, der plyndrer Syrien og erobrer Jerusalem, og henimod 800 er Ægypten en samling uafhængige småstater (ca. 20). En præstestat opstår i Etiopien, hvis konger (især Sabako og Taharka 705-684) en tid underlægger sig store dele af Ægypten. 671 afløses etiopernes herredømme af assyrernes, idet Assurhaddon erobrer Ægypten og efter et oprør ødelægger Theben. 664 forlod assyrerne Ægypten og overlod styrelsen til ca. 20 småfyrster. En af disse, Psammetik fra Saïs, gjorde sig efterhånden uafhængig og beheskede 645-609 hele Ægypten. Hans efterfølger var Neko 609-594, Psammetik II -589, Apries -570, Amasis -526 og Psammetik III -525. Saïterne slog ind på en omfattende handels- og søfartspolitik ved fønikers og grækeres hjælp. Græske lejetropper indkaldtes i mængde, og grækerne fik en hel by for sig selv: Naukratis. Krigsflåder byggedes både i Middelhavet og det Røde Hav; en kanal søgtes bygget mellem de to have, og under Neko omsejlede fønikiske sømænd hele Afrika. For at sikre sig handelsmagten efterstræber Psammetik I de syriske havnebyer, og Neko erobrer hele Syrien, men bliver afgørende slået ved Karkemisch 605 af Nebukadnezar. Overfor den indtrængende græske kultur trak folket sig med uvilje tilbage; ægyptisk sprog, skrift, kunst og kultus stivnede mere og mere i fortidens ormer uden evne til fremskrift. – 525 i slaget ved Pelusion gjorde perserkongen Kambyses ende på Ægyptens selvstændighed, og 525-332 var Ægypten en persisk provins. Dareois I gjorde meget for udviklingen af Ægypten, fuldførte bl.a. kanalen fra Nilen til det Røde Hav. I øvrigt rejste ægypterne talrige oprør mod det persiske styre, således Inares ca. 460, Amyrtaios 404 og Nektanebos I og II (382-344), de sidstes dynasti er det 30. og sidste hos Manetho (s.d.). Ved Perserrigets fald 332 kom Ægypten under makedonsk herredømme. Alexander anlagde 332 Alexanria, der snart blev centrum for græsk handel og kultur. Efter Alexanders død 323 blev Ptolemaios I Soter statholder og 305-285 konge i Ægypten; han er stifter af det alexandrinske museum. Under ptolemaierne trængtes den nationale ægyptiske kultur stedse mere tilbage af den græske. Ægypten er hellenismens midtpunkt og den sengræske videnslabs vigtigste virkested. Dog fortsattes også bygningen af store templer i den gammel-ægyptiske stil, særlig i Dendera og Edfu. Indtil ca. 200 varer den politiske og kulturelle blomstring særlig under Ptolemaios II Filadelfos 285-246 og Ptolemaios III Euergetes 246-221; derefter begynder nedgangen, besiddelserne i Syrien går tabt, og talløse tronstridigheder giver romerne anledning til hyppige interventioner. – Kleopatra VII (51-31) sætter til sidst alt over styr i nederlaget ved Aktion, og Ægypten bliver de romerske kejseres særlige provins, styret af en egen kejserlig præfekt. Først under Diokletian mistede Ægypten denne særstilling. Romerperioden blev efterhånden før Ægyptens vedkommende en jævn tilbagegang. I begyndelsen var Ægypten Roms kornkammer og kejserens rigdomskilde, men senere koldtes vandingssystem og kanaler ikke i orden, befolkningen tog stærkt af, og den almindelige velstand afløstes af fattigdom. – Kristendommen vandt tidlig udbredelse i Ægypten, mange kristne og gnostiske sekter opstod her, bl.a. arianismen; ligeledes asket- og munkevæsenet. Henimod 400 e.Kr. forfulgtes arianere og hedninger stærkt i Ægypten, Serapeion ødelagdes 391, og+++(HK9/1925)