Klimakset
af den lange, udmattende kampagne i Nordafrika fandt sted langs en 60
km lang linje, som strakte sig fra den egyptiske landsby ved kysten El
Alamein ind i landet til de ufremkommelige saltmarskområder ved
Qattara-sænkningen. Her vendte general Sir Claude
Auchinlecks britiske 8. armé, som havde rykket tilbage fra
Mersa Matruh kun to dage tidligere, sig mod den tæt forfølgende
Panzerarmee Afrika under feltmarskal Erwin
Rommel. Den hastigt konstruerede britiske forsvarslinje bestod af
general Willoughby Norrie's XXX korps på højre ved selve El
Alamein og general W.
H. E. Gotts XIII korps inde i landet til venstre.
Den 1. juli angreb Afrika Korps den 8. armés
højre center med 6.500 infanteri og 90 kampvogne. De tre erfarne
tyske divisioner vandt noget terræn, men blev blokeret tæt
på et gennembrud. Auchinleck indledte straks et modangreb på
det tyske frontfremsprings sydlige flanke. Den 10. juli skiftede han sit
angreb til kystvejen, derpå tilbage til ørkenen igen. I næsten
fire uger piskede fremstød og modfremstød ørkensandet
op, hvor ingen af siderne var i stand til at fordrive fjenden fra slagmarken.
Endeligt den 27. juli sled slaget sig selv op og alle tropper trak sig
tilbage bag miner og pigtråd. Briterne mistede 13.000 mand, men
havde taget 6.000 italienere og 1.000 tyskere til fange. Som en bitter
belønning for at have stoppet aksemagternes frygtindgydende fremrykning
blev Auchinleck frataget sin kommando. Den 15. august 1942 blev general
Sir Harold
Alexander øverstbefalende i Mellemøsten og general Bernard
Montgomery overtog den 8. armé.
Det første slag ved El Alamein får sjældent
tildelt den anerkendelse som det fortjener. Det succesfulde britiske angreb
fra denne stilling fire måneder senere kaldes ofte et af de mest
afgørende slag under Anden Verdenskrig. Men det var det første
El Alamain som brækkede ryggen på Rommels offensiv kun 100
km fra Nilen, viede hans sidste angreb ved Alam
Halfa til undergang og gav Alexander og Montgomery tid til at genopbygge
den 8. armé.