Marcus
Antonius' overdragelse af romerske ressourcer til Ægypten og Kleopatra
VII medførte et opgør med hans rivaliserende triumvir Octavian.
Mens Antonius' lykke i Rom var aftagende, havde den 32 år gamle Octavian
i stigende grad vundet folkets gunst ved at udskifte moderation og nåde
for tidligere grusomheder. I maj 32 f.Kr. lod Antonius sig officielt skille
fra Octavians søster
Octavia. Derefter offentliggjorde Octavian Antonius' testamente, som
afgav forskellige romerske besiddelser til børnene fra hans affære med
Kleopatra. Romernes følelser blev så krænkede, at Octavian fik besked
på at gå i krig mod Ægypten. I begyndelsen af 31 f.Kr. landsatte Octavian en hær på 40.000 mand i Episus,
på den græske vestkyst. Lige syd for, i Ambracian-bugten, lå Antonius'
romersk-ægyptiske flåde. På forbjerget Actium, på bugtens sydside, stod
Antonius' hær, som også talte omkring 40.000 mand. I måneder så de to
modstandere hinanden an uden at komme i kamp. Men i denne periode afskar
Octavians skibe Antonius' forsyningslinje fra Peloponnes tilbage til
Ægypten. Endelig den 2. september 31 f.Kr. satsede Antonius alt i et
søslag. Med en overlegenhed i antal (480 mod lidt mere end 400) og i størrelsen
af krigsskibene, sejlede den romersk-ægyptiske flåde ud i Det Ioniske
Hav for at opnå et tidligt overtag overfor Octavians lettere Liburianere
(to rækker årer). Antonius kommanderede selv den højre eskadre, Marcus
Octavius den midterste, C. Sosius den venstre. Kleopatras eskadre
lå bagved, til højre for midten. Overfor denne formation lå de tre fjendtlige
eskadrer kommanderet af, fra venstre til højre, Marcus
Vipsanius Agrippa, Arruntius og Octavian.
Begge sider prøvede at omgå modstanderens nordlige flanke.
Om eftermiddagen begyndte Antonius midte at give efter. Kleopatra sejlede
derefter med sine 60 ægyptiske skibe mellem de to stridende armadaer og
forlod kamppladsen. Antonius lod sig overføre til en quinqurere (5 rækker
årer) og fulgte efter, og gik om bord på det ægyptiske flagskib længere
ude i det Ioniske Hav. Antonius' førerløse flåde blev nu nådesløst slået.
Octavians hurtigere libunarere, som undgik de tungere fartøjers rambukke
og kastevåben, satte metodisk ild til fjendens krigsskibe. Efter ti timers
kamp overgav de få overlevende fra Antonius' brændende flåde sig. Fem
tusinde af hans mænd var døde.
På land forårsagede Antonius' flugt lignende bestyrtelse
blandt tropperne. De blev endnu mere frustrerede da deres anfører, P. Crassus
Canidius, også flygtede til Ægypten. Octavian nægtede at angribe dem. Hver
dag blev deserteringerne for- øget. Den 9. september var hele styrken smeltet
væk.
I Rom tvang folkets ramaskrig Octavian til at indlede en
invasion af Ægypten det følgende år. Han ankom til Alexandria den 1. august
÷31. Den stadig stærke hær (11 legioner), som Antonius havde stationeret
for at forsvare Ægypten, deserterede med det samme til fjenden. Antonius
og derefter Kleopatra begik selvmord. Octavian plyndrede de ptolemæiske
skatte, indkrævede en tribut og vendte tilbage til Rom, som den vestlige
verdens eneste hersker. Tre år senere tildelte senatet ham titlen »Augustus«
(Den ophøjede). Som sådan blev han den første hersker af det romersk rige,
som holdt ud i de næste 500 år. Slaget ved Actium havde afgjort, at Europas
kulturelle akse ikke skulle vendes mod øst.