|
Preussen |
|||||||||||||||||||||||||||||||||
| Europa | 30.07.17 | ||||||||||||||||||||||||||||||||
|
For slag og krige udkæmpet af preusserne indtil deres opstigen til magten i 1701, se Tyske stater i Det tysk-romerske Rige. Preussen forøgede gradvist sin magt indtil landet indledte en aggressions-kampagne på tre krige, i perioden 1864-1870, som grundlagde det andet tyske rige. For senere konflikter se Tyskland.
Historie: Den preussiske stat er opstået ved forening af kurfyrstendømmet Brandenburg med hertugdømmet Preussen. Dette sidste har navn efter den slaviske stamme preusserne, der fra 5.-6. århundrede sammen med andre slaver fortrængte de otiske folk langs Østersøen. De krigerske hedninger plyndrede i Polen, og 1226 kaldte den polske delfyrste Konrad af Masovien den tyske orden til hjælp. I årene 1230-84 førte ridderne en blodig krig med preusserne, der endte med disses underkuelse og omvendelse; en stærk tysk indvandring fulgte og sproget var fra 1300 helt tysk; talrige byer anlagdes. 1309 flyttde ordenen sit højmestersæde fra Venezia til marienburg; samtidig erhvervede den Pommerellen med Danzig. Medens ordenens regimente oprindeligt var mildt, begyndte den fra 14. århundrede at pålægge tunge skatter, og befolkningen så hen til Polen som befrier. Efter Litauens forening med denne riddernes arvefjende måtte ordenen bukke under for den ved Tannenberg (1410), og i de følgende år skærpedes stadig modsætningen mellem ridderne og befolkningen, der 1440 dannede det »preussiske forbund« og 1454 rejste sig mod ordenen, hvorefter en krig mellem denne og Polen påfulgte og endte med freden i Thorn 1466, hvor højmesteren måtte afstå Vest-Preussen og tage Øst-Preussen som len af Polen. Ordenen, hvis sæde nu forlagdes til Köningsberg, søgte senere at få tyske fyrster til at overtage højmesterposten for på den måde at styrke sig; således valgtes 1511 Hohenzolleren markgrev Albrecht af Brandenburg, der 1525 efter Luthers råd gik over til protestantismen, nedlagde højmesterværdigheden og tog Øst-Preussen som verdsligt len af Polen. Medens ordenen trak sig tilbage til andre tyske lande, var hermed hertugdømmet Preussen grundet. Albrecht, der var gift med Christian III af Danmarks søster, regerede 1525-68 under talrige vanskeligheder med finanser, stænder og udenrigsk politik. Det lykkedes ham at bevare Tyskland og lutherdom i sit afsides, fra det øvrige Tyskland skilte rige. Han fulgtes af sønnen Albrecht Frederik (1568-1618), der var sindssyg. Brandenburg fik 1569 medbelening med Preussen; dettes fyrstehus ønskede at sikre sin stilling mod Polen, og de opadstræbende brandenburgske hohenzollere ville bringe Preussen ind under sig. Som formynder under den sindssyge fyrste fungerede 1605-09 kurfyrst Joachim Frederik af Brandenburg, 1609-1618 Johan Sigismund, og sidstnævnte var som gift med Albrecht Frederiks datter nærmeste arving. Stæderne i Preussen stod på hans side mod de polsk-sindede adelsmænd, og da fyrsten døde 1618, anerkendtes Johan Sigismund som hertug. Der var hermed grundet en stærk hohenzollersk magt (ca. 80.000 km²), men den var højst uensartet sammensat. Den bestod af de tre adskilte dele: Preussen, Brandenburg og Mark-Kleve-Ravensberg, og at sammensmelte disse lande og gennemføre nogenlunde ensartede forhold var en opgave, som kurfyrst Georg Vilhelm (1619-40) ikke evnede at løse. Den blev løst af hans søn Frederik Vilhelm, den »store kurfyrste« (1640-88). 1648 vandt han Bag-Pommern og befriede sig 1657-60 for Polens lensoverhøjhed; han kuede stænder og adel og skaffede i alle rigets dele respekt for den fyrstelige myndighed, grundlaget for videre organisation. Ved 1650 udgjorede Brandenburg-Preussen ca. 110.000 km² med 1,5 mio. indbyggere. Kurfyrst Frederik III (1688-1713) lod de indre forhold skøtte sig selv og lagde sin politik an på at opnå kongenavn; det lykkedes ham 1701 at blive kronet som konge af Preussen (Frederik I); i øvrigt øgede han hverken landets finanser eller anseelse. Derimod var hans søn Frederik Vilhelm I (1713-40) på flere områder af afgørende betydning for Preussens fremtid. Han vandt 1720 en del af For-Pommern, hvorved Preussen kom i besiddelse af den vigtige Odermunding; væsentligst var dog hans reform af finanser, administration og hær. Han skabte den udmærkede preussiske embedsstand og dannede en fortrinlig hær på 80.000 mand. 1740 udgjorde Pruessen ca. 118.000 km² med 2,25 mio. indbyggere. Frederik II d. Store (1740-88) øgede Preussen med Schlesien (1742) og det meste af Vest-Preussen (1772), og 1786 var landet ca. 200.000 km² med 5,5 mio. indbyggere. Den geniale feltherre og regent styrkede trods de store farer, landet måtte gennemgå, i høj grad Preussens anseelse, og i hans sidste år optrådte riget første gang som fører for en tysk koalition mod kejseren. De to absolutistiske fyrster havde dog efterladt en voksende misnøje med deres regeringssystem, og folket længtes efter større frihed. Frederik Vilhelm II (1786-97) bragte hverken dette eller evnede at bevare landets anseelse. Han øgede Preussen med flere polske landsdele indtil 300.000 km² med ca. 9 mio. indbyggere, men han vandt ingen ære ved sine krige med Frankrig, og embedsstand, hær og finanser forfaldt. Under Frederik Vilhelm III (1797-1840) indtog Preussen længe en forsonlig holdning overfor Napoleon, fik som løn 1803 en del vesttyske besiddelser og ombyttede 1805 Kleve, Ansbach og Neuenburg mod Hannover. Året efter kom det dog tilkrig, den svækkede preussiske hær led et fuldstændigt nederlag ved Jena, og Napoleon rykkede ind i Berlin, mens kongen flygtede til Königsberg. Ved freden i Tilsit 1807 afstodes alt land vest for Elben, og Preussen sank ned til en størrelse af 158.000 km² med 5 mio. indbyggere. Under disse ulyker udgik Preussens genfødelse fra Königsberg, hvor von Stein 1807 blev minister og begyndte et reformarbejde i agrarisk, kommunal og administrativ retning; principperne var det 18. århundredes, om end mindre fransk påvirkede end tidligere antaget. 1808 fremtvang Napoleon Steins afgang, men hans arbejde førtes videre fra 1810 af Hardenberg. En levende frihedstrang voksede frem i folket, og 1813 rev den kongen med sig til deltagelse i krigen mod Napoleon. 1815 mistede Preussen sin gevinst ved Polens 3. deling og fik til gengæld noget af Sachsen. Udvidelser i Westfalen og Rhinprovinsen samt svensk For-Pommern (i alt 280.000 km² med 10 mio. indbyggere); det var nu delt af Hannover i to dele. I følgende tid trådte to spørgsmål i forgrunden, forfatningssagen og stillingen i Tyskland. Kongen havde 1815 lovet en repræsentativ forfatning, men han lod sig efter krigen lede i reaktionær retning og opfyldte ikke sit løfte; de 1823 indførte provinsialstænder tilfredsstillede ikke. Udadtil søgte Preussen støtte i den hellige alliance, men Østrigs politik gik ud på at holde Preussen nede. Fra ikke-preussisk side udtales nu første gangctanken om et Tyskland under Preussens ledelse uden Østrig; den lå foreløbig den preussiske politik fjern. 1834 dannedes dog den tyske toldforening, der var et skridt på vejen, og det blev klart for flere og flere, at Preussen for sin egen eksistens skyld måtte sikre sig en stærk stilling i Tyskland. I det indre stagnerede forfatningsværket, og man så hen til Frederik Vilhelm IV (1840-61) som fører til frihed og enhed. Fra 1830'erne bredte den tankegang sig, at Tysklands samling kun var mulig gennem Preussen. Kongen svigtede dog på begge områder. I stedet for en forfatning indførte han 1847 en »Forenet Landdag«, under revolutionen i Berlin 1848 vaklede han mellem fasthed og eftergivenhed, og han afslog 1849 den tyske kejsertrone. Et forsøg på unionspolitik i mindre stil 1849-50 endte med en vanærende overenskomst i Olmütz. Preussen, der i krigen mod Danmark 1848-49 havde stillet sig i spidsen for det tyske folk, trådte atter tilbage, og reaktionen prægede den ny forfatning 1850. I Krimkrigen holdt Preussen sig neutralt trods stærke opfordringer fra vestmagterne. Under kongens sindssygdom overtog broderen Vilhelm I (1861-88) 1858 regeringen og blev 1861 konge; han var fra først af opfyldt af iver for at skabe Preussen en stærk stilling i Tyskland. Indadtil brød han med reaktionen, men kom snart i en bitter strid med Landdagen, der nægtede at gå ind på den omfattende hærreform, som han anså or nødvendig. 1861 fik Fremskridtspartiet flertal i Underhuset og kongen tilkaldte 1862 Bismarck, der i sine ord, at tidens spørgsmål skal løses ved jern og blod, gav programmet for den fremtidige preussiske politik. Gennem den danske keig 1864 og krigen med Østrig 1866 førte han Preussen frem til hegemoniet i Tyskland og til en landudvidelse på ca. 70.000 km² (se i øvrigt Bismarck). 1867 stiftedes det nordtyske forbund og 1871 det tyske rige (se Tyskland). I det ny rige indtog Preussen den ledende stilling, hvad også var betonet derved, at embedet som preussisk ministerpræsident med en kort afbrydelse 1892-94 var forenet med rigskanslerposten. Den indre politik blev derfor også som regel ledet i samme ånd som den rigstyske, siden 1879 støttet væsentlig enten de konservative og de nationalliberale eller til centrum og de konservative. Vigtige mærkepæle var kulturkampen (s.d.) og dens afslutning, forvaltningsreformer i 1870'erne, skattereformen 1890-91, den store kanallov 1905. Store indre modsætninger kom til udtryk. Socialt mellem et spærkt socialdemokrati og mægtigt junker- og kapitaliskvælde, økonomisk mellem sammenslutninger som det agrariske »Bund der Landwirte« og handelens og industriens hansaforbund, politisk mellem demokrati og gamel preussisk militarisme og bureaukrati, nationalt mellem Tyskland og danske og polske undertvungne. Navnlig i Polen ofrede regeringen store sumer på opkøb af ejendomme, uden at resultaterne var kendelige. I de seneste år før krigen tilspidsede den politiske kamp sig i demokratiets krav om en afløsning af den forældede og storreaktionære valgordning med forslag, der ikke tilfredsstillede noget parti, toges tilbage af regeringen, og en tidssvarende løsning af spørgsmålet syntes ikke nærliggende ved verdenskrigens udbrud. Efter landdagsvalgene 1913 talte de konservative 148, centrum 103, nationalliberale 73, frikonservative 53, frisindede folkeparti og frisindede forening 40, polakker 12, socialdemokrater 10, danske 2, løsgængere 2. En konservativ regering måtte således søge støtte enten hos centrum eller hos de nationalliberale, men det var givet, at en retfærdig valglov ganske ville omkalfatre forholdene, og under verdenskrigen voksede kravet herom. Et socialdemokratisk forslag forkastedes juni 1915 af Landdagen, Bethmann Hollweg stillede i trontalen januar 1916 en reform i udsigt, dog først efter krigen. Under presset af den voksende uro udsendte kejseren april 1917 sit »påskebudskab«, hvorefter almindelig valgret skulle indføres snart, og et forslag forelagdes november samme år; det tilfredsstillede dog ikke oppositionen, og de konservative modsatte sig det. Revolutionen november 1918 omstyrtede forfatningen, der dannedes et preussisk ministerium med Hirsch (s.d.) som præsident, januar 1919 udtrådte de uafhængige deraf, og marts samme år vedtogedes den foreløbige forfatning, der november 1920 efterfulgtes af den endelige. I Nationalforsamlingen af 1919 havde socialdemokrater og demokrater et lille flrtal, i Landdagen af 1921 står 75 tysk-nationale, 58 af tysk Folkeparti og 85 af Centrum overfor 26 demokrater, 114 socialdemokrater og 24 uafhængige. Ministeriet Hirsch afløstes efter Kapp-kuppet af koalitionsministeriet Braun, og efter de tyske rigsdagsvalg juni 1920 vedblev koalitionen Centrum-Demokrater-Socialdemokrater at bestå i Preussen, mens Fehrenbach i riget dannede et rent borgerligt ministerium. Efter Landdagsvalgene valgtes centrummanden Stegerwald til ministerpræsident april 1921 og dannede et borgerligt ministerium, der oktober samme år afløstes af et nyt ministerium Braun af socialdemokrter, demokrater, centrum og tysk folkeparti. Hermed kom altså en omfattende koalition til magten i Preussen, mens Wirth i riget regerede med Centrum og Socialdemokraterne og Cuno fra november 1922 kun med borgerlige. I rigskabinettet Stresemann august-november 1923, der atter byggede på den store koalition, var Braun en tid minister uden portefeulle; Marx regerede fra november 1923 ene med borgerlige. Rigsdagsvalgene 4. maj 1924 styrtede yderpartierne, de tysk-nationale og kommunisterne, stærkt på socialdemokraternes og de demokratiske gruppers bekostning, og det er endnu (15. maj) usikkert, hvilken koalition der vil tage ledelsen. — Preussen, der ved versaillesfreden og de senereafstemninger mistede store dele af sit landområde (Nordslesig, Vest-Preussen, Øvre Schlesien), har ikke mere den stærkt betonede førerstillin som i det gamle rige, men som den største stat og den, hvori regeringens søde findes, vil det altid have et stort ord. I rigets stridigheder med Bayern 1921 greb også den preussiske ministerpræsident Stegerwald mæglende ind. (HK7/1924) |