Wilhelm I

Tyskland, 1797-1888 06.05.19


Fotografi fra 1880'erne.

Tysk konge, den 18. januar 1871 udråbt til kejser. Han eneste søn, Frederik, var gift med Victoria, ældste datter af Dronning Victoria af England, og han var onkel til zar Alexander 2. I 1879 havde han fejret guldbryllup med sin afholdte hustru Augusta, som døde i 1890. Hun var datter af Storhertug Karl Frederik af Sachsen-Weimar. Døde 9. marts 1888, 91 år gammel.

Konge af Preussen 1861-88, tysk kejser 1871-88, 2. søn af Frederik Vilhelm III og dronning Louise, fik alt 1809 af moderen det skudsmål, der siden slog så godt til, »einfach und verständig«. Fjernt fra broderen Frederick Vilhelm IVs kunstnerevner og kunstlethed viste han udpræget soldategen-skaber: orden, disciplin, selvbeherskelse. Han opdroges militært, deltog 1814-15 i Frihedskrigen, blev 1817 oberst, 1818 generalmajor, 1825 generalløjtnant, 1840 general. Infanteriet havde som hovedvåben hans interesse, navnlig fremfor kavaleriet. Efter med resignation overfort slægtshensyn at have opgivet sin ungdomskærlighed, prinsesse Radziwill, ægtede han 1829 Augusta af Sachsen-Weimar, en klassisk og romantisk dannet dame, der var ret forskellig fra ham, men med hvem han levede i et lykkeligt ægteskab. Ved faderens død 1840 var hans udvikling væsentlig færdig; han var preusser, soldat, legitimist. Han ville gøre Preussen til europæisk stormagt, derfor øge og styrke dets hær og ikke svække dets kongemagt. Under revolutionen 1848 ville han slå bevægelsen ned med våben og måtte pga. sin upopularitet opholde sig nogle måneder i England. Imidlertid var han ikke som broderen uforstående voerfor sin tid; han så en relativ berettigelse i de liberale krav og var imod reaktionen efter 1849, ligesom den vigende preussiske politik i høj grad oprørte ham. 1857 overtog han regeringen for sin sindssyge broder og blev ved hans død selv konge. Han begyndte med at tage et liberalt ministerium, men kom snart i strid med landdagen på militærspørgsmålet. Skabelsen af en stærk hær var for Vilhelm en livssag, og for dens skyld overvandt han sin uvijle mod Bismarck, der blev ministerpræsident 1862. Fra da af var Vilhelms politik Bismarcks, om end ikke uden heftige sammenstød dem imellem. Vilhelms snævre preussiske idealer måtte brydes med ministerens praktiske enhedstanke. 1866 ville Vilhelm ydmyge Østrig og annektere Sachsen, og 1871 var han oprindeligt stærkt imod det ny kejserdømme, fordi det ikke gav Preussen alt. Han drev det endog til at kalde kroningsdagen den ulykkeligste i sit liv. Siden fulgte han med uvilje Bismarck i kulturkampen og var imod omslaget i hans udenrigspolitik i østrigsk retning sidst i 1870'erne. Efterhånden jævnedes forholdet til kansleren og antog karakter af venskab; Bismarck lod sætte på sin grav: »En tro tysk tjener for kejser Vilhelm I«. Vilhelm , der 1878 var genstand for to attentater, var i sine senere år i enestående grad genstand for folkets veneration, og Tyskland ser endnu i ham sin grundlægger. Vist er det dog, at hans mange udmærkede egenskaber ikke løfter ham op i de virkelige storheders række, og at hans største fortjeneste betår i at have valgt de rette rådgivere og at have resigneret overfor dem, hvor han indså deres overlegenhed. Indenfor denne begrænsning står han som en helstøbt regent, ridderlig, pligttro og arbejdsom til det sidste. (HK9/1925)