Tyskland

Den overvældende preussiske sejr over Frankrig i 1871 skabte det tyske kejserrige. Denne enhed udkæmpede og tabte til gengæld to verdenskrige i det 20. århundrede. For lister af slag udkæmpet, se krigene herunder, For tidligere slag og krige, se Tyske stater i det Tysk-Romeske Rige; Preussen.

Historie (se endvidere artiklerne under de enkelte lande): Det nuværende Tyskland har mulig i hele sin udstrækning oprindeligt været beboet af kelter. I hvert fald har disse siddet inde med store dele af Syd-Tyskland. På den tid, da Tysklands folkeslag kom i nærmere berøring med Romerriget, i 1. århundrede f.Kr., beboedes størstedelen af Tyskland af goter eller, som tyskerne kalder dem, germaner (s.d.), tyske stammer i det indre af landet, ikke-tyske ved kysterne (jf. tyskere). Fra Cæsars tid kom Tyskland ind i Romerrigets interessesfære; Cæsar gør Rhinen til grænse; Augustus vil skyde grænsen frem, men standses af Arminius, og Tiberius opgiver hans plan. Gotogermanerne var på dette tidspunkt fastboende, men splittet i mange folkeslag. De beherskedes af konger eller høvdinger, men folkefriheden var stærkt betonet, og folkeforsamlingen af alle fri spillede en stor rolle. Samlingsforsøg af Arminius og Marbod førte til indsre strid, men en samling i større stammer fuldbyrdedes i de første århundreder e.Kr., formodentlig såvel ad fredelig som ad krigerisk vej. Således dannes navnlig franker, sachser, thüringer, alamanner og bayrer, og de ny enheder får historisk betydning ved Romerrigets opløsning og fald. Under folkevnadringen besættes landet øst for Elben af slaver, men gotogermanerne vinder frem mod syd og vest, og en tysk stamme, frankerne, bliver den sejrende i Mellem-Europa. Chlodovechs (d. 511) rige strakte sig, som det udvidedes af hans nærmeste efterfølgere, over Tyskland til Elben, idet dog de endnu hedenske sachser mod nordvest stod udenfor. Under merovingernes forfald blev det en fra rigets tyske del, Austrasien, stammende slægt, karolingernem der førte riget videre, og i Karl d. Store fik det sin organisator. Karls største betydning for Tyskland ligger i hans betvingelse af sachsen, et forland, der snart blev tyskhedens kærne, og i hans faste administration. Da han 800 lod sig krone til kejser i Rom, knyttede han for 1000 år verdensimperiets idé til herredømmet over Tyskland. Et tysk rige var imidlertid endnu ikke skabt, og først efter indviklede delings- og tronfølgestridigheder samlede forliget i Verdun (843) første gang størstedelen af Tysklands folk som enhed under ét scepter, det østfrankiske rige. Rigsforbindelsen var dog meget løs, og karolingerne var i forfald; de forskellige stammer under deres hertuger stod hinanden imod, og efter at et par af dem havde regeret 887-918, varriget sin opløsning nær. Dets redning og nystiftelse udgik fra kongerne af det sachsiske hus (Henrik I 919-36, Otto I 936-73, Otto II 973-83, Otto III 983-1002 og Henrik II 1002-24). Henrik I må betegnes som det tyske riges egentlige grundlægger, idet han første gang samlede stammehertugerne under kongemagten og samtiig begyndte den store koloniserings- og erobringspolitik mod slaverne, som blev en af Tysklands vigtigste kulturopgaver i de følgende århundreder. Otto I førte faderens værk videre, hævdede Tyskland til Europas førstemagt og fuldbyrdede udviklingen ved 962 at lade sig krone til romersk kejser. Hermed var traditionen fra Karl d. Store taget op, men forbindelsen mellem det tyske kongedømme og Italien blev til adskillige skade for Tyskland. I det hele efterlod de sachsiske kejsere deres arvtagere spiren til megen uro. Stammehertugerne var vel trængt inden for snævrere grænser, men deres magt var ikke knækket, og det nære forhold tilkirke og gjestlighed rummede faren for en ødelæggende strid. Sejren over hertugerne var vundet ved kirkens hjælp, og før eller senere ville dette hævne sig. De frankiske kejsere (Konrad II 1024-39, Henrik III 1039-56, Henrik IV 1056-1105, Henrik V 1106-25) begyndte med kraftig at hævde rigsenheden og øge Tysklands magt mod øst og vest, men allerede under Henrik III voksede den cluniacensiske bevægelse op til kirkens øverste ledelse, og et sammenstød mellem stat og kirke blev uundgåeligt. For Tysklands indre forhold fik det betydning, da Gregor VII rejste fyrsterne til kamp mod Henrik IV. Striden endte under Henrik V med et nederlag for kejseren, der dog var mere formelt end reelt. Ved at sikre sig en stærk stilling i Tyskland og overfor Paven ville kejseren stadig kunne øve en afgørende indflydelse på kirkens styre. Værre var det, at Tysklands stilling udadtil og den indre orden var svækket ved borgerkrigene, og at modsætningen mellem det tyske valgkongedømme og den romerske kejsertitel stadig trådte stærkere frem. Under de hohenstaufiske kejsere (Konrad III 1138-52, Frederik I 1152-90, Henrik VI 1190-97, Filip 118-1208, Frederik II 1215-50, Konrad IV 1250-54) sattes alle modsætninger på spidsen; højt begavede herskere hævede det middelalderlige kejserdømme til kulminationen, men svækkede derved kongemagten i selve Tyskland. Hohenstaufernes politik var rettet udad, først og fremmest mod Italien, og de måtte derfor skabe sig fred overfor fyrsterne i det indre. Det viste sig imidlertid umuligt at knække den opvoksebnde territorialfyrstemagt, der tog arv efter de gamle stammehertugdømmer; det blev tværtimod den, de rløste en af tidens største kulturopgaver, koloniseringen af slaverlandet øst for Elben. Hohenstaufernes kongstanke, sammensmeltnongen af kejser- og kongedømme, viste sig uigennemførlig, og da deres politik overfor Italien og Paven ligeledes bristede, stor Tyskland ved deres fald på ny som en andenrangs magt. Indadtil var splittelsen mellem delfyrsterne i fuld gang. Standsadskillelsen, stændernes opblomstring, riddervæseneets begyndende forfald, alt virkede hen til at svække kongemagten og lægge tyngdepunktet for udviklingen i territorierne. Kongen har da kun én udvej for ikke at sættes helt til side, at skabe sig en stærk husmagt. De følgende århundreder præges heraf. Tiden 1254-1493 viser fyrsteslægterne kæmpende om kongemagten, en stadig stærkere opløsning i territorier og stænder og i det store og hele nedgang i rigsregeringens anseelse. Derimod er der i mange territorier, særlig ved grænserne, en rig blomstring; Hansaen, Brandenburg, Holsten og Ordenslandene er eksempler. Af fyrstenslægterne står Habsburg (Rudolf af Habsburg 1273-91, Albrecht af Østrig 1298-1308, Frederik III 1440-93) som en af de stærkeste og som repræsentant for en endelig tysk huspolitik; derimod forsøgte andre (Henrik VIII 1308-13, Ludvig af Bayern 1314-47, Karl IV 1346-78) med lidet held at genvinde den tabte magt i Italien. Under Frederik III tenderede alt mod opløsning, og råbene på reformer, både politiske og kirkelige, voksede. Kritikken af kirken var blevet levende i 14.-15. århundrede, og Basel-konciliet var slået fejl; nu begyndte humanismen sit nedbrydende værk. Kongemagtens svaghed havde beredt Tyskland store tab indadtil i Ordenslandene og Schweiz, og mod vest truede Karl af Burgund. Det var af verdenshistorisk betydning, da Frederik fik sin søn Maximilian (1493-1519) forlovet med arvingen til Burgund, og til denne ny hersker så nu alle hen som reformatoren. Håbet blev dog i det væsentlige ikke opfyldt. Der vedtoges 1495 en rigsreform til øgelse af rigsenheden, men den blev i praksis ikke fuldt gennemført, og Maximilian skilte sig i sin politik ikke stærkt fra forgængerne. Da han lod sin søn ægte arvingen til Spanien, grundede han Habsburgs verdensherredømme. Sønnesønnen Karl V blev hans efterfølger (1519-55). I tidens mangesidige bevægser, sociale og åndelige, fandt Luthers optræden den gunstigste jordbund. Reformationen bredte sig, fremhjulpet af rigets opløsning og til gengæld fremhjælpende fyrstemagten. For Karl V var verdensmagten væsentligere end Tysklands indre forhold; han forsøgte af skaffe sig en virkelig ledende stilling i striden, mod sig bestemme af ydre politiske hensyn og den øjeblikkelige situation, men endte med, tvunget af fyrsterne, at give den ny lære fri bane ved Augsburg-religionsfreden 1555. Samtidig trådte han selv tilbage, og den habsburgske magt spaltedes i to riger. Reformationstiden styrkede ikke Tysklands stilling i Europa. Økonomisk og agrarisk var der utvivlsomme fremskridt, men da arven efter den synkende hansa skulle deles, blev det til skade for Tyskland, overfor England og Nederlandene, at der ikke stod en støttende stormagt bag ved foretagsomheden. Den opblomstrende østersøhandel gav imidlertid fremtidschancer for en kommende nordøststat. — Efter reformationstiden fulgte en slappelse (Ferdinand I 1558-64, Maximilian II 1564-76, Rudolf II 1576-1612, Matthias 1612-19, Ferdinand II 1619-37, Ferdinand III 1637-57). Protestanterne følte sig trygge, og de første kejsere stod velvilligt overfor dem. Indbyrdes splittelse og dogmatiske stridigheder optog deres kræfter, og om nogen erobring var der i denne periode ikke tale. På modsat side groede derimod jesuitismen og dermed modreformationen frem, og snart bredte denne strømning sig til habsburgerne. Ferdinand II vil skabe en stærk habsburgsk enhedsstat og vil derfor knække Böhmens protestantiske adel; Frederik af Pfalz' eventyrkongedømme fører striden ind i Tyskland, og 30årskrigen begynder. De protestantiske fyrster står svagt og lunkent, Tilly og Waldstein sejrer, og Habsburg ser en ny kulmination; restitutionsediktet 1629 skal lægge den døde hånd over protestantismen, og ved Østersøen skal skabes kejserlig indflydelse. Gustaf Adolf redder, halvt mod de nordtyske fyrsters ønske, Tyskland fra Habsburg. Efterhånden træder de religiøse momenter i baggrunden for de politiske, og resultaterne af den ødelæggende krig er væsentlig politiske; kejserdømmet for stedse trængt til side for fyrsterne, småstaterne, især Brandenburg-Preussen, voksende op til europæiske magter, Tyskland skudt tilbage i andet plan efter Frankrig. Den rige tyske kultur var næsten ganske knust under krigen, og kommercielt svækkedes landet ved, at ingen af de store flodmundinger var i dets besiddelse. Efter kejsermagtens fallit måtte fremtiden søges hos småstaterne. Den følgende tid så også en udvikling, hvorunder kejserhuset og dets politik blev mere og mere habsburgsk og østrigsk præget (Leopold I 1658-1705, Josef I 1705-11, Karl VI 1711-40, Karl VII 1742-45, Frans I 1745-65, Josef II 1765-90), samtidig med at modsætningen øgedes mellem det og den ny opvoksende tyske magt Preussen. mangelen på enhed gav spillerum or fransk indflydelse og fransk politik. Ludvig XIV havde 1648 fået Alsace, og i århundredets sidste årtier søgte han at gøre yderligere erobringer fra Tyskland. De frygteligt ødelæggende krige satte for lang tid ondt blod mellem Tyskland og Frankrig, og de tyske småfyrsters efterligning af den franske enevælde øgede yderligere modsætningen. Kejsermagten gik styrket ud af kampene mod tyrkerne sidst i 17. århundrede, og i den Spanske Arvefølgekrig var den i det hele den sejrende, uden at dette dog bragte Tyskland selv nogen fordel. Derimod førte Preussens deltagelse i den Store Nordisk Krig afgørende resultater. 1721 vandt preusserne Oder-mundingen, samtidig Hannover Wesers udløb. Brandenburg-Preussen, der 1672 som den første tyske magt var optrådt mod Ludvig XIV, nåede nu frem til havet og fik i den følgende tid en glimrende civil og militær organisation. Frederik II rettede dets politik direkte mod Østrig og skød Preussen frem som Tysklands hovedland. Efter 7årskrigen er Preussen trods høj grad af udmattelse rigets bærende magt. Det viste sig, da Josef II søgte at vinde ny opgang for kejsermagten ved at skaffe sig øget husmagt i selve Tyskland; de tyske fyrster dannede da Fyrsteforbundet under Preussens ledelse, og kejseren måtte opgive sine planer. Nogen længevarende betydning fik denne første sammenslutning mod Østrig dog ikke. I det indre var det 18. århundrede gennemgående en blomstringstid. Den oplyste enevældes principper gennemførtes også andre steder end i Preussen og fik udslag i voksende industri, koloniseringer og opdyrkninger. Den franske filosofi trængte ind og befrygtede kulturen, men da revolutionen bragte dens idéer til udbrud, blev det af skæbnesvanger betydning, at der ikke eksisterede nogen tysk statsenhed, der kunne overtage ledelsen af et nyt samfund og opfylde folkets vågnende enhedshåb. Østrig (Leopold II 1790-92), Frans II 1792-1806) og Preussen forfulgte kun det mål at vinde frem på hinandens bekostning, pg under den 1. koalitionskrig sluttede Preussen 1795 særfred med Frankrig. Resultatet af Østrigs kampe med Frankrig blev det gamle tyske riges faktiske opløsning 1803, endelig beseglet 1806 ved kejserens nedlæggelse af kronen. Efter at Preussen var knust i slaget ved Jena 1806, var Tyskland fransk vasalstat; venstre Rhin-bred var tabt og fyrsterne på højre side stod i Rhin-forbundet som Napoleons undergivne; rundt omkring i landet optrådte franskmændene overmodigt. Denne dybe ornedrelse var ikke uden lysere momenter ved de spirer til organisation og økonomisk-social frigørelse, der nedlagdes; men disse skyldtes mindre Napoleon end oplysningsidéernes vækst overhovedet. Toget til Rusland gav stødet til en rejsning i Preussen, hvis genfødelse var forberedt af ikke-preussere som Stein og Hardenberg, og efter slaget ved Leipzig var Tyskland befriet. Resultatet svarede dog ikke til den stærke bevægelse. Af Wien-kongressen fremgik et tysk forbund uden indre sammenhæng og uden forsøg på at skabe en virkelig ledelse. Østrig under Metternich blev foreløbig den toneangivende, og en reformer og national samling var der ingen tale. Det lå i udlandets, Ruslands og Frankrigs, interesse at holde Tyskland splittet, og Mitternich støttede det i denne politik. Der begyndte dog at dæmre en ny trang til enhed, men den havde meget at kæmpe imod. At enheden måtte skabes under Preussens ledelse, udtaltes første gang omkring 1815 fra sachsisk side, men det varede endnu et par årtier, før følelsen heraf begyndte at brede sig i selve Preussen, og i det ikke-preussiske Tyskland vandt den ikke anklang. De enkelte tyske stater var optaget af forfatningskampe. Wienkongressen bestemte, at der skulle indføres landstænderske farfatninger i enkeltstaterne, men under den straks fra 1815 begyndende reaktion gik det kun småt hermed. Straks fik kun nogle småstater som Sachsen-Weimar, Waldeck o.a. stænderordning, senere fulgte en del af Rhinforbundets større lande, men efter 1820 indskrænkedes de ny forfatninger forud stærkt af Karlsbad-beslutningerne og anden fyrstereaktion. Preussen fik ingen stænderordning før 1847, og den vandt meget liden påskønnelse. Til trods for at de sydtyske staters forfatninger ofte heller ikke var af stort værd, skabtes der dog ved den nævnte tidsfølge og ved Pruessens hele bureaukratiske administration en vis modsætning mellem syd- og nordtysk tænkemåde, som siden har holdt sig. – Reaktionen i Tyskland nåede sit højdepunkt 1833-34. Julirevolutionen havde vel fremkaldt et vist røre, men det var dog først efterhånden, at eksemplet fra Frankrig smittede. Efter nogle optøjer 1832 slog Metternich da ned på frihedsbevægelsen med fængslinger og strenge censurbestemmelser og skabte foreløbig ro. – Det eneste virksomme skridt, der i perioden 1815-48 gjordes i retning af tysk samling, var Preussens dannelse af toldforeningen 1834. Heri lå virkelig et stykke selvstændig politik, rettet mod Englands og Østrigs mislykkede forsøg på at skabe et midttysk toldforbund og af megen betydning for Tysklands økonomiske udvikling. Men i øvrigt stod regeringsværket stille; forbundsdagen nød ingen anseelse og viste sig ikke tidens opgaver bevidst. Stagnation fra oven, i folket en uklar trang til frihed og samling – således var stillingen ved februarrevolutionens udbrud 1848. Først fra da af tager arbejdet på skabelsen af et tysk rige fart. – Der udbrød i marts 1848 revolution rundt om i de tyske stater, og det lykkedes de fleste steder at rokke det reaktionære styre. Imidlertid indtrådte der hurtigt et tilbageslag, i Østrig knustes bevægelsen, og resultaterne af rejsningen i Preussen blev kun ringe. Fra 1850 sad reaktionen atter ved roret, og enhedsbestræbelserne gik det ikke bedre. Revolutionstidens begejstring førte til dannelsen af et forparlament, derefter en nationalorsamling i rankfurt til skabelse af en forfatning, der valgtes en rigsforstander, og forbindsdagen opløstes. Men på forfatningsspørgsmålet delte forsamlingen sig mellem Østrig og Preussen; det »stortyske« parti ville en samling om førstnævnte, »lilletyskerneh om Preussen. Marts 1849 sejrede et lilletysk forslag, og man tillod Frederik Vilhelm IV af Preussen den tyske kejserkrone. Han afslog den, dels af mangel på mod til aførende skridt, dels fordi forfatningens revolutionære oprindelse stred mod hans principper. Både frihed og enhed var således glippet; og samtidig havde Tyskland udadtil vist sin svaghed. Det slesvig-holstenske spørgsmål havde vakt en vældig bevægelse i landet og bidraget væsentlig til den nationale rejsning; men Preussen og forbundets indblanding vistes tilbage af Rusland, og Danmark kuede oprøret. – Mens folkerejsningen var endt resultatløst, arbejdedes der endnu et par år mellem regeringerne på en ny form for samling. Der opstod et 3-kongeforbund, senere et 4-kongeforbund, og Preussen foreslog 1850 en union af alle tyske stater med Østrig som medlem. Østrig så imidlertid sin fordel ved bibeholdelsen af det gamle forbund, og da Preussen 1850 i Olmütz gav efter i vigtige politiske mellemværender, var den østrigske politik atter stærkest. Kun på det økonomiske område bevarede Preussen førerskabet. Østrigs forsøg på at sprænge toldforeningen mislykkedes, og Tyskland samledes kommercielt mere og mere om Preussen. +++ (HK9/1925)

• se Trediveårskrigen
• 1. Verdenskrig
• 2. Verdenskrig