Den tredje, og sidste, af krigene udkæmpet at Otto von Bismarck for at danne et tysk rige var rettet mod Frankrig. Den franske kejser, Napoleon III, blev provokeret til en krigserklæring den 15. juli 1870. Seks uger senere blev konflikten praktisk tal afsluttet af den overvældende preussiske sejr ved Sedan. Men nogle franske tropper fortsatte med at gøre modstand indtil deres regering accepterede fredsbetingelser den 1. marts 1871 (de hårde betingelser førte til opstanden under Pariser-kommunen). Den formelle traktat underskrevet ved Frankfurt am Main den 10. maj afstod Alsace og en del af Lorraine (inklusiv Metz) til Preussen, nu kaldet Tyskland. En tysk besættelseshær blev påtvunget indtil en krigsskadeserstatning på fem milliarder francs kunne betales. (Den sidste del af krigsskadeserstatningen blev betalt i september 1873).
Fransk-tyske Krig 1870-71 blev vedtaget 15. juli og forkyndt i Berlin 19. juli 1870. Man havde alm. ventet en fransk indrykning på tysk territorium umiddelbart efter krigserklæringen, men det viste sig snart, at de franske krigsforberedelser langt fra var færdige. Den samlede franske krigsstyrke, som i begyndelsen af august stod slagfærdig mellem Metz og Saarbrücken (Rhinarméen), talte kun 250.000 mand, inddelt i 7 korps, og stod under kommando af kejser Napoleon selv med marskal Leboeuf som stabschef. Natten mellem 15. juli og 16. juli begyndte den tyske mobilisering. 22. juli begyndte jernbanetransporterne, og 4. august overskred den tyske venstre fløj grænsen. Der dannedes 3 arméer under overbefaling af kongen af Preussen med general Moltke som stabschef. 1. armé under general von Steinmetz dannede højre fløj, 2. armé under prins Frederik Karl af Preussen centrum og 3. armé under kronprinsen af Preussen venstre fløj. Det samlede tal af de i første linje opstillede tropper var 384.000 mand. Efter en mindre kamp ved Saarbrücken fandt der allerede 4. august en alvorlig kamp sted på venstre fløj ved Wissembourg, hvor divisionen Douay blev overrumplet og overmandet af 3. armé. Dagen efter fortsatte fremrykningen til Wörth, hvor general Mac Mahon havde taget stilling; efter et heltemodigt forsvar blev han slået 6. august og måtte trække sig tilbage til lejren ved Châlons. Samme dag blev de franske under Frossard også slået på højre fløj ved Spicheren af den tyske 1. og 2. armé, hvorefter resten af Rhinarméen trak sig tilbage til Metz og stilledes under befaling af marskal Bazaine. Franskmændene kunne først ikke beslutte sig til at gå videre tilbage til det indre af Frankrig, men tøvede med at føre tropperne fra østre til vestre Moselbred; derved lykkedes det tyskernes 1. armé at fastholde de franske ved Colombey-Nouilly. 2. armé var imidlertid rykket frem over Mosel ved Pont-à-Mousson 15. august, samme dag som de franske rykkede tilbage fra Metz mod Verdun; de indhentedes af tyskerne ved Vionville (Mars la Tour), hvorefter Bazaine tog stilling med ryggen mod Metz. Den største del af den tyske 1. og 2. armé var imidlertid kommen over på vestre Moselbred, angreb Bazaine ved Gravelotte-Saint-Privat, det største slag under hele krigen, og kastede de franske tilbage til Metz, hvor de indesluttedes af 1. og 2. armé. Ved Châlons dannedes imidlertid en ny franske armé under Mac Mahon, medens der under befaling af Kronprinsen af Sachsen dannedes en tyske 4. armé, Maasarméen. På grund af de politiske forhold beordredes Mac Mahon til det meget farlige vovestykke at rykke mod nord for at forene sig med Bazaine, der samtidig skulle bryde frem fra Metz. Allerede 27. august indhentedes han af Kronprinsen af Sachsens rytteri ved Buzancy, hvorefter hele Maasarméen spærrede ham vejen til Metz, medens 3. armé omfattede ham mod vest og søgte at trænge ham mod den belgiske grænse, så at han 1. september blev tvungen til slaget ved Sedan; trængt fra alle sider måtte Mac Mahon dagen efter overgive sig med hele hæren. Han selv såredes i begyndelsen af slaget, og general Wimpffen overtog befalingen. Et forsøg, som Bazaine gjorde på at sprænge den tyske indeslutningslinje ved Metz 31. august tilbagevistes efter et to dages slag ved Noisseville, så at den ene franske armé nu var indesluttet i Metz og den anden i fangenskab tillige med kejseren. 3. tyske armé og Maasarméen rykkede nu mod Paris, hvor der var samlet nye tropper, omtrent 400.000 mand under Trochu, og det lykkedes tyskerne at indeslutte byen 19. september. Da de tyske intet belejringsskyts havde til rådighed og ikke var stærke nok til at udføre et voldsomt angreb, indskrænkede man sig til at cernere fæstningen for at udsulte den, hvilket dog tog lang tid, da man havde fået byen godt provianteret. Mens de i Paris indesluttede tropper allerede 30. september begyndte med udfald for at forsøge gennembrud, lykkedes det Gambetta at opstille den første republikanske armé, Loirearméen, under befaling af general de Paladine, hvem det lykkedes at slå en fra Paris fremsendt tysk styrke ved Coulmiers 9. november og sætte sig fast ved Orléans. Da de oprettede franctireurs, en slags friskarer, endvidere generede de tyskes forsyningslinje, var situationen for den tyske cerneringshær ikke ufarlig. Men så kom budskabet om, at Bazaine havde kapituleret, hvorved 2. armé blev fri og kunne gå mod Loirearméen. To forsøg som Gambetta gjorde på med dele af denne at rykke Paris til undsætning, ved Beaune-la-Rolande 28. november og Loigny 1. november, mislykkedes, ligesom også Ducrots samtidige udfald fra Paris ved Champigny 30. november og 2. december. Prins Frederik Karl angreb nu Loirearméen, sprængte denne i to dele og besatte Orléans. Det var nu Gambettas mening at angribe tyskerne på forskellige punkter, idet Parisarméen skulle gøre et stort udfald, og Chanzy med den ene del af Loirearméen rykke fra vest mod Paris samtidig med, at Faldherbe, der havde samlet en hær i Nord-Frankrig, rykkede mod Paris fra Nord. Bourbaki med Loirearméens anden del skulle undsætte Belfort og afskære tyskernes forbindelseslinjer. Chanzy blev imidlertid fuldstændig slået af prins Frederik Karl 10-12. januar 1871, mens Faldherbe efter flere heltemodige kampe ligeledes blev slået og kastet tilbage. Fra Paris blev der gjort et stort udfald 30. november under Ducrot i sydøstlig retning og et andet ved Mont Valérien under Trochu 19. januar 1871 i sydvestlig retning, men begge strandede, hvorefter byen overgav sig 28. januar. Bourbaki angreb med sin hær Lisaine-stillingen foran Belfort, men blev slået efter en to dages kamp ved Montbéliard 15.-17. januar og derefter af Manteuffel drevet ind på schweizisk grund, hvor han 1. februar blev afvæbnet. Efter en våbenstilstand sluttedes freden i Frankfurt am Main. (HK4/1922)