Hertugdømmerne Slesvig (med et stort tysk mindretal) og Holsten (hovedsageligt tysk) havde længe været en kilde til friktion mellem Preussen og Danmark. I begyndelsen af 1864 indgik Otto von Bismarck, Preussens kong Wilhelm Is jernkansler, en alliance med det østrigske rige under Franz Josef I for at løse det slesvig-holstenske problem. Den preussiske general grev Helmuth von Moltke sendte straks en veltrænet hær ind i hertugdømmerne. De danske tropper under Christian IX faldt tilbage til fæstningen ved Dybbøl (Düppel), på østkysten. Under kommando af prins Frederik Karl, nevø til Wilhelm I, belejrede den preussiske hær fæstningen den 30. marts. Den sidste skanse faldt den 18. april. Preussiske tab var mere end 1.000, danske tab mere end 5.000 inkl. fanger. De overlevende danskere flygtede til den nærliggende ø Als (Alsen), mens preusserne strømmede ind i selve Danmark. Christian IX afstod til sidst hertugdømmerne under betingelserne af Freden i Wien, underskrevet den 30. oktober. Preussen opslugte Slesvig, mens Østrig modtog administrationen af Holsten. Som Bismark havde forudset, gjorde dette det østrigske Holstein til en enklave inden for preussisk territorium — en kilde til problemer som ville føre til krig mellem de allierede to år senere. Således blev Slesvig-Holsten den første af Bismarcks tre krige som skulle støbe et tysk rige.
