Efter at være vendt tilbage til Rom efter sin sejr ved Zela i Asien, brugte Julius Cæsar tre måneder på at stramme sit greb om regeringen. I slutningen af 47 f.Kr. blev han tvunget til at sejle mod Nordafrika, hvor Sextus, søn af den afdøde Pompejus den Store, og Juba I, konge af Numidien, trodsede Cæsars styre. Cæsar gik i land på den nordøstlige kyst af Tunesien og trængte med sin hær ind i landet fra Ruspina (Monastir). Han fandt snart (3. januar) sine tre romerske legioner farefuldt omringet af hårdt rammende numidisk kavaleri under kommando af Titus Labienus, Cæsars dygtige løjtnant fra Gallerkrigene. Men Cæsars store taktiske dygtighed vandt igen dagen. Den romerske kommandør opstillede sit infanteri således, at hver anden enhed vendte bagud og fløjene vendte udad og beordrede et angreb. Legionærerne splintrede den fjendtlige cirkel alle steder samtidig. Noget mere forsigtig rykkede Cæsar sig nu sydpå mod Thapsus.