Efter en seksårig ubarmhjertig kampagne
(hvor kampene generelt var begrænset til sommermånederne),
syntes Julius
Cæsars romerske legioner at have erobret størstedelen
af Gallien. Men mange barske stammeledere forblev ukuede. I vinteren 53-52
f.Kr. slog carnuterne ned på Orleans (Cenabum) og massakrerede de
romerske indbyggere. En fornyet oprørsånd flammede op over
hele landet, antændt af den unge arverner Vercingetorixs
lederskab. Cæsar ilede tilbage fra Italien.
Cæsar
marcherede hurtigt op ad Rhone-Saone-dalen i spidsen for to legioner,
drejede til venstre (vest) og befriede Orleans med et pludseligt angreb.
Idet han krydsede Loire-floden
til sydsiden, rykkede han frem mod Avaricum (Bourges), den største
af de bituriganske byer. Selvom Vercingetorix havde pålagt gallerne
den brændte jords taktik for at fratage romerne deres forsyninger,
tillod han biturigerne at forsvare Avaricum. Dette skulle vise sig at
være en tragisk fejltagelse for indbyggerne. Legionærerne
fejede al gallisk modstand til side og belejrede byen. Efter at have slået
et forsøg på at hæve belejringen tilbage, stormede
Cæsars tropper ind i Avaricum. Romerne skånede hverken kvinder
eller børn idet de dræbte alle undtagen 800 ud af en befolkning
på omkring 40.000.
Cæsar delte nu sin styrke og sendte Titus
Labienus med fire legioner nordpå til Seine, mens han selv førte
6 legioner sydpå til Allier-dalen.