Mordet
på Julius
Cæsar den 15. marts 44 f.Kr. førte til en voldsom magtkamp
blandt et antal romere – Marcus
Antonius, en betroet løjtnant i adskillige af Cæsars slag;
Decimus
Brutus, en anden krigsveteran, som var blevet guvernør i Det
cisalpinske Gallien; Marcus
Brutus, som havde modtaget styret med Makedonien; G. Cassius Longinus,
som havde fået tildelt Syrien; Marcus
Lepidus, guvernør i Det transalpinske Gallien; og G. Julius Cæsar
Octavianus, kaldt Octavian,
den 19 år gamle grandnevø, adopteret søn og den legale
arving til den dræbte Cæsar.
Antonius påberåbte sig et mandat fra det romersk
folk og førte en styrke til det cisalpinske Gallien. Hans fire legioner
omringede Decimus Brutus i Mutina (Modena), 320 km nord for Rom. Derpå
lagde han byen under belejring. Den 14. april 43 f.Kr. blev Antonius angrebet
af tre hære udsendt af senatet, kommanderet af Octavian og konsulerne
Aulus Hirtius og Vibius
Pansa. Antonius' styrker holdt stand; Pansa blev dødeligt såret.
Et nyt angreb, en uge senere, hævede belejringen, men Hirtius faldt
under denne aktion.
Antonius flygtede vestpå til Gallien, hvor han indgik
en alliance med Lepidus. Octavian tog til Rom i juli og tvang senatet til
at udnævnte ham til konsul. Derefter flyttede han sin støtte
til Antonius. I november fik Octavian, Antonius og Lepidus legal godkendelse
til at danne et Andet Triumvirat. Modstandere blev skånselsløst
henrettet (inkl. den store oratør Marcus Tullius Cicero og hans broder
Quintus Tullius Cicero). Decimus Brutus blev dræbt af gallerne mod
nord. Men Rom under fast kontrol, vendte triumviratet sig mod øst,
hvor Marcus Brutus og Cassius havde slået sig sammen i Makedonien.