Julius
Cæsar, som var vendt tilbage til Rom efter sin afgørende
sejr ved Thapsus, tog fire samtidige triumfer (ceremoniel). Han var herre
over den vestlige verden med undtagelse af Spanien. Her havde Gnaeus
Pompejus, søn af den afdøde Pompejus
Magnus, anstiftet oprør mod romersk styre. Situationen blev
mere problemfuld da en anden af Pompejus' sønner, Sextus,
og en tidligere discipel til Cæsar, Titus
Labienus, flygtede til Spanien efter deres nederlag i Nordafrika. Cæsar
førte en hær til Spanien i begyndelsen af 45 f.Kr. for at forstærke
sine hårdt pressede løjtnanter der. Efter en besværlig
march stødte han på fjendens hovedstyrke ved Munda, i den sydlige
del af provinsen, den 17. marts. Selvom pompejanerne havde en større
styrke, kunne de ikke modstå Cæsars dygtige manøvrer
og voldsomme angreb. Legionærerne ryddede slagmarken og dræbte
eller tilfangetog 20.000 modstandere. Labienus blev dræbt, Gnaeus
Pompejus taget til fange og henrettet. Sextus flygtede i eksil i det nordlige
Spanien. Cæsarianerne mistede kun 1.000 mand.
Slaget ved Munda sluttede den spanske modstand mod romersk
styre. Cæsar vendte tilbage til Rom i september, hvor han blev gjort
til enekonsul for ti år. Han planlagde nu en ekspedition for at erobre
Persien. Men Munda skulle blive hans sidste sejr. Utilfredshed med hans
autoritære status førte til hans snigmord den 15. marts 44
f.Kr. (Idus af marts i den romerske kalender).