Michel Ney

Frankrig, 1769-1815 27.12.11

Hertug af Elchingen, fyrste af Moskva. Fransk marskal, indtrådte 1788 som menig i et husarregiment, men steg hurtigt under krigene til officer og var 1792 kaptajn. Blev 1794 adjutant hos Kléber, 1796 brigadegeneral under Jourdan og gjorde 1797 tjeneste i krigen i Sydtyskland; indtog Mannheim ved et dristigt angreb 1799 og kæmpede under Masséna i Schweiz og næste år under Moreau ved Hohenlinden. For at knytte Ney, der var en ivrig republikaner, nærmere til sig, bragte Napoleon et ægteskab i stand mellem ham og en veninde af Bonapartes steddatter Hortense Beauharnias og udnævnte ham til generalinspektør for rytteriet. Napoleon havde fra nu af i Ney en af sine mest trofaste generaler; han støttede napoleon ved oprettelsen af kejserdømmet og blev til løn herfor marskal. 1805 stormede han med dødsforagt østrigernes befæstninger ved Elchingen, hvilket væsentlig bidrog til fæstningen Ulms overgivelse og skaffede Ney hertugtitelen. med samme tapperhed kæmpede han ved Jena, Eylau og Friedland og ledede med dygtighed den franske hærs tilbagetog fra Spanien; men navnlig felttoget i Rusland 1812 gav Ney lejlighed til at vise sin tapperhed og dygtighed, så at Napoleon efter slaget ved Moskva gav ham fyrstetitel og tilnavnet »den tapreste af de tapre«. Han kommanderede arrièregarden under tilbagetoget, og det skyldtes hans jernhårde disciplin og utrættelige årvågenhed, at dog en del af hæren blev reddet. Kæmpede senere ved Lützen, Bautzen, Dresden og Leipzig og i de sidste kampe 1814; rådede efter Paris' indtagelse Napoleon til at nedlægge kronen og sluttede sig til Ludvig XVIII. Ved Napoleons tilbagekomst fra Elba drog han mod ham, men sluttede sig i sidste øjeblik til ham og kæmoede ved Waterloo med vanlig tapperhed; vendte derefter tilbage til Paris og rådede til fuldstændig underkastelse, hvorefter han måtte flygte, men indhentedes af bourbonerne, der lod ham anklage for højforræderi. Han blev af Pairskamret dømt til døden og skudt. (HK7/1924)