Bulgarien

Bulgarien var den første organiserede slaviske magt på Balkanhalvøen og nød en kort periode med selvstædnighed fra Det byzantinske Rige i Middelalderen. landet kom derpå under styre af de osmanniske tyrkere i 500 år. se Tyrkiet. Bulgarien åbnede delvist selvstyre i 1879 og fuldstændig selvstændighed i 1908.

Historie: I oldtiden kaldtes Bulgarien Moesia efter en thrakisk stamme. Efter folkevandringen bosatte slaviske folk sig om nedre Donau og erobrede hele Møsien. Ca. 680 gik bulgarerne, et mongolsk folk, over Donau, betvang slaverne og truede det østromerske rige med hyppige indfald. 864 antog Bulgarkhanen Boris den græskkatolske tro, og efterhånden antog bulgarerne slavernes skikke og sprog. Borius' søn Symeon (d. 927) kaldte sig tsar og beherskede det meste af Balkanhalvøen; Østrom og Serbien betalte tribut til ham. Nu påfulgte en stærk tilbagegang; 963 udskilte de vestlige dele af Bulgarien sig som et eget rige, og østen erobredes 971 af kejser Johannes Tzimiskes. 1018 erobrede Basilios II det vestbulgarske rige, og Bulgarien stod så under Byzans, til det rev sig løs 1186 anført af brødrene Peter og Asen. Det ny rige bredte sig under tsarerne Kalojoannes (1196-1207) og Asen II (1218-41) omtrent til det gamles grænser; men 1360 blev den sidste tsar, Sjisjman III, skatskyldig til sultan Murad I, og 1393 erobrede Bajazid I Trnovo og tog hele Bulgarien. Derefter forfaldt Bulgarien fuldstændig både i åndelig og materiel henseende i 4-500 år. Først henimod år 1800 vågnede et nyt nationalt og åndeligt liv. Denne nybulgarske bevægelse fremskyndedes meget af de sejrrige russiske felttog 1806-12 og 1828-29. En egen litteratur udviklede sig, især folkelig, og der fremkom et stærkt religiøst røre, der førte til, at sultanen efter lang strid indrømmede Bulgarien selvstændig kirke med egen ærkebiskop. Hertil fordringerne om politisk frihed; men oprøret 1875 blev slået ned, og ca. 12.000 myrdedes af den ophidsede muhammedanske befolkning og tyrkiske irregulære tropper, Basji-Bozukker (1876). Pan-slavisterne i Rusland fik kejseren til at angribe Tyrkiet, og ved freden i San Stefano (marts 1878) oprettedes et selvstyrende, skatskyldigt fyrstendømme Bulgarien, tillige omfattende størstedelen af Thrakien og Makedonien. Stormagterne, især England, ville dog ikke finde sig heri, og på Berlinkongressen (juni 1878) indskrænkedes Bulgarien til landet mellem Donau og Balkankæden; medens Østrumelien blev en selvstyrende provins med en af sultanen valgt kristen guvernør. April 1879 vedtoges en meget liberal forfatning, og prins Alexander af Battenberg valgtes til fyrste. Pga. partistridigheder suspenderede Alexander forfatningen ved et statskup 1881, men genindførte den allerede 1883 for at frigøre sig fra den trykkende russiske indflydelse. Efter Østrumeliens opstand mod Tyrkiet (september 1885) besatte Alexander det; men stormagterne modsatte sig Østrumeliens indlemmelse i Bulgarien, og Serbien erklærede krig for at erobre Gammelserbien. Serberne blev dog slået ved Slivnitza og Pirot sluttede fred, og Østrumelien indlemmedes ved en folkeafstemning i Bulgarien (juli 1886). Det russisksindede parti fjernede nu fyrst Alexander med vold (august) og indsatte en provisorisk regering; men en modrevolution ledet af Stambulof udbrød, og Alexander modtoges med begejstring i Sofia. Da den russiske kejser ikke ville tillade Alexanders forbliven i Bulgarien, frasagde han sig tronen (september) og indsatte et regentskab med Stambulof i spidsen. Juli 1887 valgtes prins Ferdinand af Koburg til fyrste, foreløbig hverken anerkendt af sultanen eller stormagterne; men ministerpræsidenten Stambulof ordnede styrelsen med fasthed og energi; finanserne bedredes, jernbaner byggedes, hæren blev organiseret og handelstraktater afsluttede med fremmede magter. Stambulof frigjorde Bulgarien for afhængigheden af Rusland og støttede sig til Tyrkiet; han gik derfor af (maj 1894), da fyrst Ferdinand begyndte at nærme sig Rusland. Juli 1895 blev Stambulof myrdet i Sofia, uden at drabet opklaredes, og 1896 anerkendte Rusland og dermed de andre magter formelt fyrst Ferdinand. Bulgariens indre forhold, især finanserne, var dog stadig mindre gode. Samarbejdet mellem regering og parlament var dårligt, og Sobranjen anklagede hyppigt de afgåede ministre. Overfor Tyrkiet blev forholdet yderst spændt pga. den revolutionær-nationale bevægelse i Makedonien, der stadig støttedes fra bulgarsk side. Efter den russisk-østrigske Mürzsteg-overenskomst 1903 stilledes Makedonien under international kontrol, men bandekampene mellem de indbyrdes stridende nationaliteter fortsattes. Efter den ungtyrkiske revolution erklærede Bulgarien sig uafhængigt 5. oktober 1908, samtidig med Østrigs annektion af Bosnien og Herzegovina. Tyrkiet protesterede, men anerkendte til sidst uafhængigheden mod en mindre skadeserstatning. Den storbulgarske bevægelse sigtede nu mod erhvervelsen af Makedonien. I et hemmeligt forbund med Serbien, Montenegro og Grækenland aftaltes et fælles angreb på Tyrkiet og delingen af Makedonien, 18. oktober 1912 åbnedes krigen. Under ledelse af generalerne Savof, Fitsjef, Ivanof og Dimitrief vandt bulgarerne store sejre ved Kirkkilisse 23.-24. oktober, Lule Burgas 29.-30. oktober, Bunar Hissar 31. oktober og Tsjorlu 2.-5. november, så at tyrkerne måtte rømme hele Thrakien og falde tilbage på Tsjataldja-linjen foran Konstantinopel. En våbenhvile december-februar 1913 gav intet resultat, krigen genoptoges, og bulgarerne stormede Adrianopel 26. marts. Ved den påfølgende præliminærfred i London 30. maj afstod Tyrkiet alle europæiske provinser undtagen Konstantinopel med omegn. Byttets fordeling bragte Bulgarien i strid med Serbien og Grækenland; Bulgarien tog offensiven, men blev slået, mens samtidig en rumænsk hær gik over Donau, og tyrkerne generobrede Adrianopel. Ved freden i Bukarest 10. august 1913 afstod Bulgarien Silistra med 7.525 km2 til Rumænien og overlod Serbien og Grækenland de omstridte egne om Vardar-floden og øst for Saloniki om Kavala. Ved freden med Tyrkiet 29. september beholdt dette Adrianopel og Kirkkilisse med omegn. Bulgarien vandt ved krigen 23.000 km2 nyt land med 00,.000 indbyggere, et ringe resultat i forhold til ofrene af blod og penge. Skuffelsen var stor og harmen ikke mindre over, at talrige bulgarere nu kom under græsk og serbisk åg. Året efter udbrød verdenskrigen og Bulgarien, der håbede på revanche, forholdt sig afventende, idet kong Ferdinand næppe betænkte sig på at gå til den side, hvor byttet ville falde. Ententens mislykkede Dardanellertog og Ruslands nederlag i Galizien sommeren 1915 førte Bulgarien over på Centralmagternes side. Ved tysk bistand fik Bulgarien banestrækningen gennem Adrianopel til Dedeagatsj tilbage af Tyrkiet september 1915, og efter at Mackensens tysk-østrigske hær havde overskredet Donau, angreb Bulgarien Serbien østfra 14. oktober. I løbet af 3 måneder erobredes hele Serbien, og den bulgarske hær tog stilling langs Grækenlands nordgrænse mod den fransk-engelske salonikihær. Efter Rumæniens indtræden i krigen erklærede Bulgarien det krig 1. september 1916 og erobrede med tysk hjælp Silistria tilbage og hele Dobrudja september-oktober samme år. Ved den 2. fred i Bukarest 7. maj 1918 generhvervede Bulgarien det i 1913 afståede område. Tilsyneladende havde Bulgarien fået opfyldt sine nationale ønsker, også Kavala havde det besat 12. september 1916, men den langvarige blokade opsled dets og centralmagternes kræfter. Både land og hær var grundig demoraliserede, da Franchet d'Esperey's salonikihær åbnede den afgørende offensiv 15. september 1918. Hæren brød fuldstændig sammen, og Bulgarien måtte overgive sig på nåde og unåde ved våbenstilstanden 29. september 1918. Kong Ferdinand frasagde sig tronen til fordel for sønnen Boris (s.d.), der tiltrådte regeringen 4. oktober. Forholdene i Bulgarien var efter krigen yderst dårlige, med dyrtid og trykkende finansnød. En bonderevolte november 1918 ville gøre Bulgarien til republik, men den kraftige premierminister Todoroff og den smidige Danef, finansminister, støttede kongen og hindrede voldsomme omvæltninger. Den endelige fred lod dog vente på sig, september 1919 modtog Bulgarien de allieredes fredsforslag, og 27. november samme år undertegnedes i Neuilly-sur-seine en fredstraktat af lignende art som versaillesfreden af 28. juni samme år. Bukarestfreden af 1918 annulleredes, Bulgarien afstod mindre grænseområder til Serbien og Grækenland og afstod sit landområde ved Ægæerhavet til Ententen til nærmere bestemmelse. Bulgarien forpligtedes til militær afmagt (20.000 mand med tilsvarende materiel) og til i løbet af 37 år at betale 2,25 mia. med renter, at afgive kvæg og kul til nabostaterne og udlevere personer, skyldige i overtrædelser af krigens love. Samme dato sluttede Bulgarien traktat med Grækenland om befordring af emigration af gensidige minoriteter. Uroen i landet er stadig (april 1920) voksende, og bolsjevikisk agitation menes at vinde tilhængere. Bulgariens skæbne siden 1913 har ikke været blid, men dets førere kan ikke siges at have været uden skyld deri. (HK2/1920)

• Philippopolis I, 251
• Sofia, 981
• Stara Zagora, 1189
• Adrianopel IV, 1205
• Philippopolis II, 1208
• Trnovo, 1218
• Klokotnitsa, 1230
• Adrianopel V, 1254
• Nicopolis, 1396
• Varna I, 1444
• Varna II, 1828
• Kulevcha, 1829
• Silistra, 1854
• Svistov, 1877
• Plevna, 1877
• Shipka-passet, 1877-78
• Plovdiv, 1878
• Slivnika, 1885
• se Balkankrigene
• se Første Verdenskrig
• se Anden Verdenskrig
• Balkan, 1944-45