Erich Ludendorff

Tysk generalstabschef. Ledede kampene ved Liège i august 1914. Derefter blev han sendt til østfronten som stabschef for Paul von Hindenburg. Deres samarbejde varede lige til 1918 på vestfronten.

• Liége, 1914
• Gumbinnen, 1914
• Tannenberg II, 1914
• Masuriske Søer I, 1914
• Masuriske Søer II, 1915
• Verdun, 1916
• Somme-floden I, 1916
• Aisne-floden II, 1917
• Cambrai, 1917
• Somme-floden II, 1918
• Lys-floden, 1918
• Aisne-floden III, 1918
• Belleau-skoven, 1918
• Noyon-Montdidier, 1918
• Marne-floden II, 1918
• Amiens, 1918
• Saint-Mihiel, 1918
• Meuse-floden/Argonne-skoven, 1918
• Cambrai-Saint-Quentin, 1918

Ludendorff, Erich v. (f. 1865), tysk general, født i Posen. Løjtnant i infanteriet og en tid i marineinfanteriet. Gennemgik krigsakademiet 1890-93 og foretog derefter en studierejse til Rusland. Som kaptajn og major forrettede han tjeneste dels ved infanteriet, dels i generalstaben og blev 1906 lærer i taktik og krigshistorie ved krigsakademiet. 1908 blev han oberstløjtnant og chef for generalstabens mobiliserings- og opmarchafdeling, og efter som oberst at have kommanderet et infanteriregiment overtog han 1913 som generalmajor 85. infanteribrigade i Strasbourg. Ved verdenskrigens begyndelse indgik Ludendorff i v. Emmichs gruppe og førte stormtropperne mod Liege 7. august 1914, blev derefter generalstabschef hos Hindenburg på østfronten og var således delagtig i de sejrrige operationer, der fandt sted på denne front under Hindenburgs kommando 1914-16. 29. august 1916, da v. Hindenburg overtog stillingen som »Chef des Generalstabes des Feldheeres«, fulgte Ludendorff med og blev 1. generalkvartermester i det store hovedkvarter og samtidig General der Infanterie, i hvilken stilling han virkede lige til 27. oktober 1918. Ludendorff var den store organisator og slagtænker, han forstod som få hele den indviklede og omfattende tekniske generalstabstjeneste og mestrede den fuldtud, hvorom det mægtige organisations- og stabsarbejde, der gik forud for den store offensiv 1918, er det smukkeste vidnesbyrd, og med hensyn til taktikkens udvikling under krigen udgik der fra tid til anden formålstjenstlige reglementariske bestemmelser, der alle bar præget af Ludendorffs dybe taktiske forståelse. Det er derimod blevet bebrejdet Ludendroff, at han i for høj grad regnede med afdelinger og enheder som brikker i et spil uden nogen sinde at forstå og i fornøden udstrækning at tage hensyn til krigens psykologi og troppernes moralske tilstand. I forholdet til Tysklands ledende politiske personligheder var Ludendorff altid den krænkede og forurettede. Han ønskede stedse en større og større indflydelse såvel på den indre som på den ydre politik, et krav, der naturligt medførte en uheldig rivalisering mellem hærledelsen og den ansvarlige regering. Da de tyske hæres sammenbrud var så godt som fuldbyrdet, indgav Ludendorff sin afskedsbegæring, der blev bevilget 27. oktober 1918. Han flygtede derpå til Sverige, hvor han på Hesleholmgård fra november 1918-februar 1919 skrev sine krigserindringer, som dog først blev fuldført i Berlin og udkom efteråret 1919. 1921 udkom hans »Krigsführung und Politik«. Ludendorff står som typisk repræsentant for al-tyskerne og er sikkert også denne bevægelses samlingsmærke. (HK6/1923)