Østrig

For en liste over tidlige slag udkæmpet af Østrig, se Tyske stater i Det tyskromerske Rige; Napoleonskrigene. Østrig var et selvstændigt kongedømme fra 1806 indtil 1867, da landet blev seniorpartner i et dobbeltmonarki med Ungarn. Blev en republik i 1918. I 1945 var landet skueplads for et landsomfattende slag.

Historie: (Se i øvrigt de enkelte østrigske lande og Tyskland og Ungarn). De til det senere Østrig-Ungarn hørende lande beboedes fra gammel tid af kelter; hovedstammen i det egentlige Østrig syd for Donua var norikerne. Under Augustus blev disse og deres nabostammer undertvunget af romerne, der oprettede provinserne Noricum og Pannonien (s.d.). Omtrent samtidig trængte gotogermanske folk ind i landene nord for Donau, Böhmen og Mähren, og i de følgende århundreder blev forholdet mellem romer og gotogermaner stedse vanskeligere. Folkevandringen (s.d.) gik hårdt ud over de østrigsk-ungarske lande, der dannede en overgang mellem Europa og Østen, og i 6. århundrede fulgte ny vandringer. Slaverne trængte ind mod nord i Böhmen og Mähren, mod syd i Kroatioen-Slovenien og Krain, og de mongolske avarer besatte Ungarn. De sidstes fremstødmod Vest-Europa bragte dem i kamp med Karl d. Store; ca. 800 besejrede han dem og oprettede som værn for riget markgrevskabet Østrig, kernen til det senere østrigske rige. Oprindeligt bestod det af et lille stykke land syd for Donau og øst for Enns, men det udvidedes efterhånden mod øst udover Wien næsten til den østrigsk-ungarske grænse og mod vest til Inn. Under det karolingiske forfald måtte grænsestaten tåle ny invasioner, dels fra det stormähriske riges side, dels fra magyarerne (ca. 900). Først Otto I.s sejr ved Lech 955 reddede for stedse markgrevskabet; 976 gaves det til slægten Babenberg, der regerede det til sin uddøen 1246, og hvis gennemgående dygtige fyrster (især Leopold VI 1198-1230) højnede dets anseelse og hævdede dets stilling som formur mod Østens folk. 1156 vandtes landet mellem Enns og Inn, samme år blev Østrig hertugdømme, og hovedstaden Wien fik ved den opblomstrende Donauhandel større og større betydning, 1192 tilknyttedes Steiermark og 1229 dele af Krain. Med Ungarn førtes vedblivende kampe, og 1241 dreves mongolerne tilbage. Da Babenbergerne uddøde 1246, fulgte en kortere orening med Böhmen under Ottokar II; derefter kom Østrig 1282 i hænderne på slægten Habsburg (s.d.), der siden har regeret det. Husets fyrster (fra 1454 ærkehertuger) førte en mere udpræget slægtspolitik end deres forgængere, og trods store landvindinger (Kärnten og Krain 1335, Tirol 1363, Trieste 1382) var de første 200 år af det habsburgske herredømme ikke til ublandet gavn for Østrig. Betydningsfuld var sammenknytningen med den tyske kejserkrone, der fra 1438 varede i 300 år med en afbrydelse 1519-58; Böhmen og Ungarn vandtes også for en tid, men mod den ydre glans stod indre deling og splid og deraf følgende forfald. maximilian I (1493-1519) indledede en opgang; han samlede hele Østrig under sig og vandt bla. Görz, han bragte orden på veje i det indre og sammenkaldte den første landdag. Efter hans død overlod Karl V broderen Ferdinand de østrigske lande, og da denne 1526 også blev konge i Böhmen og den vestlige del af Ungarn, var det østrigsk-ungarske rige stiftet. Som en af dets hovedopgaver var givet kampen mod tyrkerne for at drive dem ud af Øst-Ungarn, men foreløbig drog forbindelsen med Tyskland habsburgernes politik mod vest. Fra 1558 var herskeren i Østrig tillige kejser indtil 1740, da kvindelinjen habsburg-Lothringen kom til roret; 1556-1619 var de østrigske lande delt, men 1665-1918 besad hovedlinjen dem alle. I 16.-17. århundrede hærgedes riget af religiøse stridigheder; fra Böhmen forplantede kampen sig til Tyskland, og 30årskrigen udbrød. Under denne hævede habsburgerne sig til deres højeste kulmination og truede gennem Waldstein Østersøen og Nord-Europa, men krigen endte 1648 med et nederlag for kejsermagten, og tabene ved Rhinen da og i de senere krige mod Ludvig XIV vendte for en stund rigets opmærksomhed mod øst. Her lykkedes det 1699 at drive tyrkerne ud af Ungarn, og nogle år før var Ungarn blevet arveligt i habsburgernes hus. Stærkt mod øst vendte Østrig sig nu atter energisk mod den europæiske storpolitik, ved den spanske arvefølgekrig vandt det Milano, Napoli, Sardinien (1720 ombyttet med Sicilien) og de sydlige Nederlande, og da hertil 17178 efter en krig med Tyrkiet føjedes Banatet, Valakiet og dele af Serbien og Bosnien, var der dannet en mægtig storstat, hvis svaghed dog var tydelig. Kun en på én gang fast og liberal administration kunne holde et sådant rige sammen, og den fandtes ikke. Karl VI.s regering (1711-40) løb ud i tab for Østrig: 1735 Napoli og Sicilien ombyttet med Parma og Piacenza, 1739 det 1718 vundne for størstedelen atter afstået. Under Marie Theresia (1740-80) kastede Østrig fjender sig fra alle sider over landet, men det lykkedes hende at besværge stormen med tabet af Schlesien til Preussen (1742) og Parma og Piacenza til bourbonerne (1748). I det indre gjorde hun et virkeligt forsøg på ad rolig vej at skabe en administration, oprettede et statsråd og begyndte en lempelig frigørelse fra den overmægtige klerikalisme. I politikken mod øst indtrådte efterhånden den ændring, at Rusland mere end tyrkerne blev fjenden. Både Marie Theresia og sønnen Josef II (1780-90) søgte derfor på forskellig måde at hindre Ruslands fremtrængen mod syd, men uden synderligt held. 1772 vandtes en del af Galizien ved Polens 1. deling, 1774 Bukovina og 1795 resten af Galizien. Josef II.s (s.d.) af den bedste vilje udsprungne enhedsbestræbelser førte ikke til resultat. Moderens og hans forsøg på at påtvinge de forskellige nationer i riget tysk sprog vakte forbitrelse, og hans brede sociale og humane reformer var utidige i et land med så mange særinteresser som det østrigske. Han efterlod Østrig svagt, i Tyskland var det trængt ganske til side af Preussen, mod øst konkurrerede det uden held med Rusland, rundt om i provinserne gærede det. Revolutionskrigene bragte riget til undergangens rand, 1797 mistedes Milano og Nederlandene mod Venezia, Istrien og Dalmatien, 1801-05 alle italienske besiddelser samt Tirol og Vorarlberg, 1809 Salzburg, Görz, Trieste, Krain, Galizien osv. Ud af denne fuldkomne dekadence reddedes landet kun ved Metternichs statskunst. Ved sin kloge tilbageholdenhed 1813 og sin geniale politik under Wien-kongressen skaffede han 1815 Østrig dets gamle grænser tilbage mod opgivelse af Nederlandene og sikrede det en stærk stilling i Tyskland. Kejser Frans II (1792-1835) havde 1804 antaget titel kejser af Østrig kort før det gamle tyske riges ophør, men Østrig kunne også i det ny tyske forbund spille en afgørende rolle, om end dets stilling som førende amgt mod vest var svækket bed Nederlandenes opgivelse. Længere end til dette diplomatiske mesterstykke rakte den metternich'ske påtrængende indre reformarbejde, og det golde ligevægtsprincip, hvorpå den hvilede, bragte den i strid med det fremspirende nationale og demokratiske lov, som bar fremtiden. Udadtil lykkedes det i tiden 1815-48 så nogenlunde Metternich at gennemføre sin politik: ingen forandringer, ingen forstyrrelse af status quo; indadtil stagnerede alt. Kejser Frans ledede selv administrationen i uendelig smålig ånd, og under hans efterfølger Ferdinand II (1835-48) indførtes en statskonferens, der holdt alle fremskridt nede. Imidlertid begyndte de forskellige nationer i riget at røre på sig, og 1848 brød stormen løs. En bevægelse i Wien styrtede Metternich, slaver og italienere rejste sig, og Ungarn løsrev sig ganske april 1849. En forfatning april 1848 tilfredsstillede ikke, og efter at Ferdinand december samme år havde overladt regeringen til sin nevø Frans Josef, gaves en ny marts 1849. Da ungarerne nægtede at anerkende den, blev de ved russisk hjælp undertvunget, og landet erklæredes for kronland. Da italiener og slaver ligeledes var kuet, var staten atter konsolideret, og i de følgende 10 år sad reaktionen ved roret. Forfatningen af 1849 var meget lidet gunstig for de ikke-tyske nationer, og dens praktiske gennemførelse var det endnu mindre. Yderligere blev den 31. december 1851 ophævet og enevælden knæsat; 1855 sluttedes konkordat med pavestolen, og fortyskningen bredte sig. Østrig, der havde trængt den revolutionære bevægelse i Tyskland tilbage og 1850 i Olmütz tvunget Preussen til genoprettelse af det gamle forbind, syntes at stå stærkt ud- og indadtil, men skæbnesvangre fejl og ulykker i udenrigspolitikken svækkede dets stilling. Under Krimkrigen svigtede det Rusland uden derfor at vinde vestmagterne; det gamle Treforbund opløstes, og Frankrig lånte øre til italienernes klager. Krigen med Sardinien og Frankrig 1859 førte til tabet af de italienske besiddelser undtagen Venezia, og i det indre fremkaldte nederlaget et så stærkt røre, at kejseren mente det nødvendigt at bryde med enevælden. 1860 bebydedes indførelsen af en konstitutionel forfatning, men den nærmere ordning mødte store vanskeligheder. De ikke-tyske nationer krævede en rent føderalistisk konstitution og nægtede til dels ganske deltagelse i statslivet. Belcredis forsøg på at skabe en føderalistisk stat af 5 kongeriger strandede på Ungarns modstand, og først efter krigen 1866 kom et forlig i stand. Bismarcks overlegne statskunst og de preussiske våben udslettede Østrig som tysk magt, og samtidig mistede riget sin sidste italienske besiddelse. Det syntes nu henvist til at blive en Balkan-magt, om end dette først efterhånden gik op for de østrigske statsmænd. Krigens nærmeste resultat indadtil var forliget med Ungarn 1867 og skabelsen af den til 1918 gældende dualistiske forfatning. Ved denne prisgav tyskerne i Østrig deres landsmænd i Ungarn og de derboende slaver til magyarerne, idet de til gengæld håbede atkunne holde deres egne slaver nede. Dette kompromis viste sig ikke velsignelsesrigt; det var til tider næsten umuligt at tilvejebringe den nødtørftigste enighed mellem rigets to dele, og i selve Østrig gik kampene mellem tsjekker, polakker, italienere og flere på den ene, tyskerne på den anden side så vidt, at de ofte ganske standsede forfatningslivet. De første ministerier efter 1867 (Taaffe 1868-70, Hasner 1870, Potocki 1870-71, Hohenwart 1871) søgte forgæves at mægle nellem tsjekker og tyskere; Böhmen forlangte ikke uden grund en lignende stilling sim Ungarn, men Hohenwarts forslag derom strandede på tyskerne, der styrtede ministeriet. +++ (HK9/1925)

Kongerække

• se Napoleonskrigene
• Oberhollabrunn, 1805
• Aspern-Essling, 1809
  • Essling, 1809
• Wagram, 1809
• se Napoleons Hundrede Dage
• se Italiens Selvstændighedskrig
• se Ungarske opstand
• Dybbøl, 1864
• se Syvugerskrigen
• se Første Verdenskrig
• se Anden Verdenskrig
• Østrig, 1945