Josef II
Tysk-romersk kejser 1765-90, ældste søn af Frans I og Maria Theresia, fik en omhyggelig men pedantisk uddannelse og anvendtes tidlig i statsstyrelsen. Ved faderens død 1765 blev han kejser og sin moders medregent i de østrigske lande, men først efter Maria Theresias død 1780 kunne han gennemføre sine egne idéer i styrelsen. Stærk greben af den franske oplysningslitteratur og en beundrer af Frederik II ville han gøre de østrigske lande til at fasttømret enhedsstat, bygget over den oplyste enevældes principper. Hans hensynsløse omkalfatring fremkaldte omsider oprør i Ungarn og Belgien; hertil kom hans uheldige og ikke ideelle udenrigspolitik. Han bidrog før moderens død til hendes deltagelse i Polens 1. deling, som enehersker led han ydmygelse overfor Holland i Schelde-sagen, hans tilnærmelse til Katharina II bragte ham ingen fordele, og hans plan om at tilbytte sig Bayern mod Belgien krydsedes af Frederik II. Den højtstræbende, men i dogmatisme forstenede mand døde træt og mismodig. Hans reformværk har dog haft betydning for Østrigs udvikling i 19. århundrede. (HK5/1922)