Peter I Alexejevitsj, den Store

Alexejevitsj
Rusland, 1672-1725 09.05.13
Peter den Store

Russisk zar 1689-1725

Blev ti år gammel 1682 udråbt til zar af en rigsforsamling i Moskva for at fortrænge den 16-årige halvborder Ivan, som var så svag af legeme og ånd, at han ansås uskikket til at regere. Dette valg blev søgt forpurret af hans intrigante halvsøster Sofie, som fik strelitserne, hoffets næsten almægtige garde, til at gøre Ivan til medregent og til at sætte begge brødre under Sofies formynderskab. Begge blev også kronet samtidig, og Sofie fik regeringens tøjler, fra 1686 endog med titel »selvherskerinde«. Peter blev trængt tilbage, men opgav ikke sin ret. Sammen med en skare ynglinge af fornem familie fik han dannet en ny hær, og 1689 lykkedes det ham at tvinge Sofie til at nedlægge regeringen og trække sig tilbage til et kloster, hvor hun til sin død 1704 blev holdt under streng bevogtning. Peter fik herved magten og frie hænder. Ivan opgav straks enhver befatning med regeringsanliggender, og Peter kunne tage fat på sine reformplaner. Ved udenlandske venners hjælp fik han først strelitserne sat ud af spillet, hæren reorganiseret efter vesteuropæisk mønster og grundlagtbegyndelsen til et søværn. Med kraft og mangesidigt initiativ tog han også fat på at udvikle Ruslands økonomiske hjælpekilder. Han følte imidlertid, at han savnede personlig erfaring om forholdene i de lande, som skulle tjene som forbilleder, og besluttede derfor at foretage en studierejse til udlandet. Inkognito sluttede han sig til et gesantskab, som skulle gå til Nedelandene for at anmode generalstaterne om hjælp mod tyrkerne. Efter at have undertrykt en sammensværgelse mod sit liv drog Peter april 1697 af sted. I Amsterdam skiltes han fra sine ledsagere og kunne nu uhindret færdes, hvor han ville, og anstille sine undersøgelser. Han tog tjeneste som skibstømmermand og studerede derhos matematik og astronomi. Januar 1698 drog han videre til England for at fortsætte sine studier. Også her var han på færde overalt, hvor der var noget at lære. I begge lande fik han talrige praktisk dygtige mænd til at gå i russisk tjeneste. I september 1698 vendte han over Sachsen og Østrig tilbage til Moskva, hvor han straks fik sin fulde hyre med at afstraffe et nyt oprørsforsøg af strelitserne. Han deltog, rå og ubændig som han var, personlig i bøddeltjenesten, som han betragtede som »sund motion«. Derefter kastede han sig over, hvad han anså som sin livsopgave og sit kald: at reformere Rusland fra grunden af ved at indføre Vest-Europas institutioner, sæder og skikke. Han ville med ét slag gøre Rusland til en kulturstat. Det gik dog ikke så let. Han fik patriarkværdigheden praktisk talt afskaffet, bojarrådet ophævet, årets begyndelse sat til 1. januar og en mængde andre administrative reformer gennemført. Vanskeligere var det at gøre russerne til kulturmennesker efter tidens norm med vesteuropæisk tankesæt. Så megt han ændrede regeringsmaskineriet og banede vej for økonomisk fremskrift, fik han dog ikke det gammelrussiske væsen hos bfolkningen bredere lag gennemsyret af den ny kultur. Den blev nærmest kun en ydre fernis hos de højere samfundslag og næppe nok det. Det lykkedes ham ikke at grundlægge en virkelig folkeskole, heller ikke at udrydde korruptionen blandt embedsstanden. Mest udrettede han på det teknisk-økonomiske område. Ved siden af et utrætteligt og i mange retninger frugtbart arbejde på Ruslands indre udvikling satte han i sin udenrigspolitik al kraft ind på at gøre Rusland til en europæisk magt af første rang. Vejen hertil gik gennem krige. En før hans tronbestigelse påbegyndt krig med tyrkerne endte med freden i Karlowitz og skaffede Rusland adgang til det Sorte Hav (1699). Endnu samme år indgik han forbund med August II af Polen og Frederik IV af Danmark for at angribe Sverige. Denne krig endte først 1721. Han led et forfærdeligt nederlag ved Narva 1700 og ville have løbet fare for at blive fuldstændig ødelagt, hvis ikke Karl XII ved et ubesindigt tog til Polen havde firet ham ud af faren og givet ham tid til at sætte sig fast i østersøprovinserne og der 1703 lægge grundstenen til Petrograd. 8. juli 1709 led svenskerne et afgørende nederlag ved Poltava. Da også tyrkerne, tilskyndet af Karl XII, havde erklæret ham krig, så det en tid yderst farlig ud for Peter. Imidlertid kom han atter på fode, og da Karl XII 1718 faldt , og en russisk hær havde anrettet frygtelige ødelæggelser på Sveriges kyster, kunne Peter ved freden i Nystad 10. september 1721 opnå, at Sverige afstod det meste af sine østersøprovinser. Peter antog 2. januar samme år titel af kejser (tsar) over alle ruslande. 1722-23 førte Peter krigmed Persien, som mistede Derbent og Baku til Rusland. Han standsedes i sit revolutinerende reformarbejde ved en brat død 8. marts 1725, kun 53 år gammel, svækket af overanstrengelse og dsvævelser. Han var en despot uden hensyn, hvor det gjaldt at gennemføre en fattet pean, og alt for ofte, når han overfaldtes af et flygtigt lune. Ellver svar han fordomsfri oh besjælet af en oprigtig pligtfølelse som hersker og organisator. Tros fejl og laster blev han det moderne Ruslands grundlægger, og det rige, han organiserede, fik først og fremmest ved hans fremsyn og geniale politiske skabserevne forudsætningerne for at blive en stormagt. Hans såkaldte »testamente«, som spår om Ruslands vordende storhed, er et falsum, der sandsynligvis må tilskrives Napoleon I. (HK7/1924)