Karl XI (Charles XI)

  Sverige, 1655-1697
01.03.13

Konge af Sverige 1660-97, søn af Karl X. Da han som myndig 1672 overtog styrelsen, blev Sverige på grund af sin alliance med Ludvig XIV revet med i de europæiske krige, et svensk angreb på Brandenburg afsloges ved Fehrbellin, og 1675 erklærede Danmark krig i håb om at genvinde Skåne. De danske sejre til søs og landgang i Skåne bragte Sverige i fare og vakte med ét karl af det sløvsind, som hidtil havde bundet ham. Slaget ved Halmstad var et lysglimt, og Johan Gyllenstierna var utrættelig i at opflamme kongens mod og handlekraft. Det blodige slag ved Lund 4. december 1676 agjorde Skånes skæbne og fik for Karl personlig vidtrækkende betydning. 1679 sluttedes der fred med de forskellige magter, med Danmark i Lund, og denne besegledes med Karls gitermål med Ulrika Eleonora, datter af Frederik III. Sverige havde afværget farerne, men dets tilstand var sørgelig og skulle det genrejses, måtte indbringende forandringer finde sted. Gyllenstierna havde anvist Karl de veje, han skulle følge: knække rigsrådets og adelens magt ved enevælde og reduktion af jordegods, hvorved finanserne ville kunne bringes på fode, hær og flåde reorganiseres. Udadtil skulle Sverige støtte sig til et forbund med Danmark-Norge. På rigsdagen 1680 vedtoges reduktion i stor stil, og rådets indflydelse stækkedes, så at enevælden dermed faktisk var indført. Rigsdagen 1682 fuldstændiggjorde den, idet kongen nu også fik lovgivningsmagten i sin hånd. Samtidig udstraktes reduktionen og iværksattes med stor hårdhed. Derved fyldtes skatskassen, hærvæsenet ordnedes, flåden reorganiseredes og fik et nyt leje i Karlskrona; centralisation, orden og sparsommelighed gennemførtes i hele statsstyrelsen. Retsvæsenet var særlig genstand for Karls omsorg, og en lovkommission nedsattes. De skånske provinser knyttedes nærmere til Sverige, bl.a. ved genoprettelsen af universitetet i Lund og indførelse af svensk lov og ret. Næringslivet blomstrede, men 1696-97 hjemsøgtes landet af en stærk misvækst og hungersnød. Karl var selv sjælen i statsstyrelsen. Skønt svag af legeme helligede han sig sin gerning med brændende energi og en kraft, som grænsede til hårdhed, særlig overfor adelen, der ubarmhjertigt plyndredes gennem reduktionen. Og Karls ordenssans og sparsommelighed kunne til tider bære smålighedens præg. Med Ulrika Eleonora havde han sønnen Karl samt døtrene Hedvig Sofia og Ulrika Eleonora. (HK5/1922)