Karl
XII af Sveriges invasion af Rusland havde vendt sig til noget nær
en katastrofe i løbet af vinteren 1708-09. Hans forsyningskolonne
fra Riga var praktisk talt blevet ødelagt under vejs, og de forventede
kraftige forstærkninger fra kosakkerne under hetman Ivan
Mazepa viste sig at være mindre end 2.000 mand. En streng vinter
i Ukraine reducerede antallet af kampduelige svenskere til 20.000. Ikke
desto mindre genoptog Karl offensiven i maj, hvor han lagde byen Poltava
på den højre bred af Vorskla-floden (en biflod til Dnieper),
135 km sydvest for Kharkov, under belejring. Men nu var det overtag som
svenskerne hidtil havde nydt over russerne forsvundet. Karl havde kun
lidt artilleri tilbage og kun en lille mængde krudt. På samme
tid havde Peter
I, den Store, samlet en hær på 60.000 russere for at prøve
på at hæve belejringen af Poltava. I juni sendte zaren alle
sine tropper på nær 10.000 mand over Vorskla til den vestlige
side, nord for byen og de svenske belejringslinjer. Her forskansede ruserne
sig bag adskillige redouter, som blev dækket af artilleriild.
Den svenske hær kunne ikke modstå en kontrabelejring
og indledte den 8. juli et altomfattende angreb på de russiske positioner.
Karl, som var blevet såret i foden nogle få dage forinden,
blev båret i kamp på en båre. Kanonild fra redouterne
var ikke i stand til at stoppe det tapre svenske angreb. De russiske linjer
skælvede men brød ikke sammen, og deres artilleri- og musketild
krævede en frygtelig pris. Da angrebet viste tegn på at vakle
efter to timers voldsom kamp, sendte Peter sine store antal frem i et
fejende kontraslag. Svenskerne, som var overlappet på begge fløje,
begyndte at falde tilbage, først stædigt og derefter i vild
uorden. Russerne pressede frem og klemte svenskerne ud på en smal
vinkel dannet af Vorskla- og Dnieper-floderne. Hele den invaderende hær
blev dræbt eller taget til fange undtagen Karl og omkring 1.500
følgesvende, som undslap sydpå ind på tyrkisk territorium.
Den russiske sejr ved Poltava rangerer som et af de
afgørende slag i historien. Den afsluttede for alting den svenske
militærmagt. Omvendt markerede slaget begyndelsen på russisk
herredømme i det østlige Europa. Mens Karl XII havde været
ved at underlægge sig Polen, havde Peter I grundlagt Sankt Petersborg
(Leningrad), hans »vindue til Europa«, ved Den finske Bugt.
Sejren over den svenske monark ikke alene bevarede denne maritime udløb,
men overvandt også hans vigtigste rival om overherredømmet
i Østersøen.