Sachsen
Tyskland, Europa 07.11.22

Historie: Navnet Sachsen har været brugt om forskellige landsdele. Oprindelig betegnede det sachsernes (s.d.) hjemsted, egnene om Elbens munding til ned mod Rhinen, hvorfra de bredte sig mod syd og øst og til England. Efter en heltemodig kamp mod Karl d. Store 772-804 blev de undertvungne og kristnede, og landet lagdes 843 under Ludvig d. Tyske. For at have en fører mod deres mange fjender valgte sachserne imidlertid i 9. århundrede en egen hertug; den første var Bruno (d. 880), og da hans sønnesøn Henrik i 912 blev tysk konge, blev hertugdømmet Sachsen ledende i Tyskland. Ved år 1000 var dets nordgrænse Eideren og vestgrænsen Elben, det omfattede Holsten, Hannover, Westphalen, Braunschweig m.m. 950 gaves det af Otto I til billungernes slægt, der under de saliske kejsere indtogen ledende stilling i oppositionen mod kejsermagten. Da huset uddøde 1106, gaves Sachsen til Lothar af Supplinburg, der som tysk konge (1137) overlod hertugdømmet til welferen Henrik d. Stolte af Bayern. Denne måtte kort efter overlade det til Albrecht der Bär af Brandenburg, men 1142 genvandtes landet af Henrik d. Stoltes søn Henrik Løve, der udvidede det mod øst ved kampe med slaverne og grundede en stærk og selvstændig fyrstemagt i Sachsen og sit andet land Bayern. Ved sit fald 1180 mistede han begge dele, og Sachsen indskrænkedes betydeligt, idet welferne fik Braunschweig tilbage og Westphalen blev rigsumiddelbart. Det ny hertugdømme Sachsen, der kun bestod af landet ved Elben, gaves til Albrecht der Bärs søn Bernhard af Askanien; det deltes 1260 i Sachsen-Lauenburg (Nedre-Sachsen) og Sachsen-Wittenberg (Øvre-Sachsen), og begge linjer gjorde krav på kurfyrsteværdigheden, der 1356 tildeltes Sachsen-Wittenberg. I Sachsen-Lauenburg uddøde det askaniske hus 1689, og regeringen gik over til Braunschweig-Lüneburg. Askanierne i Sachsen-Wittenberg uddøde 1422, og kejser Sigismund gav landet til det endnu regerende hus wettin, der desuden herskede i Meissen med Dresden og Leipzig og Thüringen. Disse udstrakte lande og Sachsen-Wittenberg sammenfattedes fremtidig under navnet Sachsen, Øvre-Sachsen eller Kur-Sachsen, mens Sachsen-Lauenburg hed Nedre-Sachsen, senere Hannover. 1485 deltes Sachsen-Wittenberg mellem brødrede Albrecht og Ernst i de albertinske og ernestinske lande; Ernst fik kurværdigheden, det gamle Sachsen-Wittenberg og Thüringen, mens Albrecht fik Meissen. Af den ernestinske linje var Frederik d. Vise (1486–1525), Johan d. Bestandige (1525–32) og Johan Frederik d. Højmodige (1532–47), luthervenlige, mens albertineren Georg d. Skæggede (1500–39) var ivrig katolik. Sachsen indtog en ledende stilling blandt protestanterne, indtil albertineren Morits (1541–53) sluttede sig til kejseren og derved vandt kurværdigheden samt ved kapitulationen i Wittenberg 1547 næsten alle de ernetinske lande. Johan Frederik beholdt kun en del af Thüringen, der i de følgende år udvidedes noget, men efter hans død deltes mellem hans sønner. Hans sønnesøn Johan (d. 1605) blev stamfader til de nuværende ernestinere, der efterhånden deltes i 4 linjer, Sachsen-Weimar-Eisenach, Sachsen-Altenburg, Sachsen-Koburg-Gotha og Sachsen Meiningen-Hildburghausen. – Den albertinske linje vedblev at regere i hovedlandet. Under Morits' efterfølgere August (1553–86), Christian I (1586–91) og Christian II (1591–1611) var landets anseelse inden for protestanterne i nedgang, bl.a. pga. de heftige religionsstridigheder; derimod forbedredes styrelsen og næringsvejene ophjalpes. Under 30årskrigen indtog Johan Georg I (1611–56) en vaklende holdning; han vandt Lausitz, men landet blev frygtelig plyndret af svenskerne. Johan Georg II (1656-80) indrettede til trods herfor en pragtfuld hofholdning og gjorde Dresden til et kunstcentrum. Sine 3 brødre overlod han efter faderens testamente hver sin landsdel, og således opstod linjerne Sachsen-Weissenfels, Sachsen-Merseburg og Sachsen-Zeitz, der alle uddøde i 18. århundrede, hvorefter landene faldt tilbage. Johan Georgs ødselhed fortsatte under hans sønnesøn Frederik August I (1694–1733) og dennes søn Frederik August II (1733–63), og hertil kom en for Sachsen fordærvelig politik. August I gik 1697 over til katolicismen og valgtes samme år til konge i Polen. Hermed mistede Sachsen for stedse sin stilling inden for de tyske protestanter, og dets deltagelse i den nordiske krig bragte det ingen fordele. Under August II svingede det mellem Preussen og Østrig og led overordentligt 1756. 1763 opløstes forbindelsen med Polen, og Frederik August III (1763-187) arbejdede ivrig på landets opkomst; hans tilslutning til Napoleon skaffede ham 1806 kongetitel og 1807-14 regeringen i hertugdømmet Warszawa, men havde efter slaget ved Leipzig nær kostet ham hans land. Resultatet blev en deling af Sachsen, hvorved Preussen fik 20.00 km² med 860.000 indbyggere (den nuværende provins Sachsen), mens Sachsen indskrænkedes til 15.000 km² med 1.200.000 indbyggere. Forfatningsstridigheder optog de følgende år. Under Anton (1827-36) fremtvang julirevolutionens dønninger 1831 en ny forfatning, men under Frederik August II (1836-54) herskede reaktion, uroligheder 1848-49 dæmpedes, til dels ved preussisk hjælp, og 1850 var den liberale bevægelse kuet. Under Johan (1854-73) blev Beust premierminister og førte et ret frisindet styre, mens han udadtil ville samle småstaterne mod Preussen og Østrig. 1866 stod Sachsen naturligt på østrigsk side, men blev hurtig besat af preusserne. Frans Josef og Napoleon hindrede Sachsens anneksion, som kong Vilhelm ønskede, og Sachsen indtrådte i det nordtyske forbund. I kongerigets sidste 45 år (Albert 1873-1902, Georg 1902-04, Frederik August III 1904-18) gav valgretsspørgsmålet anledning til strid. Da valgloven af 1867 tillod en stærk vækst af Socialdemokratiet, mens de nationalliberale trængtes tilbage af de konservative, indførte man 1896 et treklassesystem med indirekte valg, hvorefter socialisterne forsvandt fra Landdagen. Da dette imidlertid stod i skrigende misforhold til de virkelige forhold (1903 var all rigsdagsmænd fra Sachsen socialister på én nær, 1907 8 af 23, 1912 19 af 23), måtte regeringen bekvemme sig til en valgreform. Efter flere forsøg gennemførtes en sådan 1908, og de første landdagsvalg fandt sted okt. 1909. Intelligens og kapital var stærkt beskyttet ved den ny lov, og der valgtes 30 konservative, 28 nationalliberale, 25 socialdemokrater og 8 frisindede. Regeringen var stadig konservativ, indtil bevægelsen i folket 26/10 1918 mødte ministeriet Vitzthum v. Eckstädt til at træde tilbage, hvorefter den nationalliberale Heinze (s.d.) dannede et ministerium til gennemførelse af almindelig valgret og parlamentarisk styre. 11/11 samme år blev imidlertid kong Frederik August afsat og republikken proklameret. Ved landdagsvalgene feb. 1919 fik flertalssocialisterne 42 mandater, de uafhængige 15, demokraterne 22, de tysk-nationale 12, det tyske folkeparti 4, og socialisten Gradnauer dannede et ministerium, hvori der senere indtrådte 2 demokrater. Sachsen er et af kommunismens centrer i Tyskland, og der har gentagne gange fundet voldsomme uroligheder sted; april 1919 blev krigsminister Neuring druknet i Elben og marts 1920 huserede friskareføreren Hölz med mord og brand i Vogtland. +++ (HK8/1925)