Irland

Historie: Ældste tid til 1690. Intet folk har en sagnhistorie så rig og storslået som den irske; helt tilbage til 3.000 f.Kr. fører den gamle irske digtning fortællingerne om Erins tapre heltekonger. Alt dette er naturligvis uhistorisk; den oprindelige befolkning var sikkert iberisk, og først senere indvandrede kelterne (s.d.). Romerne nåede ikke at besætte Irland, Hibernia; først 431 kommer hellig Patrick (s.d.) dertil. Kristendommen vinder hele øen i løbet af 6. århundrede, og i det hele den ældre middelalders kultur spillede den keltiske kirke (s.d.) en fremtrædende rolle. Meget af denne kultur gik til grunde, da normannerne (»østmændene«), især nordmænd, begyndte at hærge Irland fra 8. århundrede og efterhånden grundede flere vikingeriger. Irland var da splittet i 5 valgkongeriger: Ulster, Leinster, Munster, Connaught og Meath, hvortil yderligere kom de mange, indbyrdes uenige klanhøvdinger. Først heltekongen Brian lykkedes det ved Clontarf 1014 at standse normannernes erobringer, hvorpå de efterhånden blandedes med irerne og antog kristendommen. Efter Brians fald fortsattes det irske anarki, der til sidst lod al kultur gå til grunde og gav englænderne herredømmet, da Henrik II drog over til Irland 1171 og erobrede Leinster med Dublin og Munster. Den erobrede del af Irlands østkyst, the Pale, fik engelsk lovgivning og styrelse, fra 1295 også eget parlament, mens det uafhængige Irland middelalderen igennem fortsatte de oprivende klanstridigheder. For at hindre, at de engelske kolonister gik op i den indfødte befolkning, forbød de berygtede kilkenny-love (1366) bl.a. ethvert ægteskab mellem irer og englændere. Flere gange søgte irerne at forjage de fremmede voldsmænd, men forgæves; selv Rosekrigen (1455-85) kunne kun svække fremmedherredømmet, men ikke skaffe irerne friheden. Henrik VII's kraftige statholder Poynings (1494-96) kuede ethvert oprørsforsøg, og Poynings Bill 1495 fastsatte, at ingen lov måtte forelægges det irske parlament, før den var billiget i kongens Privy Council. Henrik VIII indførte til stor forbitrelse sin ny kirkeordning på Irland, og under Elisabeth blev den katolske kirkes gods givet til den anglikanske statskirke. Samtidig udvidedes nu det engelske herredømme over hele øen, og man påbegyndte de barbariske konfiskationer af hele klaners jordområde, hvorved grunden lagdes til Irlands senere agrariske misère. Følgen blev en række opstande støttede af paven og Filip II, den farligste 1595-1603 ledet af Hugh O'Neill (s.d.). Nu blev de gamle nationale love ophævede, engelsk lovgivning indførtes i hele Irland, og efter oprør konfiskeredes 2/3 af Ulster til fordel for engelske kolonister. Under Jakob I og Karl I fortsattes den samme uretfærdigheds- og konfiskeringspolitik (Wentworth (s.d.) 1633-40). Frygten for puritanernes hadefulde intolerance bragte til sidst oprøret i lys lue 1641; en mængde englændere myrdedes, men hævnen blev endnu grusommere; Cromwell drog over med en hær (1649-52), enhver modstand blev knust, og man fattede den umenneskelige plan, at alle »oprørske papisters« jord skulle konfiskeres, og de selv sammentrænges i Cannaught. Denne koloniseringsplan udførtes dog kun til dels, idet de nye jordejere ofte solgte til irerne eller gik op i den indfødte befolkning. Karl II opgav hurtigt irernes sag, hvorimod den katolske Jakob II søgte at støtte sig til dem i kampen for Englands trone; han blev imidlertid slået af Vilhlem af Oranien ved Boyne-floden 1690, og dermed var Irlands undertvingelse givet. — Tvangslovenes tid. Ved overenskomsten i Limerick 1691 mente irerne at have fået religionsfrihed, men protestanternes intolerance berøvede katolikkerne næsten alle medborgerlige rettigheder: valgret og valgbarhed til det irske parlament samt adgang til alle vigtige embeder. Blandede ægteskaber umuliggjordes, og undtagelseslove gav overalt protestanterne fordele fremfor katolikkerne. Økonomisk blev Irland fuldstændig udpint; allerede 1665 og 1680 udstedtes forbud mod udførsel af landbrugsprodukter til England, og da man lagde sig efter fåreavl og uldindustri, blev også eksport af uldvarer forbudt 1698 for ikke at udsætte Englands industri for konkurrence, så at følgen blev en knugende fattigdom, tilmed da de rige engelske godsejere fortærede deres store indtægter uden for Irland; men tvangspolitikken forfejlede dog sit mål, katolikkerne svigtede ikke deres tro for at vinde de fordele, protestanterne nød godt af, og disse kunne heller ikke nå frem til Irlands økonomiske interesser. Derfor gav også den ulmende harme sig stadig luft i voldshandlinger og mindre opstande (White Boys, 1760erne s.d.). — Den nordamerikanske frihedskrig bevirkede dig en større hensyntagen til irernes krav, navnlig under ledelse af H. Grattan (s.d.); 1780 ophævedes handelstvangen, 1782 Poynings Act og andre indskrænkninger i det irske parlaments selvstændighed, og katolikkerne fik forskellige indrømmelser, 1793 ved Relief Act valgret (ikke valgbarhed) og adgang til lavere embeder. Heller ikke udeblev virkningerne af den franske revolution; United Irishmen (s.d.), stiftet 1791 af Wolfe Tone (s.d.), krævede fuld ligestilling for katolikkerne og løsrivelse fra England ved fransk hjælp, mens Defenders (s.d.) og Orangister (s.d.) voldsomt bekæmpede hverandre. De franske landgangsforsøg førte sig ikke til noget, oprøret 1798 kvaltes i blod, og med bestikkelse og tvang gennemførte Pitt unionen med England i det irske parlament (juni 1800). — Unionen med Storbritannien. Samtidig med ophævelsen af det irske parlament burde katolikkerne have haft fuld politisk frihed, men da de blev narrede herfor og stadig tilsidesattes af det protestantiske bureaukrati, begyndte en energisk agitation for deres emancipation, især ledet af D. O'Connell (s.d.). For at undgå borgerkrigen måtte toryerne selv 1829 gennemføre testaktens ophævelse og dermed katolikkernes politiske frihed, og i tiden efter valgreformen 1832 indførte det liberale parti forbedringer i skole- og fattigvæsen, i fæsternes stilling, samt delvis nedsættelse af tienden. Dette tilfredsstillede langtfra irerne, de ville fuld politisk frihed, og 1833 rejste O'Connell kravet om repeal, dvs. tilbagekaldelse af unionen; agitationen herfor antog truende dimensioner, men bevægelsen døde hen, da intet praktisk resultat opnåedes. — De agrariske misforhold var imidlertid blevet utålelige; jordens ulige fordeling og fæsternes og jordarbejdernes usikre stilling var følgerne af fortidens konfiskeringspolitik, hvortil kom en stadig stigende folkemængde (1803 5,3 mio., 1845 6,3). Kartofler blev mere og mere den store, fattige landbefolknings hovedføde, og da der efter misvækstårene 1845-46 fulgte hungersnød, begyndte den vældige emigration til de Forenede Stater, som i løbet af den følgende tid affolkede øen (1881 5,1 mio.); ellers havde Irland ro i flere år, og de økonomiske forhold bedredes. Linnedindustrien blomstrede op, jordbrugsforholdene bedredes gennem udstykning af forældede storgodser efter J. Russels Encumbered Estates Act 1848. Men i 1860erne tog uroen til igen som følge af agitationen fra fenierne i Amerika (J. Stephens, O'Donnavan Rossa, s.d.) med deraf flydende oprørsforsøg, attentater og voldshandlinger. – Den første, der nu indså, at man skyldte irerne retfærdighed og burde yde den, var Gladstone. 1869 ophævede han den meningsløse anglikanske statskirke i Irland, og ved landloven 1870 betryggedes fæsternes retlige stilling. Men dette var for irerne kun afdrag på gammel gæld; 1872 rejstes kravet om Home-Rule, og i Parnell (s.d.) fik bevægelsen sin leder. Sammen med de politiske krav fulgte de agrariske; 1879 stiftede Davitt (s.d.) »Landligaen«, der tilsigtede en udstykning af odserne til de forarmede fæstere og ikke tog i betænkning at anvende voldsomme midler (boycotting). Unde disse forværrede forhold måtte Gladstone give en streng tvangslov (marts 1881) for at skaffe ro, opløse Ligaen og fængsle førerne; men samtidig gav en ny landlov (august 1881) fæsterne køberet til gårdene og adgang til at få afgifterne rimeligt fastsatte. Da voldshandlingerne stadig fortsattes, ændrede Gladstone politik og løslod Parnell og andre førere maj 1882, men det få dage efter følgende mord på Lord Cavendish (s.d.) gav atter gensidige forbitrelse luft, så tvangspolitikken blev herskende, til Gladstone april 1886 forelagde sit store Home-Rule forslag. At dette forkastedes vakte voldsom forbitrelse i Irland; »Nationalligaen« (dannet 1882) ophidsede fæsterne til ikke at betale deres afgifter, i tusindvis blev disse forjaget fra gårdene, og de »agririske« forbrydelser straffedes med hårdhed. I de følgende år 1887-91 var Balfour minister for Irland; hans styre var klogt men strengt, mens han samtidig virkede energisk for Irlands økonomiske udvikling og fremkomsten af en selvejende bondestand. Allerede 1885 gav lord Ashburnes landlov statslån til fæstere, der ville købe, og nedsatte en jordkommission Land Court, og 1891 udvidede Balfour denne lov betydeligt ved sin Land Purchase Act. Vel var der hermed sket fremskridt og uroen mindsket, især ved nationalistpartiets sprængning 1890 pga. Parnells ægteskabssag; men landboreformerne var langtfra fyldestgørende i irernes øjne, februar 1893 fremagde Gladstone derfor sin anden Home-Rule Bill, og det lykkedes ham virkelig at få den vedtaget i Underhuset. Overhuset forkastede den imidlertid ubarmhjertigt, og i Roseberys følgende kabinet kunne Morley, Islands minister, ikke engang gennemføre sine irske jordreformer. Selv om de konservative ikke ville hæve unionen,indså de dog, at den af Gladstone anviste vej måtte følges; 1896 udvidede en ny omfattende landlov de foregående, 1898 omorganiseredes Irlands kommunalforvaltning efter det engelske selvstyreprincip med grevskabs- og kredsråd, og 1899 fulgte oprettelsen af Board of Agriculture med Plunkett som leder (indtil 1907), også til gavn for Irland. For irerne er alt dette dog stadig ikke nok, de vil først og fremmest fuldt politisk selvstyre (Home-Rule) og dernæst generhvervelsen af deres fædres jord, helst ved fordrivelse af de forhadte englændere. 1898 dannede derfor W. O'Brien United Irish League, der gav stødet til en ny række agratiske uroligheder, særlig kvægdrivning (s.d.), så at tvangslovene atter 1902 blev sat i kraft, og 1900 lykkedes det J. Redmond (s.d.) igen at samle det sprængte nationalistparti om Home-Rule programmet. For at råde endelig bod på den agrariske nødstilstand blev da en ny landlov givet af G. Wyndham, minister for Irland 1900-05. En godskommission (Estate Commissioners) fik beføjelse til at købe gods og sælge til fæsterne; hertil bevilgedes over 100 mio. £, men da dette i længden viste sig at være for lidt, forøgedes summen yderligere i fæsternes interesse ved Birrells landlov december 1909. Et længe næret ønske opfyldtes, da Irland fik et nationalt, katolsk universitet i Cork (juli 1908). – +++ (HK5/1922)

• Clontarf, 1014
• Dundalk, 1318
• Kinsale, 1601
• Rathmines, 1649
• Drogheda, 1649
• Wexford, 1649
• Londonderry, 1689
• Boyne-floden, 1690
• Aughrim, 1691
• Limerick, 1691
• Vinegar Hill, 1798
• Dublin, 1916