Rusland

Europa 04.08.18

De større slag og krige udkæmpet under navnet Rusland og senere USSR er oplistet herunder.

Alexander Nevski
12xx
Ivan III den Store 1462-1505
Ivan IV den Skrækkelige
1533-1584
Fjodor 1. Boris
1584-1598
Boris Godunof 1598-1605
Vladislav af Polen
1610-1613
Slægten Romanov
Mikael Fjororovitsj
1613-1645
Alexej Mikajlovitsj
1645-1676
Fjodor 3.
1676-1682
Ivan 5. og Peter 1.
1682-1696
Peter I den Store
1696-1725
Katatrina 1.
1725-1727
Peter 2.
1727-1730
Anna Ivanovna
1730-1740
Ivan 6.
1740-1762
Elisabeth
1741-1762
Slægten Holsten-Gottorp-Romanov
Peter 3.
1762
Katatrina 2. den Store
1762-1796
Paul I
1796-1801
Alexander I
1801-1825
Nikolaj I
1825-1855
Alexander 2.
1855-1881
Alexander 3.
1881-1894
Nikolaj 2.
1894-1917

 

Historie: Den græske historieskriver Herodot (5. århundrede f.Kr.) fortæller, at nord for det Sorte Hav boede skyther og sarmater, halvvilde blandingsfolk, som det var farligt at komme ud for. De er imidlertid forsvundet, før den skrevne historie tager sin begyndelse. Ind over dem sprængte sig nordfra slaviske stammer, som havde sat sig fast i de umådelige skovlande i den vestlige del af det nuværende Rusland mellem Ladoga mod nord, og de store steppestrækninger mod syd, på begge sider uden adgang til havet. Fra dette var de afspærret af de finske folkestammer rundt om Østersøens østlige bugt og af tyrkiske folkeslag, som beherskede det Sorte Havs kyster. De slaviske stammer var ved deres histories begyndelse et udpræget indlandsfolk. De havde endnu ingen fast statsorganisation, men i krig samlede de sig under en fælles fører. De drev jordbrug og kvægavl, jagt og fiskeri, og boede som regel i landsbyer. Tidlig opstod også virkelige byer. Allerede i begyndelsen af 9. århundrede underholdt disse handelsforbindelser både med de skandinaviske lande og md det græske rige; fra dette førte der langs de store russiske floder en befærdet handelsvej op til Østersøen og videre nordpå. I løbet af 9. århundrede underkastede nordiske vikingeskarer, navnlig fra Sveriges østkyst, sig kystlandene om den Finske Bugt og trængte derfra stadig længere mod syd og øst, gennem de slaviske stammers lande, ja helt frem til Byzans. Her kendtes de under navnet varanger (græsk varangoi), varjager eller i nordisk form »væringer«. En nordisk stammehøvding Rurik (s.d.) grundlagde, efter sigende 862, syd for Ladoga et fyrstendømme, som i kraft af nordboernes samfundsbyggende evner blev kærnen til det vordende russiske rige (sml. Russer). Novgorod (»Nybyen«) blev hans residens. Andre væringer tog længere ysdpå byen Kijef og landet derom i besiddelse. Nordboerne erobrende indtrængen fortsattes også efter Ruriks død (879). Hans slægtning og efterfølger Oleg (=Helge), som 879-912 førte regeringen for hans umyndige søn Igor (=Ingvar), slog de to nordiske hovedfyrstendømmer sammen og gjorde Kijef til det ny russiske riges hovedstad; dets magt befæstede han ved et krigstog mod Byzans. Olga (=Helga), som indtil 964 regerede for sin umyndige søn Svjatoslaf (964-72), gik 957 over til kristendommen og lod sig døbe i Byzans, idet hun antog navnet Helena. Først hendes sønnesøn, Vladimir (980-1015), gjorde kristendommen i dens græsk-katolske læreform, men forkyndt i slavisk tunge, til sit riges herskende religion. Tilnavnet »den hellige« var hans løn. Efter Vladimir, ligesom tidligere efter Svjatoslaf, stredes sønnerne om magten. Endelig lykkedes det den yngste af dem, Jaroslaf, at få overmagten, hvorefter han herskede som storfyrte af Kijef 1034-54. Ved at fremme undervisning og lærdom skaffede han kristendommen tryggere fodfæste, og han samlede den første russiske lovbog, Russkaja pravda. Ved denne tid var forbindelserne med det skandinaviske Norden vistnok endnu ikke helt ophørt, men de varjagiske »russer« var fuldstændig smeltet sammen med de slaviske folk, de engang havde undertrykt. Også Jaroslaf delte riget mellem sine sønner. Havde der været ufred med brodermord før, blev det nu værre. Under voldsomme indre stridigheder mellem tronkrævere smuldrede riget hen. Borgerkrige rasede i over 150 år, og der opstod en mængde mere eller mindre selvstændige småfyrstendømmer. Disse var hver for sig for svage til at kunne sætte synderlig magt mod de i begyndelsen af 13. århundr ede fremtrængrnde mongoler (tatarer). Under den mægtige høvding Djingiz-Khan havde disse 1222 besejret alanernes stamme nord for Kaukasus og lagt Krim under deres herredømme. Herfra truede de russerne, som led et knusende nederlag ved floden Kalka 1224; dermed var hele det sydlige Rusland i mongolernes besiddelse. I et fjerdedel årtusinde lå nu Rusland under asiaternes herredømme (1224-1480). Når undtages de nordligste provinser, som hørte til fyrstendømmet Novgorod, blev de russiske lande omkring 1240 underlagt det af Djingiz-Khans sønnesøn Batu grundlagte Khanat Kiptsjak eller »den gyldne horde«, hvis hovedstad var Saral ved Volgas biflod Aktuba. Her sad mongolernes khan, indsatte og afsatte efter forgodtbefindende Ruslands fyrster og var gennem sine skatteopkrævere en svøbe for Ruslands folk. Dog kunne de rusiske valsafyrster, uden at mongolerne blandede sig i det, føre krig med andre fjernder. Under Alexander Nevski, en tapper kriger, der 1240 sejrede over svenskerne ved Neva (deraf »Nevski«) og 1241 over de livlandsk-tyske sværdriddere på isen på Peipus-søen, som det sidst også Novgorod i afhængighedsforhold til mongol-khanen. Alexanders yngste søn Daniil fik fyrstendømmet Moskva, hvis magt og indflydelse han grundfæstede. Under hans søn erhvervedes værdigheden af »storfyrste«. I sin hovedstad byggede Daniils sønnesøn Ivan I (1328-40)den befæstede borg »Kreml«. Han fik også byen Moskva gjort til Ruslands religiøse midtpunkt. Endelig formåede russerne under iVans sønnesøn Dmitrij IV (1362-89) at rejse sig; han slog mongolerne ved Don 1380. Vistnok måtte Moskva, efter at være stormet og plyndret af mongolerne 1382, atter underkaste sig disses overhøjhed, men russerne havde set, at deres undertrykkere ikke var uovervindelige. Der gik imidlertid endnu et århundrede, før »den gyldne hordes« magt var endelig brudt (1480). Ruslands nationale genrejsning begyndte under Ivan III (1462-1505). Med hans samling af Rusland mod fremmedherredømmet oprandt en ny tid. Storfyrstendømmet Moskav blev kernen i det ny russiske rige, som i Ivans tid nåede en udstrækning af 2,25 mio. km2. Han kaldte sig »storfyrst og selvhersker« (Gosudar, dvs. suverænhersker, også samodersjets, selvhersker) over hele Rusland.« Hans sønnesøn Ivan IV »den Skrækkelige« (1533-84) indlemmede khanaterne Kasan 1552 og Astrakan 1557 i det russiske rige, til hvis zar han 1547 havde ladet sig krone. Under ham erobrede Jermak Sibirien. Men Ivan havde ikke altid krigslykken med sig; det lykkedes således 1571 krimtatarerne at indtage og brænde Moskva og slæbe med sig 100.000 mennesker som krigsfanger. 1583 måtte Ivan afstå Livland og en del helt russiske grænsebyer til Sverige. Ivans grusomhed gik navnlig ud over adelen, hvis magt han hensynsløst søgte at stække. Ellers var han påvirket af Vest-Europas kultur og vilde overføre den til sit rige. Ivans søn Fjodor I (1584-98) var den sidste hersker af Ruriks stamme, en svag mand, helt under indflydelse af sin svoger Boris Godunof, som tragtede efter tronen og derfor vistnok lod den uskadelige Fjodors yngre broder Dmitrij myrde (1591). Boris nåede sit mål og valgtes til zar (1598-1605), lagde også stor dygtighed for dagen, men fik folket imod sig, da landet 3 år i træk hjemsøgtes af hungersnød. En eventyrer benyttede sig af den gærende utilfredshed, udgav sig med støtte af polakkerne og jesuitterne for den myrdede Dmitrij (»den falske Demetrius«), fandt stor tilslutning, besejrede zaren ved Desna 1604 og kunne efter Boris' pludselige død 1605 rykke ind i Moskva. Men usurpatorens lykke varede ikke længe; 1606 blev hsn myrdet. Der rådede nu i flere år et fuldstændigt anarki. Endelig gjorde en folkerejsning ende på forvirringen, og 21. februar 1613 blev den 17årige fyrst Michail af den med Ruriks dynasti beslægtede familie Romanof udråbt til zar. Dynastiet Romanof indehavde tronen til 1762. Michael Fjodorovitsj (1613-45) tilvejebragte fred udad og orden indad, men freden blev rigtignok købt med afståelser, af Karelen og Ingermanland til Sverige ved overenskomsten i Stolbova 1617, og af Smolensk, Tsjernigof og Seversk 1634 til Polen, mod at den polske konge gav afkald på at benytte zartitelen. Hans søn Alexej Michailovitsj (1645-76) berøvede atter Polen disse provinser og desuden næsten hele Lille-Rusland. Skønt han 1671 måtte bekæmpe et vidt udbredt oprør, anført af kosakhøvdingen Stenka Rasin, formåede Alexej at styrke dynastiets og rigets magt, stækkede gejstlighedens indflydelse, reformerede kirkeritualet og lod udarbejde en ny rigslovbog. Hans søn Fjodor III (1676-82) fortsatte de af faderen påbegyndte reformer, men døde snart. Fjodors halvbroder Peter Alexejevitsj blev udråbt til zar; men kejsergarden, de såkaldte streliser, satte med magt igennem, at han og hans ældre åndsvage broder Ivan begge blev sat på tronen under formynderskab af deres kloge og ærgerrige søster Sofia (1682-89), som også antog titelen »selvherskerinde« og straks søgte at rydde Peter af vejen. Peter undgik den tiltænkte skæbne, samlede et parti om sig, fik søsteren uskadeliggjort og 1689 forvist til et kloster og var dermed enehersker. Med Peter I, d. Store (1689-1725), indtræder det betydningsfulde vendepunkt i Ruslands historie. Riget åbnes for alvor for europæisk kulturpåvirkning, samtidig med at det bliver en magtfaktor af rang i Europas politik. Endnu havde Rusland kun det fjerne og vanskelig tilgængelige Archangel som eneste søhavn. Men Peter forstod, at riget måtte åbnes ud mod havet, hvis det ikke skulle standses i sin udvikling. Han gav derved for alle tider den russiske politik et stort og ideelt mål. Det første skrift på vejen mod dette var erobringen af Asof (1696), i hvis nærhed han grundlagde krigshavnen Taganrog, 1697-98 foretog han udstrakte rejser for personlig at lære den europæiske kultur at kende, før han for alvor gav sig i lag med sin mangesidige og indgribende reformer. Intet område at stats- og samfundslivet forblev helt uberørt af hans omstøbningslyster. Forfatningen ændredes ved, at et senat trådte i stedet for det tidligere råd af bojarer; patriarkværdigheden ophævedes og erstattedes af »den hellige synode«, som øverste kirkelige myndighed; hæren omorganiseredes ved hjælp af indkaldte udenlandske officerer; adademier, skoler af enhver art og bogtrykkerier oprettedes; vesteuropæiske moder blev påtvunget folket, mens gammel russisk sæd og skik endog med magt forsøgtes udryddet. Sit store mål: at skaffe riget søgrænser tabte Peter intet øjeblik af syne. For at nå det sluttede han forbudn med Polen om et angreb på Sverige. Følgen heraf blev den store nordiske krig (1699-1721). Mens Karl XII i dennes begyndelse var optaget af Polen og Sachsen, benyttede Peter lejligheden til at erobre de tilgrænsende dele af Estland og Livland og anlagde i fjendens endnu uafståede land 1703 en ny hovedstad for sit rige. Peter slog svenskerne ved Poltava 1709, men kort efter lykkedes det karl XII af få Rusland indviklet i en krig med Tyrkiet og det endte med, at Peter ved Pruth-freden (1711) måtte give Asof tilbage. Til gengæld vandt Rusland fra Sverige ved freden i Nystad 1721 Livland, Estland, Ingermanland og en del af finsk Karelen. Nystadfreden fastslog, at Rusland afløste Sverige som nordisk stormagt og fik derfor verdenshistorisk betydning. Peter kaldte sig efter denne krig »kejser (imperator) og selvhersker over alle russere«. En 3årig krig med Persien (1722-24) bragte ham ligeledes geografisk magtudvidelse. Da Peter havde ladet sin søn Alexej dømme til døden, fordi han modarbejdede faderens reformplaner (1718), blev hans gemalinde, Katharina I (1725-27), hævet på tronen, hvor hun snart afløstes af Alexejs søn, den svage, uduelige og fordærvede Peter II (1727-30), kun af navn zar, idet regeringsmagten lå i hænderne på hans formynder, fyrst Dolgorukij. Med Peter II uddøde dynastiet Romanof på mandslinjen. Tronen tilfaldt ved rigsrådernes valg en datter af Peter d. Stores ældre broder, Anna Ivanovna (1730-40). Hun lod sin yndling Biron have frie tøjler. Under Anna førtes den Polske Arvefølgekrig, hvorved Rusland opnåede at få sin tronkandidat, August III af Sachsen, på Polens trone og herigennem sikrede sig en afgørende indflydelse på dette lands indre styre. Desuden erobrede Rusland i denne krig Danzig. Ved en krig 1735-39 tabte Tyrkiet Asof til Rusland. Annas død fulgtes af et interregnum, under hvilket en lille dring, Ivan II, kaldtes zar, og magthavernes intriger og splid truede med at styrte riget i kaos. Der kom en sammensværgelse i stand, som bragte Peter d. Stores yngste datter Elisabeth på tronen (1741-62). Hendes regering indlededes med en krig med Sverige, som ved freden i Åbo 1743 måtte afstå en del af Finland og godkende den russiske tronfølgers onkel Adolf Frederik af Holsten som Sveriges tronfølger. I 7årskrigen deltog Elisabeth af had til Frederik II på Østrigs side. Det viste sig her, at de russiske tropper nu var i stand til at optage en kamp mod vesteuropæiske hære. 1755 fik Rusland i Moskva sit første universitet. Elisabeths hof var tumleplads for de europæiske fyrsters og diplomaters rænker, og tysk indflydelse fik en tid overtaget. Ved Elisabeths død tilfaldt tsarværdigheden en hertug af Holsten-Gottorp, Peter III, som dog efter 6 måneders regering myrdedes ved en sammensværgelse til fordel for sin gemalinde den tyskfødte Katharina II (1762-96), en mangesidig højt begavet herskerinde. katharina var en begejstret tilhænger af oplysningstidens humane og filosofiske idéer og gjorde hvad der stod i hendes magt for at skaffe dem indgang i Rusland, ligesom hun søgte at befordre videnskab, kunst og folkeoplysning og opmuntre til religiøs tolerance. De vældige kirkegodser inddrog hun og satte gejstligheden på fast løn. Landets nærigsliv blev støttet og beskyttet. Rigetvfik en ny administrativ inddeling i 50 guvernementer, som atter deltes i kredse. I flere byer indførtes kommunalt selvstyre. Syge- og fattighuse oprettedes, og offentlig vaccination blev påbudt. Bestæbelserne for at højne folkets velfærd og kultur fremkaldte imidlertid oprørsbevægelser; farligst var Pugatschefs opstand (1773-74), Katharina førte også mange store krige. Hendes udenrigsplitik var først og fremmest rettet mod Polen, og ved dette lands tre delinger, 1772, 1793 og 1795, havde Rusland den afgørende stemme og tiltvang sig løvens part. Ved 2 blodige krige med Tyrkiet, 1768-74 og 1787-92, opnåede Rusland, at underlægge sig resten af khanatet Krim, landet mellem Bug og Dnjestr, Otsjakof og en række byer i »Taurien« samt at få overhøjhedsret over Moldau og Valakiet, helt at ødelægge den tyrkiske flåde og endelig at få fri skibsfart på det Sorte Hav, i Marmarahavet og gennem strædet ved Dardanellerne. Samtidig med den anden tyrkiske krig blev der også ført en krig mod Sverige (1788-90), som ved freden i Värälä endete med, at Rusland beholdt alt, hvad det tidligere havde erhvervet. Katahrina udvidede rigets landområde til 19 mio. kvm og øgede i overordentlig grad dets magt og anseelse. Hun efterfulgtes at sin søn Paul I (1796-1801), en mistænksom og lunefuld tyran. Han blev trukket ind i de forbundne fyrsters anden koalitionskrig mod den franske republik, og under Suvarof sejrede russerne over franskmændene, som stod i Italien, ved Cassano og ved Trebbia, men blev grundigt slået af Masséna ved Zürich (1799). Imidlertid lå Paul under for Bonapartes smigrerier og eldte sig ud af koalitionen for sammen med Sverige, Preussen og Danmark-Norge at genoplive den mod England rettede væbnede neutralitet af 1780, en politik, for hvilken Norge og Danmark snart efter måtte betale omkostningerne. Pauls brutale undertrykkelse af enhver fri meningsytring blev til sidst utålelig selv for hans nærmeste omgivelser, og under en paladsrevolution myrdedes han 1801. – Ruslands stormagtsstilling i 19. århundrede. Pauls søn Alexander I (1801-25) var i meget sin faders modsætning. Med ubøjelig fastholden af selvherskersystemet forenede han sans for reformer. I stedet for de af peter I oprettede rigskollegier organiserede han 1802 8 ministerier og et rigsråd, som fik til opgave at granske alle ny love og regeringens beslutninger. han opstillede bestemte regler for finasnforvaltningen og søgte at begrænse udgifterne til hæren. Universiteter anlagdes, og antallet af folkeskoler øgedes. Livegenskabet blev ophævet i østersøprovinserne. Alexander havde 1801 sluttet fred med Napoleon. Ikke desmindre deltog han i den tredje koalition mod Frankrig, men led sammen med østrigerne nederlaget ved Austerlitz 2. december 1805. Også i kompagniskab med preusserne var Rusland uheldig; vistnok blev det blodige slag ved Eylau 7.-8. februar 1807 uafgjort, men ved Heilsberg 10. juni og ved Friedland 14. juni samme år blev russerne slået. Alexander skyndte sig derfor at trække sig ud af krigen, og ved freden i Tilsit 7. juli 1807 opnåede han, at Napoleon prisgav Sverige og Tyrkiet, mens Frankrig fik fri hænder i Tyskland og Spanien. Tilnærmelsen bekræftedes ved en sammenkomst mellem Napoleon og Alexander i Erfurt september-oktober 1808. Ruslands krig med Sverige 1808-09 afgjorde ved Borgå-traktaten i marts og freden i Frederikshamn i september 1809 Finlands skæbne; Sverige måtte afstå sine landsdele øst for Torneå, der fornedes med Rusland som et eget storfyrstendømme med bibeholdelse af indre selvstyre og en del af selvstændighedens attributer. En krig med Tyrkiet 1806-12 indbragte Rusland freden i Bukarest 1812 de tyrkiske besiddelser nord for Pruth. Omtrent samtidig erobrede Rusland også Baku ved det Sorte Hav fra Persien. Umiddelbart efter disse landudvidelser måtte Alexander optage kampen mod napoleon, som ved dette tidspunkt åbenbart lagde an på at slå enhver modstand tid jorden og opkaste sig til kulturverdenens enehersker. Tsaren, som var mystiker og fatalist, troede, at det var hans historiske og politiske mission at standse imperatorens fremtrængen. Sommeren 1812 brød Napoleon med sin »store armé« (477.000mand) ind over Ruslands grænsern. Russerne havde kun 200.000 at stille op mod ham. Franskmændene sejrede 17. august over Barclay de Tolly ved Smolensk, 7. september over Kutusof ved Borodino og rykkede få dage efter ind i det forladte Moskva. Men 15. september blev der tændt ild på byen, og bortset fra Kreml lagdes det meste af Moskva i aske. Napoleon måtte tiltræde tilbagetoget, led 24. oktober et alvorligt nederlag ved Malo Jaroslavets, fik sine hårdt medtagne tropper stadig mere decimerede og formåede kun med forfærdelige tab at tiltvinge sig overgangen over Beresina 26.-28. november. Alexander havde kastet den hidtil uovervindelige til jorden, Rusland kunne afgøre Frankrigs og Europas skæbne. I forbund med Preussen, Østrig og den svenske kronprins Bernadotte deltog Alexander så i »befrielseskrigen« mod Napoleon og kunne 1814 i spidsen for de forbundnes tropper rykke ind i Paris. Han dikterede Frankrig betingelserne for fredsslutningen og bevirkede herved bl.a. bourbonernes genindsættelse på Frankrigs trone. Ikke mindre indflydelse havde Alexander på kongressen i Wien 1815. Her fik han som sin part af rovet tildelt, hvad der endnu var tilovers af Polens gamle rige, det såkaldte »Kongres-Polen«. Hans magtområde strakte sig dermed fra Oder til Alaska og udgjorde over 20 mio km2 med 50 mio. indbyggere. Ruslands overvægt i Europa søgte Alexander yderligere at befæste ved 26. september 1815 at indgå »den hellige alliance«, som knyttede Østrig og Preussen til Ruslands politik, bl.a. med det program at slå værn om den af mækets magter truede kristenhed og dennes sikreste støtte, fyrstenmagten af guds nåde. Skønt Alexanders politiske grundsætninger blev stedse mere reaktionære, havde han dog 1819 planer oppe om at give Rusland en forfatning. Da han ingen sønner efterlod, og da den arveberettigede broder Konstantin i hemmelighed havde frasagt sig tronen, gik denne over til den yngre broder, Nikolaj I (1825-55), en stram militarist og konservativ, som med næb og kløør værgede sig og riget mod Europas kulturstrømninger. Til at begynde med måtte han kæmpe med en over hele Rusland udbredt sammensværgelse af de såkaldte dekabrister (s.d.), hvis mål var at indføre en ny, af den franske revolution idéer inspireret forfatning. Nikolaj undertrykte optanden med strenghed. Under hans lammende hånd gik Rusland tilbage, ikke alene kulturelt, men også økonomisk og finansielt. Den ydre magtudvidelse blev imidlertig fortsat. Krige blev ført med Persien 1826-28 og med Tyrkiet 1827-29; i den første vandt Rusland en del af Armenien, ved den sidste opnåede det herredømmet over Donau-mundingen, Donau-fyrstendømmernes faktiske selvstændighed, og at sultanen erklærede Grækenland uafhængigt. En opstand i Polen 1830 blev slået ned med grusomhed, landet berøvet resterne af sin selvstændighed og indlemmet i det russiske rige og Polens hær sammensmeltet med Ruslands. I det hele drev Nikolaj et planmæssigt russificeringsarbejde overfor de fremmede folkestammer i sit rige, ligesom han søgte at tvinge alle sine undersåtter til at antage den ortodokse græsk-katolske kirkes lære. Hvor svækket Rusland herved var blevet, viste sig under den ny russisk-tyrkiske krig 1853-56, Krimkrigen, som gjorde ende på Ruslands overmagt i Europa. Foråret 1853 havde Rusland fremsat krav på et protektorat over de græsk-ortodokse kristne i Tyrkiet. Bag dette lurede imidlertid en plan om nu endelig at sætte sig i udelt besiddelse af det Sorte Havs kyster. Porten afviste Ruslands indblanding, og krigen udbrød 2. juli. Dens ulykkelige forløb gik Nikolaj overordentlig nær. Han efterfulgtes af sønnen Alexander II (1855-81), som til at begynde med måtte døje de ydmygelser, krimkrigen medførte for Rusland. Han afsluttede den snarest ved fredstraktaten i Paris 30. marts 1856. Rusland måtte finde sig i at tilbagegive de erobrede dele af landet ved donaumundingen og Bessarabien, afstå fra at anlægge arsenaler ved det Sorte Hav eller der at holde flere krigsskibe end Tyrkiet, og opgive protektoratet over donaufyrstendømmerne og Orientens kristne befolkning. Det udmattede Rusland trak sig ligesom tilbage i sig selv, men kun for kort tid. Snart Kunne det under ledelse af den udmærkede udenrigsminister Gortschakof (s.d.) genoptage sin udvidelsespolitik i Asien: de sidste rester af kaukasislandende indlemmedes 1859, Kina blev 1860 tvunget til at afstå Amur-landet, og 1867 blev Turkestan, 1876 Ferghana gjort til russiske provinser. Alexander II var en hersker med liberale tendenser. Han gennemførte med fast hånd den mest epokegørende socialpolitiske reform, Ruslands historie kender, idet han ved sit manifest 3. marts 1861 ophævede livegenskabet. Med ét slag fik herved 20 mio. bønder og 1 ½ mio. tjenestefolk frihed til at arbejde for sig selv og der, jvor de selv ønskede. 1864 fulgte en gengenmgribende omdannelse af retsvæsenet ved indførelse af jury med offentlig og mundtlig forhandling. Byernes selvstyre blev udvidet, og for de egentlig russiske guvernementer indførtes et slags landdag, kaldt »Zemstvo« Fremskridtenes værste hindring var dog som altid før embedsstandens korruption og den dybe uvidenhed i folkets brede lag.+++(HK8/1925)