Alexander II Nikolajevitsj

Rusland, 1818-1881 09.06.13

Russisk zar 1855-81. Efterfulgte sin fader Nikolaj I på tronen, 37 år gammel. I 1881 myrdedes han af nihilister.

Alexander II Nikolajevitsj (1818-81), tsar af Rusland 1855-81, søn af Nikolaj I, besteg tronen under Krimkrigen og sluttede freden i Paris 1856. Efter de sørgelige erfaringer fra krigen og under indtryk af en stærk liberal bevægelse i de dannede klasser indledte han en storstilet reformperiode. Ohævelsen af livegnskabet på godsejerjorden 1861 skaffede ham stor popularitet som »tsarbefrieren«, forbedringer af kronbøndernes stilling fulgte efter, 1864 oprettedes semstvoer, en slags amts- og provinsråd, hvortil de mere velhavende borgere, godsjerne og landsbykommunerne havde valgret, og samme år udstedtes en retsplejeordning med domstole efter fransk-engelsk mønster. Den polske opstand 1863 og et attentat på Alexander 1866 standsede en tid reformarbejdet og gjorde Alexander usikker og tvivlrådig; men 1870 kom en kommunalordning for købstaderne med by-dumaer svarende til semstvoerne, og 1874 gennemførtes almindelig værnepligt. — Udenrigspolitisk bestemtes Alexander af udmattelsen ovenpå krimkrigen og Bismarcks støtte under polakoprøret, 1864 og 1866 iagttog han velvillig neutralitet overfor Preussen, og 1870 benyttede han Frankrigs nederlag til at ophæve pariserfredens neutralisering af Sortehavet; 1872 ff. traf det op til et »trekejserforbund«; men berlinkongressen 1872, der kuldkastede St. Stefano-freden, fjernede atter Rusland fra Tyskland. I Asien udvidedes Ruslands magt i Kaukasus og Centralasien og general N. N. Muravief erobrede Amur-landet. Indenfor riget behandledes fremmedfolkenene, bortset fra polakkerne, godt, især finnerne, men den liberale opposition kunne Alexander ikke tilfredsstille. Den mest yderliggående fraktion, de ivrigt agiterende »nihilister«, affødte en terroristisk bevægelse, der efter Tyrkerkrigen 1877-78 også stræbte tsaren efter livet. Det var Alexanders hensigt at lade selvstyreorganerne munde ud i en slags fri forfatning; men hans lange tøven og den omstændighed, at terroristerne ikke vidte dette, hindrede det, idet disse dræbte tsaren i Petrograd 13. marts 1881. (HK1/1920)