Polske
patrioter under marskal Józef Pilsudski tog fordel af forvirringen
under den sidste dage af den første verdenskrig og udråbte
en polsk republik den 9. november 1918. Mens borgerkrigen i Rusland rasede
mod øst, dannede Pilsudski en alliance med Simon
Petlyura, som anførte den ukrainske uafhængighedsbevægelse.
Polske tropper hjalp med at erobre Kiev den 7. maj 1920, og fortsatte
med at rykke østpå mod de røde hære fra revolutionen.
Men russerne samlede sig under den militære ledelse af Leon
Trotsky og general Mikhail
Tukhachevski og indledte den 18. maj 1920 en modoffensiv både
nord og syd for Pripet-sumpene. Polakkerne og ukrainerne, som forsøgte
at holde en 1.290 km bred front, blev snart overmandet. På den sydlige
front anførte den russiske kavalerichef Semën
Budénny et fremstød på 320 km, som nåede
Lvov (Lwów eller Lemberg) i slutningen af juli. Imens nord for
sumpene gik et andet fremstød 480 km frem til Bug-floden og trængte
derefter frem til udkanten af Warszawa.
Da russerne truede med at erobre Warszawa, samlede de
polske styrker sig bag Pilsudski, som modtog vejledning fra den franske
general Maxime
Weygand. Den 15. august indledte Pilsudski, som personligt havde overtaget
kommandoen over 4. armé på fem divisioner, et modangreb mod
de russiske styrkers sydlige flanke foran Brest Litovsk. Fem tre dage
var polakkerne trængt gennem fjendens linjer. Med den sydlige russiske
hær indelukket pga. mangel på initiativ og Pripet-sumpene,
smuldrede hele den røde front. Den 25. august havde det polske
angreb vundet 320 km. Det russiske nederlag var lig med katastrofen lidt
ved Tannenberg i 1914. Omkring 70.000 tropper blev taget til fange, mens
halvdelen af det antal flygtede til Øst-Preussen for at blive interneret
af Tyskland. En våbenhvile blev underskrevet i Riga den 12. oktober,
hvilket fastlagde grænsen mellem Polen og Sovjetunionen som ville
holde indtil udbruddet af den anden verdenskrig i september 1939.