Italien

Europa 22.09.14

De større slag og krige udkæmpet af hvad der nu er nationen Italien er oplistet herunder. For tidligere konflikter, se Romerske Republik, Romerriget.

Historie: (Tiden før 476, se Romerriget). — Tiden 476-962. Da det vestromerske kejserdømme var styrtet, uddelte Odavakar 1/3 af jorden til sine krigere og modtog selv af den østromerske kejser titel af romersk patricier. Men inden herredømmet var fæstnet, faldt det for østgoternes angreb, da Theodorik 488 rykkede frem, slog Odavakar og dræbte ham (493). Skønt barbar nærede østgoternes konge dyb ærefrygt for den romerske kultur, og hans stræben gik ud på at genoplive den. Det romerske regeringsmaskineri bibeholdtes, og den katolske kirke respkteredes. Men goterne, som fik tillagt jord, afsondredes skarpt fra de blødagtige romere som en krigerkaste. Theodoriks herskerevner bødede på rigets svaghed, som forøgedes ved denne kløft i befolkningen, og da han døde 526, fulgte en urolig tid. Den østromerske kejser Justinian blandede sig i den indre strid, og hans feltherre Belisarius tog Sicilien, Syditalien og Rom. Alt syntes tabt, da den mistænksomme Justinian kaldte Belisarius tilbage. Under Totila vandt goterne nu atter frem, men han bukkede under for Narses og faldt 552 ved Tagina. 553 fik hans efterfølger Teja samme skøbne ved Vesuv. Hele Italien var nu en østromersk provins, styret af eksarken i Ravenna. I denne periode grundfæstedes kirkens magt, og 529 stitede Benedikt fra Nursia klostret på Monte Cassino. 568 fulgte en ny invasion, langobardernes, som ført af Alboin tog Norditalien og gjorde Pavia til deres hovedsæde. Men 573 myrdedes Alboin, hans søn 575, og i flere år valgte langobarderne ingen konge, så at en række uafhængige hertugdømmer opstod (Spoleto, Benevent). Den østromerske kejser beholdt kun Syditalien, Rom, Ravenna og Ancona. Langobarderne herskede hårdt, tog al jord selv, og ejendomsforholdene ordnedes endelig af kong Authari, som valgtes 584. 1/2 af jorden tillagdes da langobarderne som arimanni (hærmænd). Derefter fulgte de fornemme romere, de lavere langobarder og endelig de ufri fæstere (coloni). Som arianere kom langobarderne i spændt forhold til Paven, ja Agilulf (590-615) angreb endog Rom. Dog lykkedes det Gregor den Store at vinde hans dronning, Theodolinde, for den romerske kirke. Hendes datter, som også var katolik, var gift med Rothari (636-52), der samlede lovene i Edictu Rothari (644). En urolig tid med mange kongemord påfulgte, og under Grimoald (662-72) sejrede katolicismen helt. Pavens magt var i vækst, og Rom med omegn, der blev mere og mere uafhængigt af kejseren, blev grundlaget for hans verdslige herredømme. Snilde paver højnede Roms anseelse; Zacharias (741-53) vandt ved eftergivenhed langobarderkongen Liutprand (713-44) og knyttede forbindelse med Pippin d. Lille; da Aistulf (749-56) siden truede hans efterfølger, ilede Pippin denne til hjælp, tvang langobarderne til at afstå det 751 fra østromerne erobrede Ravenna til paven og anerkende frankernes overhøjhed. Fra da af fik pavemagten sit faste grundlag i Ravenna, Pentapolis og Rom (755). Under Desiderius (756-74) brød kampen atter ud, men Karl d. Store slog langobarderne, sendte kongen i kloster og lod sig selv krone som langobardernes konge (774). Hans herredømme fæstnedes ved indsatte frankiske grever, og 800 kronedes Karl til kejser i Rom. Ved frankerrigets deling 813 fik Lothar foruden kejsertilten Italien og grænselandene mellem Tyskland og Frankrig, men under de følgende karolinger var riget svagt, hærget af saracenerne, som satte sig fast på Sicilien, og i fuld opløsning, da hertuger og grever stræbte efter uafhængighed (Ivrea, Milano, Venezia, Spolto, Benevent). 888 valgtes Berengar til konge, men paven valgte en modkonge, Guido, som sejrede og tilmed 891 blev kejser. Efter hans død 894 var Italiens tilstand ussel, selv pavemagten dybt sunken og prisgivet adelspartier og kvindeluner, og forskellige frankiske stormænd opkastede sig til herrer. 915 blev Berengar kejser, men bukkede snart under for Rudolf af Burgund. Denne veg atter for Hugo af Provence og dennes søn Lothar, hvorefter Berengar II ville fremtvinge sin søns giftermål med Lothars enke Adelheid for derved at vinde magten. Hun anråbte da Otto I af Tyskland om hjælp, og denne kom til Italien, ægtede Adelheid og blev 951 langobardernes konge. Berengar blev lensmand, men afsattes snart efter, og 2/2 962 kronedes Otto I som romersk kejser. — (962-1250). Efter det sidste hundredårs opløsning udgik nu efterhånden en politisk og åndelig fornyelse gennem forbindelsen med Tyskland og den cluniacensiske kirkereform. Under Otto I.s kraftige styre ordnedes forholdene i Italien, hvor tyskere fik de store len, og paverne ind- og afsattes efter herskerens vilje. Da Otto II (973-83) derimod søgte at erobre Syd-Italien, led han et stort nederlag i Kalabrien. Otto III (983-1002), Henrik II (1002-24), Konrad II (1024-39) og Henrik III (1039-56) hævdede trods store vanskeligheder herredømmet over Italien, og især den sidste fremmede kirkereformen; pavemagten gjorde sig fra ca. 1050 uafhængig af adelen, og under Henrik IV (1056-1106) kom det til den store styrkeprøve mellem kejser og pave, Investiturstriden (s.d.). Den endte ved kontordatet i Worms 1122, og paven var nu at regne for kejserens ligemand. Imidlertid var byerne vokset frem som frie kommuner, styret af konsuler, råd og folkeforsamling (parlamentum), og disse nydannelser sprængte feudalstaterne i det nordlige Italien. Derimod skabte normannerne under Robert Guiscard og hans slægt en stærk stat i Syd-Italien, og under Roger II (1127-54) forenedes Napoli og Sicilien til kongeriget Sicilien. Værnet af en ypperlig organisation udfoldede et rigt kulturliv sig i disse egne. I Rom genoplivede Arnold fra Brescia 1142 republikken, og et senat indsattes, men 1155 styrtede Frederik Barbarossa dette omkuld, og Arnold blev henrettet. Med denne hohenstaufiske fyrste begyndte Tysklands indgriben på ny, og tog på tog gik mod Italien. 1155 kronedes Frederik som kejser, og 1158 holdtes en rigsdag på den roncaliske slette, hvor kejserens magt gennem de bolognesiske retslærdes fortolkning af romerretten fik vid udstrækning. Tyskere indsattes som podestaer i byerne, og pave Alexander III brød med kejseren, som derfor indsatte en modpave. Milano, som voede at trodse , blev helt ødelagt. Da opstod af harme herover et mægtigt røre, alt indbyrdes kævleri glemtes, og alle norditalienske stæder dannede det lombardiske forbund 1167. Milano genopbyggedes, og en ny fæstning, Alessandria, opstod. 1176 led kejseren ved Legnano et stort nederlag mod stæderne. 1177 udsonedes kejseren og paven i Venezia, og 1183 sluttedes der fred med de lombardiske byer, hvis selvstyre anerkendtes under kejserlig overhøjhed. Kort efter døde Vilhelm II af Sicilien barnløs (1189), og kronen gik derved over til Rogers datter Constantia, som var gift med Frederiks søn Henrik VI. Denne blev 1190 konge i Tyskland og Italien, og efter forskellige kampe forenede han 1194 Sicilien med disse lande. Han drømte allerede om erhvervelsen af det byzantinske rige, da døden bortrev ham 1197. Nu besteg Innocens III (1198-1216) pavestolen, en kraftig herskernatur i det rette øjeblik, da det gjaldt for Pavestaterns eksistens at hindre, at Nord- og Syditalien samledes på én hånd. Den umyndige Frederik II var arving, men i Tyskland stredes hohenstaufen Filip af Schwaben med welfen Otto IV, hvilken sidste, støttet af paven, vandt overhånd. Da Otto trods pavens modstand dernæst udstrakte hånden mod Sicilien, måtte Innocent, som havde gjort sig til formynder for Frederik II, gribe til sit sidste middel: at sende denne til Tyskland. 1215 kronedes Frederik i Aachen, Ottos magt tilintetgjordes, men da Frederik ikke opfyldte sit løfte til paven om at overlade Sicilien til sin søn, trak det op til en vældig strid mellem kejser og pave. Flere paver bandlyste ham, men han veg ikke, og hans sjældne herskergaver skabte af Sicilien en højst mærkelig statsdannelse. I modsætning til al feudalismegennemførters her en stærk centralisation og en rig kultur blomstrede frem. Frederik II kom i en hård strid med pave Gregor IX (1227-41), som døde under kampen i det belejrede Rom. Hans efterfølger fortsatte kampen med alle kirkens våben, og mens den rasede heftigst, døde kejseren 1250. — (1250-1492). Frederiks søn Konrad IV herskede kun kort (1250-54), og efter ham overtog broderen Manfred styret i Italien, kæmpede imod paven. Denne indkaldte da franskmanden Karl af Anjou og overdrog ham Sicilien som len. Manfred faldt ved Benevent 1266, og da Konrads unge søn Konradin angreb Karl, led han nederlag ved Tagliacozzo, faldt i Karls hænder og halshuggedes i Napoli 1268. Karl herskede nu med en kraft og hårdhed, som 30. marts 1282 fremkaldte et oprør på Sicilien (den sicilianske vesper), hvorved øen befriede sig og gav sig ind under Peter III af Aragonien. Efter lange kampe beholdt dennes søn Frederik Sicilien, mens Karls søn måtte nøjes med Napoli. Mens dette skete mod syd, oprandt der en frihedstid for Nord-Italien. Pavemagten fik ved Bonifacius VIII.s nederlag overfor Filip d. Smukke et knæk, og 1309 flyttede paverne til Avignon. Desfriere kunne de italienske herrer og byer røre sig, og småtyranner dukkede op overalt, støttede af condottierernes lejeskarer. Slægten Visconti fik ca. 1300 magten i Milano, i Verona herskede scalaerne osv. Venezia udvikledes yderligere i aristokratisk-republikansk retning, mens Firenzes borgere 1250 tog magten fra adelen og 1282 satte et råd af de 7 øverste lav (signoria) i spidsen. Pengehandel og uldindustri tog et stærkt opsving, mens udviklingen fortsattes i demokratisk retning, idet også de lavere lav vandt indpas i rådet. Men jævnsides hermed gik voldsomme partifejder. Lignende forhold fandtes i Toscanas andre byer og Genova. De evige kampe er det italienske bylivs skygge, des mere beundringsværdigt er det stærke kulturliv, som foldede sig ud i de store stæder og brød bane for renæssancen. Henrik VII (1308-13) genoptog den italienske politik og kronedes 1312 i Rom, men hans herredømme var svagt, snart efter døde han, og rasende indre kampe begyndte. Pave Johan XXII (1316-34) var uroens midtpunkt, og det hjælp ikke, at Ludvig af Bayern (1314-47) greb ind og lod sig krone 1328, afsatte Paven og og indsatte en ny. Anarkiet nåede sin højde. Forgæves opkastede Cola di Rienzi sig til tribun i Rom og arbejdede for en romersk føderation af Italiens stater. Han styrtedes og blev 1354 myrdet. Samtidig hævdede Venezia gennem hårde kampe sin førerstilling på havet mod Genova, mens parmanente tronstridigheder søndersled Napoli. Da der tilmed 1378 valgtes 2 paver, 1 i Avignon og 1 i Rom, indtrådte det store skisma. Mens Firenze samme år rystedes af en voldsom arbejderopstand, steg Milanos vælde og fik under Gian Galeazzo (1385-1402) en stortid. Næsten hele Nord-Italien var hans, 1395 købte han hertugtitlen af Wenzei, og domkirken i Milano er et synligt minde om hans stræben efter det kolossale. Erobringerne tabtes under hans sønner. Ikke alene glippede kirkeforsamlingen i Pisas forsøg på at ende skismaet 1409, dette voksede endog, idet 3 paver stredes om magten, og først konciliet i Konstanz afsatte alle 3 og indsatte Martin V (1417-31). Desuagtet varede skismaet ved, indtil Nicolaus V valgtes 1447. I Milano afløstes imidlertid viscontiernes dynasti af sforzaernes. Condottieren Frans Sforza ægtede en datter af Filippo Maria af Visconti, vandt stor magt og indtog sluttelig Milano 1450. I Firenze var slægten Medicis magtstilling begyndt med Cosimo 1434, og i Napoli endte tronkampene endelig med Alfons V.s (1435-58) sejr. Italien var således delt i 3 monarkier, Napoli, Pavestaten og Milano, en række hertugdømmer, som Ferrara og Savoyen, samt endelig de mægtige stæder. Men også inden for disse samledes magten i enkeltes hænder, i Venezia udartede aristokratiet til oligarki, og mediceerne styrede Firenze. I dette land, hvor så mange, til dels jævnbyrdige stater levede side om side, nåede ligevægtspolitikken sin højeste blomstring. Efter Cosimos død herskede Piero (1464-69) i Firenze og efterfulgte af Lorenzo II Magnifico (1469-92), som fremfor nogen blev denne politiks bærer. Under ham falder Firenzes stortid, og efter at Pazziernes sammensværgelse var knust, herskede han ubestridt. I Milano døde Sforza 1466, hans efterfølger Galeazzo Maria myrdedes, og under Giovanni Galeazzo gled magten over til onkelen Lodovico Moro (1478). I denne periode stod renæssance-kulturen i fuldt flor, og Italien skænkede eftertiden en uvurderlig skat af skønhed, men hele denne kraftudfoldelse på det kulturelle område stillede politiske og militære hensyn i skygge, og da Lorenzo var død 1492, brød den indre kiv atter ud og åbnede vej for fremmedes indblanding. — (1492-1789). Truet af Ferdinand af Napoli (1458-94) indkaldte Lodovico Moro den franske konge Karl VIII, som 1494 rykkede ind i Italien, hvor alt faldt ham for fode. Faren drev Alfons II af Napoli (1494-95) og pave Alexander VI (1492-1503) sammen, men Karl VIII havde dog stadig fremgang. Mediceerne måtte forlade Frenze, og i december var Karl i Rom og rykkede videre til Napoli. Da svingede Moro om og sluttede sig til Venezia, Paven, Ferdinand af Spanien og kejser Maximilian, og dette truende uvejr tvang franskmændene til at vende om. Ved Foronuovo slog Karl sig igennem og sikrede sit tilbagetog. Ferdinand II fik Napoli tilbage, men efterfulgtes allerede 1496 af Frederik III. I Firenze vandt bodsprædikanten Savonarola stor indflydelse, men vakte Pavens og mediceernes vrede, mistede folkegunsten og blev brændt 1498. Samme år døde Karl VIII, og hans efterfølger Ludvig XII genoptog hans italienske politik. 1499 erobrede han Milano. Lodovico Moro flygtede, fangedes senere under et forgæves tilbageerobringsforsøg og døde i fængsel. Ludvig XII og Ferdinand af Spanien enedes i hemmelighed om at dele Napoli, og den spanske feltherre Gonzalo de Cordoba indtog landet, hvis konge, Frederik, overgav sig til franskmændene 1501. Spanierne agtede imidlertid ikke at slippe det erobrede, og efter en kamp med franskmændene (1502-04) beholdt de Napoli. I disse år søgte borgiaerne at danne et stort rige i midt-Italien, og pave Alexander VI.s søn Cesare Borgia gik voldsomt fremad, brugende hvert middel, om stod til hans rådighed. Men slægtens magt faldt ved pavens død 1503, den ny pave, Julius II (1503-13) lod Cesare fængsle og søgte af frygt for Frankrig forbund med kejser Maximilian. Denne brød op mod Italien, men blev standset af Venezia, og af harme herover dannede paven, Ludvig, Ferdinand og Maximilian 1508 en liga i Cambrai imod Venezia, som mistede sine fastlandsbesiddelser. 1510 sluttede paven fred, og det lykkedes ham nu at danne en liga mod Frankrig, bestående af Venezia, Spanien, England og Schweiz. Desuagtet hævdede Frankrig endnu stillingen (Gaston de Foix). Men snart efter begyndte nederlagene. Maximilian Sforza fik Milano og mediceerne kom atter til Firenze (1512). Leo X besteg pavestolen 1513, og 1515 døde Ludvig, som efterfulgtes af Frans I. Denne fremskyndede rustningerne, og den glimrende sejr ved Marignano 1515 gjorde atter Frankrig til herre i Nord-Italien. Imidlertid fik Frans en farlig medbejler i Spaniens og Tysklands ny hersker, Karl V, som i forbund med paven begyndte kampen. Milano erobredes tilbage, men kort efter døde Leo 1521, og den fromme Hadrian VI (1521-23) drømte kun om korstog mod tyrkerne. Clemens VII (1523-34) sluttede sig derimod til Karl, og februar 1525 led Frans nederlag og fangedes ved Pavia. Den magtstilling, Karl derved fik i Italien, skræmmede paven, som blev sjælen i en sammensværgelse mod ham, og under presset heraf løslod Karl Frans, der i Madrid-freden 1526 opgav krav på Italien. Krigen brød dog straks ud på ny, og under denne førte den kejserlige feltherre Karl af Bourbon sine soldater mod Rom (1527). Han faldt under stormen, og landsknægtene plyndrede staden. 1529 udsonede paven sig med Karl, som kronedes februar samme år. Frans Sforza fik Milano, og mediveerne, som var fordrevet fra Firenze, vendte 1530 tilbage, hvorefter Alessandro blev hertug (1531-37). 1535-38 gjorde Frankrig et nyt forsøg på at genvinde Milano, men desuagtet fæstnedes kejserens magt mere og mere, skønt paven, ængstelig over denne myndige nabo, hvert øjeblik søgte at nærme sig Frankrig. En ny krig (1542-44) bragte intet resultat, og optaget af kirkens modreformation og koncilplanerne vovede paverne ikke at trodse kejseren. Først ved dennes tronfrasigelse 1555 sluttede Paul IV (1555-59) forbund med Frankrig, men Alba rykkede ind i Kirkestaten, og Frankrigs nederlag ved St. Quentin tilintetgjorde alle pavens planer. Ved freden i Cateau-Cambrèsis (1559) endte den store kamp mellem Frankrig og kejseren om Italien, hvis skæbne besegledes. Huset Habsburg var direkte eller indirekte herre over hele landet; Filip II besad både Milano og Napoli. Tilstandene i Italien var usle, røverbander huserede og folket knugedes af skatter. Pave Sixtus V (1585-90) skabte vel bedre vilkår for Kirkestaten ved sine kraftige reformer, og storhertug Ferdinand I (1587-1609) arbejdede i samme ånd på Toscanas genrejsning. Da hovedlinjen af huset Gonzaga 1627 uddøde i Mantova, udbrød der en arvefølgekrig, hvorunder Richelieu og habsburgerne hver støtte sin prætendent, indtil Karl ved Nevers 1631 anerkendtes som hertug i Mantova. Kort efter lagde paven, Urban VIII, Urbino til sine øvrige lande. Forgæves søgte Richelieu at drage de italienske fyrster ind i 30årskrigen, han opnåede kun, at de kom i indbyrdes strid, og skattetrykket voksede som følge deraf stærkt. 1647 rejste Tommaso Aniello (Masaniello) et oprør i Napoli, som dog forblev uden følger, da han myrdedes kort efter. Men Frankrig pustede til uroen i landet, som først kuedes efter pyremæerfreden 1659. Ludvig XIV fik gentagne gange lejlighed til at vise de italienske fyrster sin magt, paven måtte ydmyge sig for ham og Genova føje sig efter hans vilje. Derimod optrådte Savoyen åbenlyst mod Frankrig i krigen 1688-97. Venezia var fuldt optaget af kampene mod tyrkerne, som stump for stump berøvede søstaden dens besiddelser. 1669 mistede den Kreta, men fik til gengæld Morea 1699. 1700 døde Karl II, og den spanske arvefølgekrig brød ud, da det viste sig, at hele det spanske monarki var testamenteret til Ludvig XIV.s sønnesøn Filip af Anjou. Før krigen åbnedes, overlod hertugen af Mantova sin hovedstad til Frankrig, og Savoyen tog aktiv del på fransk side indtil 1703, da det sluttede sig til kejseren. Som svar faldt franskmændene ind i landet, hvorfra de dog atter blev fordrevet af prins Eugen, mens en anden østrigsk hær besatte Napoli. Paven, Clemens XI, stred forgæves imod, men måtte anerkende Karl som konge i Napoli. +++(HK5/1922)