Emmanuel de Grouchy

Frankrig, 1766-1847

 

Greve af Grouchy. Fransk marskal, sluttede sig ved revolutionens udbrud til republikken og deltog med udmærkelse i Napoleons krige. Ved Wagram kommanderede han rytteriet med stor dygtighed, og 1812 bidrog han meget til sejrene ved Smolensk og Moskva. 1815 forfulgte han efter sejren ved Ligny preusserne til Wawre, men blev stående over for den af disse efterladte mindre styrke, som han slog; han greb således ikke ind i slaget ved Waterloo, hvorfra han kunne høre kanontordenen, og Napoleon tillagde ham derfor, dog kun med delvis ret, skylden for nederlaget. Han forsøgte at proklamere Napoleon II til kejser, men opgav forsøget og tog til Nordamerika. Kom senere tilbage og udnævntes til pair. (HK4/1922)