Ungarn

Europa 10.08.22

De større slag udkæmpet af Ungarn under dets eksistens som et selvstændigt kongedøme er oplistet herunder. I det 16. århundrede blev kongedømmet dels mellem det osmanniske Tyrkiet og Østrig. For denne periode se Tyske stater i Det tysk-romerske Rige. Fra 1867 indtil 1918 var Ungarn den yngste partner i et dobbeltmonarki med Østrig. Som en selvstændig nation siden den tid, var landet skueplads for et landsomfattende slag under Anden Verdenskrig (se Ungarn, 1944-45).

Historie: I oldtiden beboedes Ungarn, der omfattede Pannonien (s.d.) og Davien (s.d.) mod vest af keltiske og illyriske folk, mod øst af traker. Efter Romerrigets fald brød hunnerne ind i landet, senere kom østgoter, gepider og langobarder, endelig avarerne, der ca. 800 overvandtes af Karl d. Store. Siden trængte slaver ind fra nord, og Ungarn kom under det stormähriske rige, der ca. 900 knustes af de under Árpád (s.d.) indvandrende magyarer (s.d.); disse gjorde sig til herrer over landet og brød også ind i Tyskland, hvorfra de dreves tilbage 955. Stefen (ca. 1000) lod sig døbe, antog kongetitel og foretog inddelingen i komitater; nomadelivet hørte efterhånden op, og den germanske indflydelse styrkedes. Under de følgende Árpáder vækkedes Ungarn ved ydre og indre strid; adelens magt voksede, og ved den gyldne bulle 1222 måtte Andreas II tilstå de store godsejere skattefrihed; dette blev forfatningsgrundlaget for de følgende århundreder. Efter Árpádernes uddøen 1301 kom Ungarn under konger af forskellige dynastier, var i perioder forenet med andre stater og inddroges herved i Østeuropas storpolitik; Karl Robet af Anjou (1310-42) fulgtes af sin søn Ludvig d. Store (1342-82), der også blev konge i Polen; han bekæmpede tyrkerne, og Ungarn udvidedes mod syd; men under den følgende periode, hvor Ungarn var forenet med Böhmen og kejserdømmet (1382-1439), trængte tyrkerne frem, og Ungarn led store nederlag, bl.a. ved Nikopolis 1396. Faren for osmannerne og senere borgerkrig banede vejen for det nationale kongedømme under hunyadi'erne: Matthias Corvinus (1458-90) erobrede Wien og trængte tyrkerne tilbage; efter hans død truedes atter grænserne, mens landet udpintes under adelens voldsregimente. I slaget ved Mohács 1526 faldt Ludvig II mod tyrkerne, der erobrede fæstningen Buda og efterhånden okkuperede hele det østlige Ungarn, som de derefter holdt besat i over 150 år. Samme år valgtes habsburgeren Ferdinand I til konge, hvorved grunden til foreningen med Østrig lagdes; i Siebenbürgen lykkedes det Voivoden Johan Zápolya at gøre sig selvstændig, hvorved denne landsdel kom i afhængighedsforhold til Porten. Politiske stridigheder mellem ungarere, tyrkere og de kejserlige gik jævnsides med religiøse; reformationen var trængt ind, og ved 30årskrigen stod Ungarn på böhmernes side mod habsburgerne. I sidste halvdel af 17. århundrede gav adelens misfornøjelse mod habsburgerne sig udtryk i nationale rejsninger, bl.a. i 1670erne under grev Thököly. 1686 tilbagerobredes hovedstaden Buda fra tyrkerne; men 1687 dekreterede rigsdagen i Pressburg den habsburgske arvefølge i Ungarn. En ny rejsning under Frans Rákóczi sloges ned 1711, og den pragmatiske sanktion af 1722 grundfæstede yderligere monarkiets udelelighed og styrkede den kejserlige indflydelse i Ungarn. Både Maria Theresia (1740-80) og navnlig Josef II reformerede landet efter eget forgodtbefindende og uden hensyn til de nationale krav. Under Metternichs reaktionære regime tiltog spændingen, så at det liberale parti kunne vokse sig stærkt under mænd som Stefan Széchényi, L Kossuth, Fr. Deák og digteren Petöfi. Februarrevolutionen 1848 tvang derfor kejseren til straks at efterkomme kravet om et selvstændigt ungarsk ministerium (Batthyány). Rigsdagen gennemførte nu flere betydningsfulde reformer, bl.a. livegenskabets ophævelse, men stødte i sin bestemmelse om udelukkelse fra valgret for alle ikke-mayarisktalende indbyggere an mod de siebenbürgiske rumænere og særlig mod de slaviske kroater, hvis statholder (»banus«) Jellacic rykkede ind i Ungarn og forbandt sig med kejserens hær. 1849 erklæredes habsburgerne for afsatte, men med hjælp fra tsar Nikolaj knustes opstanden august samme år; Ungarn mistede sin rigsdag og omdannedes til et østrigsk kronland uden al selvstændighed. Østrigs nederlag i de følgende år øgede dets eftergivenhed; 1867 sluttedes forlig med Deáks parti, og samme år vedtoges den nye dualistiske forfatning; kroaterne tilfredsstilledes 1868 med en særlig landdag i Zagreb (Agram). Andrássy blev den første ministerpræsident og øvede siden stor indflydelse på Østrig-Ungarns politik i tyskvenlig retning. Et koalitionsministerium dannedes af Kálmán Tisza (1875-90), der administrerede klogt; men den hensynsløse magyariseringspolitik overfor Ungarns øvrige nationaliteter svækkede efterhånden hans stilling. Under de følgende liberale minsterier (Szápáry 1890-92, Wekerle 1892-94, Bánffy 1895-99, Széll 1899-1903, Khuen-Héderváry 1903, Stafan Tsza 1903-05) tilspidsedes forholdet til Østrig, kravet om en særlig ungarsk hær med eget kommandosprog forstærkedes, og i parlamentet herskede fra 1896 vedvarende obstruktion, hvorved der indtrådte »ex-lex tilstande« uden bevilget budget. De brogede krisetilstande ændredes ikke synderlig under forretningsministeriet Fejéváry (1905-06) og koalitionsministeriet Wekerle (1906-10), et forslag om valgreform 1908 lykkedes det ikke at gennemføre. Af det af S. Tisza dannede »nationale arbejderparti« fremgik ministeriet Khuen-Héderváry (1910-12), der afløstes af L. Lukács (1912-13), som pga. skandaløse afsløringer måtte vige til fordel for S. Tisza, der ved verdenskrigens begyndelse (august 1914) med stor indsigt løste de svære problemer, så at han også hos oppositionen fandt en loyal støtte, dog kun indtil rækken af de talrige nederlag tog fat. Nu gav den politiske utilfredshed sig udtryk, bl.a. i dannelsen af et af Michael Károlyi (s.d.) ledet uafhængighedsparti; Frans Josefs død og Karls (1916-18) regeringstiltrædelse (kronet som ungarsk konge 30. december 1916) gjorde blot Tiszas stilling vanskeligere, så at han maj 1917 måtte afgå. Under de følgende kabinetter (Moritz Eszterházy og Wekerle) fremkom forslag om udvidelse af valgretten for de laverestående nationaliteter. Károlyi-partiets ententevenlighed og fordring på separatfred førte til et kejserligt manifest af 17. oktober 1918 om Ungarns fulde selvstændighed; 30. oktober udnævntes Károlyi til ministerpræsident. Men samtidig fandt et kroatisk kup sted i Fiume, og Kroatien-Slavonien proklamerede ophøret af den statsretlige forbindelse med Ungarn, hæren led uhyre nederlag ved Piave, og flåden overgaves af admiral Nikolaus Horthy af Bagybánya efter et mytteri til jugoslaverne. Disse begivenheder gav stødet til en revolution i Budapest, Tisza myrdes, Karl nedlægger 13. november den ungarske krone, Károlyi tilriver sig magten og proklamerer 16. november »den ungarske folkerepublik«, til hvis præsident han vælges 11. januar 1919. I Belgrad afsluttede han overenskomst om våbenstilstand, hvorpå rumænske, serbiske og tjekkiske tropper besatte dele af Ungarn, også udover de fastsatte demarkationslinjer. Ententens holdning i forbindelse med kommunistpartiets fremgang og den stigende utilfredshed med Károlyi tvang ham til at afgå 22. marts 1919. Dette var årsagen til, at Béla Kun (s.d.) støttet af det socialistiske parti straks kunne danne et bolsjevistisk kabinet. Bistået af fanatiske medhjælpere, bl.a. den blodtørstige Tibor Szamuelly, søgte han ved de grusomste midler efter russisk mønster at gennemføre proletariatets diktatur og at udrydde borgerstanden; revolutionsdomstole indførtes, galger rejstes overalt i byerne, boliger, fabrikker, butikker »socialiseredes«, fri ægteskab anordnedes, religionsundervisningen afskaffedes osv. I april 1919 forhandlede ententens udsending general Smuts med Kun om fastsættelse af nye demarkationslinjer, men uden resultat. Samtidig begyndte rumænernes fremmarch mod Budapest; den ungarske røde armé kunne i længden ikke holde stand, og da tillige de modrevolutionære følelser antog en mere faretruende karakter, anså Kun det for rådeligst 1. august med nogle af de øvrige folkekommissærer at flygte over på østrigsk territorium; Szamuelly begik selvmord. Sovjetrepublikken var hermed styrtet, men få dage efter kunne de rumænske tropper indtage Budapest. Ærkehertug Josef styrede til 23. august 1919, da Stefan Friedrich blev ministerpræsident; den følgende tid var uafbrudt krigstilstand, idet rumænerne i 3 måneder holdt størstedelen af Ungarn besat, og forfølgelsen af kommunisterne udartede til en brutal »hvid terror«. Gennem forhandlinger med ententens kommissær Sir George Clerk dannedes 24. november et koncentrationsministerium under Karl Huszár. 17. november var på grundlag af almindelig valgret udskrevet valg til en konstituerende nationalforsamling, der januar 1920 trådte sammen; denne proklamerede monarkiet og valgte 1. marts admiral Horthy til rigsforstander. Huszár afgik, og i marts dannedes et parlamentarisk ministerium Simonyi-Semadan, der senere fulgtes af Paul Teleky. I februar 1920 havde en af A. Apponyi ledet fredsdelegation modtaget Ententens fredsbetingelser, hvorved Ungarn reduceredes til 1/3 af sit tidloigere område; da Apponyis bestræbelser for at udvirke mildere vilkår var frugtesløse, måtte regeringen 5. juni 1920 undertegne den hårde Trianon-fred, der 13. november sammeår ratificeredes af nationalforsamlingen. Kong Karls første forsøg på at generhverve tronen i påsken 1921 endte efter få dages forløb med hans tilbagerejse til Schweiz. Efter hans andet mislykkede kup oktober samme år søgte han og dronningen tilflugt i klostret Tihány; derefter interneredes han på Madeira, hvor han døde 1922. +++ (HK9/1925)