Alexander I Pavlovitsj (Aleksandr 1.)

Rusland, 1777-1825 11.06.13

Russisk zar 1801-25; storfyrste af Finland fra 1809. Engelskvenlig; med 3. koalition mod Napoleon, omsving i 1807 i Tilsit til fred og forbund med Napoleon og aftale om Fastlandsspærringen. 1812 nyt omsving til kamp mod Napoleon, der besatte Moskva 1812, men besejredes af vinteren. På Wienerkongressen 1814-15 forgrundsfigur, især ved dannelsen af Den hellige Alliance; med i stormagtsforbundet under Metternichts ledelse, begge mod de liberale. Var oprindeligt sympatisk indstillet over for liberalismen, gav indre reformer 1801-05, undlod 1809 at indlemme Finland og gav 1815 Polen en forfatning. Fra 1818 omslag.

Alexander I Paulovitsj (1777-1825), tsar af Rusland 1801-25. I drabet på faderen Paul I var han medvidende, men ønskede kun at få ham fjernet som regent. Var meget sammensat og svag af karakter, men livligt interesseret og et bytte for skiftende og stærkt uensartet påvirkning. 1801 trådte han ud af det mellem Rusland og Skandinavien sluttede neutralitetsforbind og følte sig snart kaldet til at bekæmpe Napoleon. 1805 sluttede han sig til den 3. koaltion, men blev slået ved Austerlitz og Friedland. I Tilsit 1807 vandt Napoleon ham tilsyneladende helt, og 1807-12 var han i forbund med ham. Særlig fastlandsspærringen skilte dem dog ad, og med Finland (erobret 1809) som sit udbytte af forbundet brød han med Frankrig i forståelse med Bernadotte og bidrog 1812-15 væsentlig til Napoleons fald. I 1812 viste han en uventet fasthed og udholdenhed i kampen, men i 1815 ønskede han ikke Frankrig ydmyget for stærkt; senere kom han under mystisk (baronesse v. Krüdener) og reaktionær påvirkning (Metternich, Araktsjejef). Indadtil vaklede han mellem reformlyst og skræk for anarki, hvis indrømmelserne blev for vidtgående. Hans ophævelse af livegenskabet i østersøprovinserne og den forfatning, han gav Finland (1809) og Polen (1815), vidner om hans liberale tilbøjeligheder. Den »hellige alliance« med dens kristelige grundsætninger for Europas styre var hans værk, men i praksis »et højtlingende intet« (Metternich). – En virkning af den russiske hærs deltagelse i Napoleonskrigene var en liberal bevægelse mellem Ruslands »intelligens«, særlig de mest dannede blandt officererne, og ved Alexanders ød viste det sig, at der var dannet en vidtforgrenet officerssammensværgelse delvis med republikansk program (se Dekarbristerne), og den sæd, der her var sået, holdt sig trods regeringens undertrykkelse. (HK1/1920)