Hannibal

247-183 f.Kr. 17.07.13

Punisk feltherre.

Karthagisk hærfører, søn af Hamilkar Barkas, fulgte 238 sin fader til Spanien og så, hvorledes han og hans efterfølger Hasdrubal erobrede dette land for Karthago, og viste allerede under Hasdrubal så stor dygtighed, at hæren efter dennes død valgte ham til fører 221. Han var af sin fader opdraget til had mod romerne, og hans hensigt var at hævne Karthagos nederlag i 1. puniske krig på dem. Han angreb da Roms forbundsfælle Sagunt 219 og erobrede denne by. Romerne forlangte ham nu udleveret, fordi han havde brudt freden, og da karthagerne nægtede dette, brød krigen ud (2. puniske krig 218-01, s.d.). Hannibal førte straks på 5 måneder en hær (ca. 50.000 mand) gennem Gallien ind i Italien (218); ved Alpeovergangen (Mont Genis eller Lille Srt. Bernhard?) led han store tab. Men kort efter tilføjede han romerne nederlagene ved Ticinus ogTrebia. Hannibal forstod nu at vinde gallerne i Nord-Italien, så de ydede ham hjælpetropper og krigsofrnødenheder, idet de var utilfredse med det romerske herredømme. 217 gik han over Apenninerne med store tab, men slog ved Trasumenersøen romerne fuldstændig under konsulen Flaminius. Han angreb dog ikke selve Rom, men ville først rejse forbundsfællerne i Italien mod romerne. Dette lykkedes ham også efter slaget ved Cannæ 216. Heller ikke nu turde han angribe Rom, men gik i vinterkvarter i Capua, der sluttede sig til ham. Man har ment, at det nydelsesrige liv, hæren førte her, har skylden for den følgende tids mindre heldige krigsførelse; grunden må vist søges andetsteds; han fik ikke den støtte fra hjemlandet, som var nødvendig, da han havde mistet mange af sine folk, og den karthagiske hær forstod ikke at angribe befæstede byer. Kampen stod nu i nogle år lige; og da Hannibal 211 ved et tog mod Rom (derfra H, ad Portas, s.d.) ikke havde kunnet redde Capua, da Tarent også igen kom i romernes hænder 209, og da endelig hans broder Hasdrubal 207 faldt ved Metaurus-floden med sin hjælpehær, som han tilførte fra Spanien, holdt Hannibal sig i Syd-Italien forsvarende sig stadig med stor dygtighed. 203 kaldtes han tilbage til Afrika for at forsvare Karthago mod Scipio, men led nederlag ved Zama 201. Efter nederlaget ledede han karthagos styrelse glimrende, bragte finanserne på fode og forbedrede forfatningen. Men anklaget i Rom af personlige fjender måtte han flygte til Antiochos af Syrien (195); ham søgte han forgæves at bevæge til at angribe romerne i Italien. Da Antiochos var blevet slået, måtte han love at udlevere Hannibal, som imidlertid allerede var flygtet til kong Prusias af Bitynien (190). Da romerne ville tvinge denne til at udlevere Hannibal, tog hannibal selv gift 183. – Når romerne bebrejdede Hannibal troløshed og grusomhed, skyldes det væsentlig deres nationalhad til ham; selv de har aldrig villet frakende ham glimrende feltherreevner: rådsnarhed, evne til hurtig at udføre planerne (særlig ygtige rytterangreb) og duelighed til at samle de mange forskelligartede soldater til en enhed. Napoleon nærede stor beundring for Hannibal. (HK4/1922)

 254,307, 375, 433